Debat: Skal private investeringer spille en rolle i dansk socialpolitik?

DEBAT: Folketinget behandler i disse dage et forslag, som vil åbne for nye investeringsmodeller på socialområdet. Dansk Socialrådgiverforening og pensionsselskabet Skandia er henholdsvis bekymret og begejstret, men begge efterlyser en grundlæggende og grundig debat om velfærdssamfundets retning.

Af Peter Holm og Majbrit Berlau
Henholdsvis chef for ansvarlighed i Skandia og formand for Dansk Socialrådgiverforening

Vi har mange grunde til at være stolte af det sociale arbejde i Danmark. Gennem de sidste 40 år har vi flyttet mennesker med handicap fra store institutioner, hvor de i bedste fald blev opbevaret uden nogen fremtidsperspektiver, i værste fald udsat for omsorgsvigt og overgreb. I dag lever mange af dem blandt alle os andre i egne hjem med mulighed for uddannelse og job.

For de enlige mødre er der også sket enorme fremskridt. For blot 50 år siden var dét at blive enlig mor en sikker vej til bunden af samfundet, og barnet måtte leve med omgivelsernes stigmatisering som ’uægte’. I dag kan livet som enlig forælder være hårdt, men det medfører ikke automatisk udstødelse fra hverken omgivelserne eller arbejdsmarkedet.

Endelig har vi som samfund med en stærk kernevelfærd og fokus på uddannelse løftet børn ud af dårlige vilkår, så disse ikke nødvendigvis går i arv. Et stærkt samspil mellem daginstitutioner, skoler, civilorganisationer og kommunale sociale tiltag har givet mange børn fra hjem med alkoholmisbrug, vold eller omsorgssvigt en bedre vej i livet end deres forældre.

Men der er stadig store udfordringer at løse. Eksempelvis er antallet af hjemløse stigende. Alt for mange unge får ikke afsluttet en uddannelse eller kommer ikke i job. Og det er stadig muligt at give familier i krise og børn i mistrivsel en bedre og ikke mindst tidligere hjælp. Vi skal også blive endnu bedre til at forebygge kriminalitet, behandle misbrug og skabe nye veje for mennesker, som møder sygdom, ulykke og uheld i livet. Og endelig skal vi blive langt bedre til at lave den reelle, tidlige forebyggelse, inden problemerne vokser sig store.

Dét koster penge, og vi bruger som samfund i forvejen mange penge på det sociale arbejde. Men i mange år har politikerne sparet på det sociale område, ligesom der er sparet på velfærden generelt, og derfor er vi nødt til at spørge os selv: Bruger vi penge nok, og bruger vi dem rigtigt? Vi kan i hvert fald konstatere, at flere end en halv million danskere lever i udenforskab, og at det økonomiske potentiale, samfundet går glip af, er godt 45 milliarder kroner årligt. Skyldes det, at vi har ventet med at hjælpe udsatte børn og familier i krise, indtil det var bydende nødvendigt? At vi har tildelt den enkelte socialrådgiver, pædagog, lærer og socialpædagog flere og flere arbejdsopgaver uden at overveje konsekvenserne for kvaliteten? Eller at vi måske blot har valgt den billigste løsning på kort sigt, selvom det ikke var den bedste på den længere bane?

Vi er ikke i tvivl om, at det er en væsentlig del af forklaringen. Konsekvensen er, at problemer får lov at vokse, indtil de er så store, at vi som samfund er nødt til at sætte ind med meget dyre foranstaltninger som for eksempel anbringelser af børn – og så skal der pludselig spares penge et andet sted. Problemets kerne er, at man politisk har anskuet socialområdet i Danmark som en omkostning, og omkostninger skal være så lave som muligt.

Pas på pengene, invester i mennesker
Pointen er, at det sociale arbejde nok er dyrt, men at det i sidste ende kun bliver dyrere for både den enkelte og samfundet, hvis vi forsømmer den tidlige og grundige sociale indsats. Vi vil gerne understrege, at samfundet selvfølgelig skal passe på borgernes skattekroner og bruge dem fornuftigt. Derfor er vi også begejstrede for, at flere og flere kommuner vælger at investere i hjælp og støtte til udsatte borgere med fokus på at gribe ind med hjælp så tidligt som muligt.

Når et barn for eksempel udvikler tegn på mistrivsel, skal man ikke afvente og se, hvad der sker, men reagere hurtigt med den rette hjælp. Det kræver både, at man investerer penge i en indsats her og nu, og at socialrådgivere, pædagoger og lærere har tid til at reagere hurtigt. I mange tilfælde vil en hurtig og god indsats betyde, at man senere undgår en dyr og indgribende indsats. Godt for barnet, godt for samfundsøkonomien. Sund fornuft. 

Det samme ser vi i arbejdet med udsatte ledige, unge hjemløse, børn og voksne med handicap og andre grupper: Jo tidligere, vi sætter ind med den rette hjælp, desto bedre klarer borgerne sig senere. Med positive effekter for både dem selv og for samfundsøkonomien.

Når stadig flere kommuner får øjnene op for investeringstanken, skyldes det, at en række kommunalpolitikere har haft modet til at afsætte de penge, der skal til, men også den såkaldte Skandia-model. Med modellen kan kommunerne beregne de mulige økonomiske effekter af at investere i tidlige indsatser, og staten har siden videreudviklet den og bruger nu sin egen model, kaldet SØM-modellen. Det er alt sammen positivt.

Der vil selvfølgelig altid være dele af socialpolitikken, som koster penge. Nogle mennesker vil have brug for samfundets hjælp hele livet, og det skal fortsat prioriteres. Men på de mange områder, hvor vi kan gøre det både billigere og bedre ved at investere, vil vi blot sige: sæt i gang.

Så langt er vi – socialrådgiverne og Skandia – enige.

Politisk sikring af kommunerne eller private penge
Til gengæld har vi forskellige syn på, hvor det næste skridt bør føre os hen. Hvis det offentlige skal investere i stor stil i tidlig indsats og prioritere, at socialrådgivere, pædagoger og sundhedsplejersker har tid til at sikre kvaliteten, ja, så koster det, og der skal tænkes nyt. Og det rejser spørgsmålene om, hvor pengene skal komme fra, og hvordan der skabes bedre strukturer for socialarbejdet.

Grundlæggende er der to veje at gå.

Enten må staten til lommerne og samtidig sikre, at kommunerne kan arbejde med langsigtede budgetter i modsætning til i dag, hvor de skal balancere hvert år. Ingen privat virksomhed ville jo acceptere, at man kun kunne foretage investeringer, hvis gevinsten faldt inden for samme år.

Eller også kan private investorer finansiere eller medfinansiere investeringen under forudsætning af, at det offentlige tilbagebetaler en del af den økonomiske gevinst, hvis indsatsen lykkes. Til gengæld slipper det offentlige for at betale for både selve indsatsen – eller dele af den – og afkastet, hvis målene ikke indfries. Det er denne vej, regeringen lægger op til at gå videre ned ad, og som vi ser forskelligt på: Skandia ser en investeringsmulighed, der samtidig kan forbedre det sociale arbejde, mens Dansk Socialrådgiverforening ser en fare for afdemokratisering og en åbning for at gøre socialpolitikken til et marked.

Et grundprincip, uanset finansieringsløsning, er vi enige om. Nemlig at kommunerne skal have sikkerhed for, at de kan beholde en væsentlig del af de økonomiske gevinster, der høstes, så de kan geninvestere i nye sociale projekter.

Fordele og ulemper
Allerede i dag er der virksomheder og fonde med kapital, som gerne vil foretage denne slags investeringer. Sverige, Tyskland og især Storbritannien har allerede gennemført sociale investeringsprogrammer, og herhjemme har en række private aktører meldt deres interesse i at investere i sociale indsatser.

Vi vil i det følgende gennemgå de fordele og ulemper, vi ser ved at indføre investeringsmodeller på socialområdet, hvor andre end det offentlige bidrager med kapital. For selvom vi opfatter udviklingen forskelligt, er vi enige om, at der er en række principielle spørgsmål, som kræver en grundig samfundsdebat. Det er en ny udvikling, som vi bør diskutere mere åbent, så vi som samfund træffer en oplyst beslutning.

Muligheden for gedigne, langvarige investeringer
Fra Skandias synspunkt er der store fordele.

Én fordel er, at der kan samles kapital til et område, som rummer et enormt samfundsøkonomisk potentiale, men som har brug for en finansiel saltvandsindsprøjtning, samtidig med at en anden aktør end det offentlige tager en del af den økonomiske risiko. Virksomheder som for eksempel Skandia er parate til at finansiere langvarige investeringer, både fordi de forventer et fornuftigt afkast, men også ud fra ønsket om at bidrage til en mere stabil og bedre social indsats for dem i vores samfund, der har brug for det. Og flere fonde er klar til at gå med.

En anden fordel er, at en privat investor vil være meget optaget af de resultater, det sociale arbejde skaber. Altså at løsningerne – og effekterne – kan udbredes, at der følges effektivt op, og at der sættes nye indsatser ind, hvis dem der laves nu, ikke virker. Sagt på en anden måde kan den private investor være katalysator for systematik og nytænkning. Det er altså ikke kun investeringshorisonten og de flere penge, der er attraktive, men lige så meget den opfølgning og udbredelse af dokumentation, som det måske har haltet med på dele af det sociale område.

Med de private investeringer kan vi komme hurtigere i gang med den omlægning af det sociale arbejde, som mange med indsigt i området drømmer om. Og idéen er, at det – selv med et afkast til investorerne – skal forbedre det offentliges økonomi, fordi det sociale arbejde bliver bedre, sættes ind tidligere og dermed reducerer en del af omkostningerne til dyre forløb.

Og så er det vigtigt at holde fast i, at kommunerne har det lovmæssige ansvar for at udmønte det sociale arbejde, og at en social indsats altid starter med en faglig vurdering og derefter en vurdering af behovet for investering.

Det er det rationale, der har fået mange politikere til at se positivt på udviklingen. Særligt de politikere, der i årevis har arbejdet med socialpolitik og indset, at socialt udsatte ofte ender bagerst i køen efter store velfærdsområder som børn, ældre og sundhed i det finanspolitiske prioriteringsspil.

Og det lyder da også besnærende. Hvis det virkelig kan lykkes at få eksempelvis pensionsselskaber til at skyde store beløb i socialområdet samt løbe den økonomiske risiko, er det så ikke værd at betale for, hvis det gavner det sociale arbejde?

Tre grunde til at tænke sig ekstra godt om
Det er imidlertid ikke helt så enkelt. Der er i hvert fald tre helt afgørende bekymringer, som vi socialrådgivere mener, man er nødt til at tage i betragtning.

For det første er der en risiko for, at private investeringer bliver styrende for prioriteringerne i det sociale arbejde. Det må ikke ske. Et eksempel: Hvis det er den private investor, der går til kommunen eller staten og tilbyder at medfinansiere en langvarig og omfattende investering i tidlige indsatser for børn, så kan det være svært for politikerne at sige nej. Og hvis det betyder, at politikerne må tage de penge, som det offentlige selv skal lægge, fra de hjemløse, er der en risiko for, at socialpolitikken ikke længere er under demokratisk kontrol. Det er et problem, fordi politikerne presses til at prioritere de områder, som investorerne vil skyde kapital i.  

For det andet er der en risiko for, at vi mister et afgørende element i socialpolitikken, nemlig etikken. Socialpolitikken bygger på et respektfuldt menneskesyn, og uden det kunne vi lige så godt lade folk sejle i deres egen sø, når ulykke og uheld rammer. Det har vi heldigvis valgt ikke at gøre. Men hvis værdien af det sociale arbejde kun måles i økonomi – så indsatsen for de grupper, det samfundsøkonomisk bedst kan betale sig at hjælpe, prioriteres højest – hvad så med de grupper i vores samfund, som har brug for hjælp hele livet, uden nogensinde at komme i arbejde eller ud af misbrug. Skal de opgives? Svaret er selvfølgelig nej. Men det er en indbygget risiko, hvis de nye investeringsmodeller samtidig indebærer, at man gør socialpolitikken til et marked.

For det tredje kan man undre sig over, at politikerne ikke selv vil høste gevinsten ved en investering. Allerede i dag har flere kommuner foretaget investeringer i bedre socialt arbejde med bedre liv for nogle af de mest sårbare mennesker og besparelser for kommunerne til følge. De sparede kroner kan kommunerne nu geninvestere i velfærd. Det er en økonomisk styring af skattekronerne, som kommer alle borgere til gavn, og som flere og flere kommuner får øjnene op for. Og alt tyder på, at udviklingen ville gå endnu hurtigere, hvis Folketinget gav kommunerne lov til at arbejde med flerårige budgetter og dermed investere mere langsigtet.

De praktiske udfordringer
Udover de tre grundlæggende og principielle bekymringer er der en lang række praktiske udfordringer, afhængig af hvilke investeringsmodeller politikerne vælger at indføre. Erfaringer fra udlandet viser for eksempel, at det ofte er meget svært og dyrt at lave kontrakter, der sikrer, at de private aktører ikke ’skyder genvej’ til målet og prioriterer de letteste eller hurtigste frem for de bedste løsninger.

Det store spørgsmål er, om vi kan få fordelene og samtidig undgå faldgruberne. Det kræver i hvert fald, at politikerne er meget opmærksomme på, hvilke investeringer de åbner op for, og at vi hele tiden diskuterer, om balancen tipper. Med andre ord: at vi bevarer en sund kritisk sans.

Og så tilbage til dér, hvor vi er enige: Socialpolitikken i Danmark fortjener investeringer. Det politiske niveau skal sikre, at socialpolitikken forbliver under 100 procent demokratisk kontrol. Vi skal allesammen være opmærksomme på, at prioriteringerne i det sociale arbejde og de forebyggende indsatser fortsat styres af et værdigt menneskesyn. Og uanset i hvilken retning vi vælger at gå, så kræver det en grundig debat – ikke kun på Christiansborg, men i hele samfundet.

Forrige artikel Fanø-borgmester: Vi har svært ved at få borgerne med på samskabelse Fanø-borgmester: Vi har svært ved at få borgerne med på samskabelse Næste artikel Dansk Skoleidræt: Er der politisk vilje til at prioritere bevægelse i skolen? Dansk Skoleidræt: Er der politisk vilje til at prioritere bevægelse i skolen?
  • Anmeld

    Henrik Hjortdal · Forum for fremtidens offentlige styring og ledelse

    Folkeoplysning

    Jeres indlæg er forbilledligt fordi læseren bliver nuanceret og klogere. Jeg tænker at indlægget taler for at den sociale investeringsfond ses som et forsøg, som skal evalueres efter kriterier opstillet af politikerne efter uafhængige forskeres input.

  • Anmeld

    John Ebbestrup Hansen · Tidligere udviklingschef i KFUM's Sociale Arbejde

    Forkert diskurs i socialpolitikken

    Det er en fin gennemgang af dilemmaerne ved såkaldte sociale investeringer, men uden de store nyheder.

    Igennem mange år har politikere og NGO ér diskuteret i hvilken udstrækning markedet, private fonde og virksomheder skulle have af indflydelse på hvilke socialpolitiske indsatser, der var vigtige at prioritere.
    Fondene har tiltagende allerede taget over på en række socialpolitiske områder og sat dagsordenen for hvilke udsatte grupper, der skule hjælpes til en bedre tilværelse, ofte i et samarbejde med kommuner og frivillige organisationer.

    Kendetegnet for mange af disse markedsdrevne indsatser er at det overvejende er de store fonde som f.eks. Mærsk Fonden og Velux Fonden, som sætter dagsordenen for indsatserne, idet både kommunerne og mange NGO érne langt hen ad vejen har gjort sig afhængige af sociale indsatser baseret på midler netop fra de mægtige fonde.

    Det betyder dybest set at der ikke nødvendigvis investeres i målgrupper, som kommunerne og de frivillige organisationer finder har størst behov for hjælp, hvilket selvsagt udfordrer socialpolitikkens etiske grundlag.

    Så i stedet for i større udstrækning af lade magtfulde fonde bestemme socialpolitikken i det her land, burde politikerne på Christiansborg sætte socialpolitikken højere op på den politiske dagsorden og tage initiativ til at skabe en sammenhængende og mere helhedsorienteret politik, som landet kan være bekendt.