Klumme: Frivillighed kan ikke erstatte faglighed

”Når to danskere mødes, giver de hånd. Når tre danskere mødes, starter de en forening,” siger det gamle mundheld. Mere end 60 procent af danskerne har været aktive i en frivillig forening inden for de seneste fem år, og der er mere end 100.000 frivillige foreninger i Danmark. Så der er noget om snakken.

Foreningslivet er en fuldstændig essentiel kerneværdi i Danmark – og noget af det, de fleste af os forbinder med at være dansk. Det gavner samfundet som helhed og ikke mindst samfundets sammenhængskraft, når vi mødes på tværs efter arbejdstid om en fælles sag.

Den sociale frivillighed har taget overhånd i velfærden
Men … når et stigende antal kommuner gør opmærksom på, at de bruger frivillige for at opretholde serviceniveauet, så illustrerer det tydeligt, at frivilligheden nemt bliver forvekslet med ansvar og faglighed. Det er ikke holdbart.

Frivilligt socialt arbejde kan være et godt og tiltrængt supplement til kernevelfærden – som besøgsvennen, der har ekstra tid til en snak og en gåtur. Det er et drys krymmel på velfærdslagkagen.

Vi har i mange år diskuteret, hvor grænsen skal gå mellem det frivillige arbejde og de fagprofessionelles arbejde inden for velfærdssamfundets rammer. Besøgsvennen skal jo selvsagt ikke give medicin eller måle blodtryk. Men skal den frivillige overtage onsdagsbankoen, når kommunen sparer den medarbejder, der før stod for aktiviteten, væk?

For mig går den første grænse dér, hvor borgerens retssikkerhed kommer i fare. Er du indlagt på et sygehus, tildelt hjemmehjælp, eller bor du på et plejehjem, så har du ret til en vis grad af hjælp og pleje. Det er det, vi til daglig omtaler som kernevelfærd. Det er fuldstændig afgørende, at kernevelfærden leveres af fagprofessionelle. Det handler om kvalitet i velfærden og borgerens sikkerhed.

Det er dejligt, at mennesker med ressourceoverskud vil bruge deres fritid i velfærden, men kommunernes brug af frivilligt socialt arbejde må aldrig tage afsæt i en spareøvelse. En frivillig kan aldrig erstatte en fagprofessionel.

Vores velfærdsmedarbejdere har uvurderlige fagligheder
Jeg tror ofte, vi glemmer – eller måske ikke ved – hvilke fagligheder vores velfærdsmedarbejdere faktisk har. Jeg møder tit idéen om, at det da er lige meget, om det er sosu-assistenten eller en frivillig, der tager Erna med til banko.

Det, som mange ikke ved, er, at sosu-assistenten er uddannet til at observere, hvordan Erna interagerer med de andre bankospillere, om hun får drukket nok væske, og hvordan hendes tilstand i det hele taget er – udover at yde menneskelig omsorg. Alt sammen vitale informationer for at give Erna den bedste pleje resten af ugens dage.

Det, som udefra ligner sociale aktiviteter – flødeskummet på kagen – er for vores velfærdsfaglige en integreret og central del af deres faglighed.

Værdsæt fagpersonalet
For mig går den anden grænse her, hvor frivillighed fjerner reelle arbejdsopgaver fra vores fagprofessionelle. Hvor bankospillet bliver overdraget til en frivillig, fordi ledelsen umiddelbart ikke kan se vigtigheden af, at opgaven varetages af en faguddannet. Fortsætter vi ad den vej, tager vi både arbejdsglæde og faglig stolthed fra vores fagpersonale.

Der er ikke nogen af vores velfærdsmedarbejdere, som har taget deres uddannelse og job for at se de borgernære opgaver blive afløst af administrationsopgaver. Slet ikke for at se frivillige uden relevant faglighed udføre alle de borgernære opgaver, så kommunerne kan spare penge.

Det er ikke kun respektløst over for deres faglighed, men skaber også en overhængende fare for, at de velfærdsfaglige brænder ud – eller skifter den offentlige velfærd ud med private arbejdspladser, hvor ressourcerne passer til det faglige ambitionsniveau.

Der er altså ikke bare tale om en lidt ærgerlig statistik, når flere og flere kommuner bruger frivillige for at opretholde serviceniveauet, der er tale om, at et kæmpe advarselslys er blevet placeret midt i velfærdskagen.

-----

Camilla Schwalbe er rådgiver og partner i Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau, Sivil. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.