Kommentar: Frivillige er en forudsætning for velfærd

Jeg ser desværre alt for ofte en tendens til, at vi stirrer os blinde på, at faglighed og velfærdsløsninger alene skal varetages af offentlige institutioner, fremfor at både fonde, sociale investeringer og frivillige sammen kan skabe de bedste sociale forhold for dem, der har mest brug for det: nemlig de sårbare og udsatte.

Men både Camilla Schwalbes klumme ”Frivillighed kan ikke erstatte faglighed” og Knud Aarups indlæg i Mandag Morgen ”Lav bedre socialt arbejde i stedet for en investeringsfond” i den forgangne uge tyder på, at det klassiske system-velfærds-baggrundstæppe spærrer for udsigten til at tænke nyt og bredere, når samfundet både skal udvikle og løse konkrete sociale og bæredygtige løsninger. Jeg synes desværre, at begge går galt i byen, når begge pointerer, at visse institutioner har patent på at løse bestemte velfærdsopgaver.  

Velfærdsindsatser udspringer af civilsamfundet
For det første er mange af de sociale tiltag og indsatser, som er blevet en integreret del af vores velfærdsydelser, historisk udsprunget af civilsamfundet.

Tænk blot på Mødrehjælpen, AskovFonden, Settlementet på Vesterbro eller fx Bydelsmødre. Mange af de velfærdsindsatser, som vi i dag betragter som en naturlig del af det offentlige velfærdssystem, har sit afsæt fra civilsamfundet og de frivillige og dets innovative idéudvikling og velfærdsudsyn. 

Frivillige er ikke et sparehensyn
For det andet er frivillighed ganske enkelt en forudsætning for velfærd. Det er ikke et sparehensyn. Det er ikke en erstatning. Det er ganske enkelt, fordi de frivillige kan løfte opgaver, som det offentlige ikke kan – og naturligvis omvendt.

Fx er frivillige en afgørende katalysator for en vellykket integrationsindsats i kommunerne. 80 procent af 62 kommuner erklærede sig i en rundspørge fra Politiken Research i 2015 helt eller delvist enige i, at de er afhængige af frivillige, når flygtninge skal finde sig til rette i kommunerne.

Fra 2015 til 2017 havde Oxford Research for SIRI opsamlet erfaringer for kritiske succesfaktorer, der er helt afgørende for den frivillige integrationsindsats. Hver dag. Året rundt lægger danskerne 900.000 timer som frivillige. Vel at mærke om dagen

Frivillighed kan noget, som det offentlige aldrig er lykkedes med. Det er svært at forestille sig, at én frivillig ønsker at udføre det samme arbejde, hvis det foregik i statsligt eller kommunalt regi. En frivillighed er drevet af sin egen motivation, engagement og fællesskab og udøver frivilligt arbejde, som ikke er dikteret af løn eller krav. Men alene af motivation for at gøre en forskel.

Frivillighed erstatter ikke faglighed
For det tredje er det en forstokket og forsimplet analyse, at frivillighed skulle erstatte faglighed. Den største hindring er jo netop at skabe denne skelnen, den dikotomi, der bliver ved med at blive udbredt og alene tjener det formål at undergrave nye og innovative velfærdsløsninger på samfundets udfordringer. 

Det samme gælder for den berøringsangst for sociale investeringer. Som om det er en pensionsselskabsparasit – som kun er ude på at suge alle penge ud af det offentlige og tjene penge på udsatte og hjemløse borgere. Det er ganske enkelt en forældet tankegang – som mere reaktiv end proaktiv – hvis vi vil skabe endnu bedre og mere bæredygtige løsninger på samfundets udfordringer.  

Ingen alle mod alle-kamp
Jeg har aldrig mødt en frivillig eller en kommune, som har næret noget ønske om at overlade velfærden til frivillige alene – som de eneste velfærdsløftere.

Præmissen er ganske enkelt galt afmarcheret. I værste fald kontraproduktiv. For helt grundlæggende handler det om – i stigende grad – at alle partner arbejder sammen – for at finde de bedste løsninger for samfundets bedste.

I en tid, hvor de økonomiske rammer i kommunerne er langt bedre end for få år siden, ender det ofte som et vådeskudspostulat, at kommunerne malker de 'arme frivillige' og de som en armé og hær overtager jobbene fra de professionelle fagfolk.

Jamen dog. Vi har mangel på arbejdskraft inden for en række velfærdsopgaver i kommuner. Her løfter en lang række frivillige organisationer rigtig mange opgaver, som det offentlige ikke gør.  Tænk blot på Læger uden Grænser, frivillige brandværn, Livslinjen, Trampolinhuset eller Natteravnene. De fandtes ikke uden frivillige.

Farven på katten er underordnet
Helt grundlæggende handler det ikke om, hvem der tager sig af opgaven, men i højere grad om hvem der løser opgaven bedst? Uanset om det er sociale investeringer, de fagprofessionelle eller sociale og frivillige organisationer.

Jeg tror, det vil gavne samfundet allermest, hvis alle parter bliver endnu bedre til at løse opgaver i fællesskab for at nedbryde de klassiske siloer, men allervigtigst for at hjælpe flest mulige udsatte og sårbare i vores samfund. Om det er i alliancer på kryds af tværs af sektorer, eller det netop handler om at tage udgangspunkt i en problemløsning frem for at se på, hvem der udfører opgaven – som Bikubens nye strategi fokuserer på.  

Som et gammel kinesisk ordsprog lyder: Det er ligegyldigt, om man er en grå eller sort kat – bare man kan fange mus.  

Hvem hjælper vi mest muligt?
Det handler om at have viljen til at sætte sig rundt om et bord, smide sine 'rygmærker' uden for døren og finde ud af i fællesskab at hjælpe flest muligt bedst muligt og se ud over sin egen næsetip, kæpheste og dagsordner – som hver organisation eller myndighed måtte have.

Det er ikke et enten eller. Det er et både og. Der er ikke noget velfærdskrymmel over hverken de frivillige, de fagprofessionelle eller nye sociale investeringsmodeller. Det er derimod tvingende nødvendigt, at de forskellige sektorer arbejder langt tættere sammen for fremtiden – så det kommer samfundets svageste allermest til gavn. Det må være hovedfokus i alt socialt arbejde her i landet.