Klumme: Jeg er ikke velfærdskrymmel

Forleden kunne man igen læse frivillige omtalt som krymmel på en lagkage. Krymmel. Små sukkerstykker i forskellige farver på en kage, der bruges, når vi fejrer noget. Eller bare er kagesultne. Noget, vi drysser på for at give kagen et ekstra lille pift. Den sammenligning syntes jeg var ret provokerende.

Jeg er frivillig i en organisation, der startede i 1957. Det er længe før, der blev skåret i sundhedssystemet, og personalet ikke længere havde god tid til at snakke med folk. Min organisation fandt et behov og udfyldte det. Et behov, der ikke kunne dækkes af hverken læger, sygeplejersker eller andre ansatte, fordi det er et behov for menneskelig kontakt, der ikke er betalt for at være der. Det er ikke kagekrymmel. Min frivillighed er med til at dække et helt basalt behov i menneskeheden.

Frivillige skal ikke bruges som skydeskive
Jeg mener, det er på tide, at vi stopper med at bruge de frivillige som skyts for at sætte fokus på en dagsorden, der handler om, at ansatte mange steder i det offentlige bliver skåret i tid. 

Kommuner har ikke penge nok til at ansætte folk til både at have tid til den personlige pleje og alle de andre visiterede opgaver og samtidig til at hyggesnakke i længere tid. Det har de ikke nu, og faktisk har der aldrig været en 1:1-relation på landets plejehjem, og det er én af grundene til, at frivilligheden pibler frem.

De ansatte på et plejehjem har en opgave i at sikre, at alle de ældre beboere har det, de har behov for. Det betyder, at de skal se til flere ældre på en gang, og det medfører, at de ikke har tid til kun at fokusere på en beboer. Og så snart de flytter fokus til en anden, er der chance for, at den første beboer føler et afsavn. Og her kommer de pårørende og frivilligheden ind i billedet.

Frivillige på landets plejehjem gør en fantastisk indsats. Men det er ikke deres skyld, at der ikke er ordentlig tid til, at sosu’erne kan gøre et stykke arbejde, der er deres faglighed værdig. Det er rigtigt ærgerligt – og heller ikke rart for de ældre - men det er altså som sagt ikke de frivilliges skyld.

De frivillige kom for længe siden
De frivillige var der, længe før der overhovedet var noget, der kunne forkortes til sosu. De frivillige kom, da deres pårørende flyttede på plejehjem, og de opdagede, at hvis de læste højt for damen i stuen ved siden af, samtidig med at de læste højt for deres mor, så skabte de glæde to steder.

Og det er jo netop det, frivilligheden kan. Frivilligheden kan det unikke, som ansatte aldrig ville kunne, fordi de er ansat. Til hver en tid, lige meget hvor dedikerede, omsorgsfulde, nærværende, sjove og så videre de ansatte er, så er de stadig ansatte. De får penge for at være der. Det ved de, og det ved de ældre. Og netop derfor er frivilligheden så uundværlig i vores velfærdssamfund, for hvor rigtig mange mennesker føler sig oversete og glemte, så ser frivilligheden dem, de har valgt at bruge deres tid på.

Jeg har hørt utallige af fantastiske historier om folk, der fortæller, at det først var, da de mødte en frivillig, at de virkelig følte sig set og hørt. Det handler ikke om, at de inden da kun havde mødt fortravlede og ligeglade ansatte i systemet, der ikke havde tid til andet end 15 minutters samtale. Slet ikke. Det handler om, at når vi står foran en person, der er betalt for at stå der, så er det bare noget helt andet, end hvis personen har valgt at bruge sin dyrebare fritid på at være lige netop der. Hos mig.

Frivilligheden kan noget helt særligt
Frivilligheden er unik. Det, at nogen vælger at bruge deres fritid på at være noget for nogen, er helt specielt. Det er ikke bare noget kagekrymmel, der lige kan være med til at shine en kedelig kage op. Det er noget, som jeg ville ønske selv for min værste fjende: Nemlig at de havde nogen at snakke med. Nogen, der godt gad at høre samme historie igen og igen. Som godt gad at spille banko med dem, selv om de aldrig fik lov til at vinde præmierne.

Frivilligheden skal hyldes for det, den er. Og der er hverken flødeskum eller andre slags kagetilbehør. Frivilligheden er noget i sig selv. Frivilligheden er der, både når der er god tid, og når tiden er knap, fordi frivilligheden har en funktion, som ikke blot er et supplement, vi lige hiver ind. Frivilligheden er det menneskelige, ubetalte nærvær, som er et af de basale behov, vi alle har. Forestil dig at være så ensom, at de eneste mennesker, du snakkede med, var folk, der var betalt for det. Sådan er der desværre alt for mange, der har det i dag, og netop derfor skal vi have frivillige alle steder, hvor der er mennesker, der på det ene eller andet tidspunkt føler et afsavn.

Personligt håber jeg, at hvis jeg nogensinde kommer på plejehjem, så er det et sted, der vrimler med frivillige. Frivillige, der gider at høre mine historier, som gider cykle med mig, lære mig at bruge fremtidens sociale medier og fortælle mig om verden, som jeg ikke længere færdes i. Jeg håber, at der er frivillige nok til, at vi beboere kan vælge mellem forskellige slags aktiviteter, så der både er noget for de kreative, dem der kan lide musik, og dem, der er friske nok til at snakke med andre.

Lad være med at give de frivillige skylden
Jeg ville være rigtig ked af at engagere mig som frivillig, hvis jeg igen og igen kunne læse i aviser og andre nyhedskanaler, at det var min skyld, at der bliver skåret i sosu’ernes tid. Det ville jeg absolut ikke have siddende på mig. Og jeg kender til frivillige, der fortæller, at hvis det var den fortælling, der var, hvor de engagerer sig, så ville de stoppe øjeblikkeligt.

Fagforeninger er yderst dygtige til at blæse netop denne dagsorden op. Jeg kan godt forstå, at de har brug for tunge skyts for at sikre de bedste vilkår for deres medlemmer. Jeg kan også godt forstå, at kommuner gerne vil have fokus på, at budgetterne ikke holder, men det foregår altså på de frivilliges bekostning. Og det er ikke fair over for de mange, der uge efter uge engagerer sig.

Hvem har lyst til at engagere sig, hvis folk generelt er sure over, at de tager jobbet fra nogle ansatte? Det er svært nok at få folk til at engagere sig frivilligt, og måske er disse negative historier med til at afskrække folk. Andelen af frivillige i Danmark er ikke steget siden optællingerne i 2004, og måske er en af grundene at finde i den negative retorik, der er om frivillige på velfærdsområdet.

Jeg syntes, vi alle skal være gode til at fortælle det positive i frivilligheden. Den forskel, frivilligheden er med til at gøre for mennesker, natur, kultur og så videre. Vi skal tale om frivilligheden som det, den er: En uvurderlig indsats, der er med til at opfylde menneskets basale behov.

Jeg vil ikke være kagekrymmel, men tro mig, jeg vil gerne være én, der gør en uvurderlig indsats!

---------------------------------

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun bl.a. har arbejdet som frivilligkonsulent, projektleder og kommunikationschef for forskellige NGO’er. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.