Konsulent om ghettopakke: Ikke kun politikernes ansvar at skabe dialog

Af Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

I Altinget 16. marts skriver formand og næstformand i Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse, Muhammad Aslam og Janni Milsted, at regeringens parallelsamfundsudspil er stigmatiserende og efterspørger dialog og sociale indsatser.

Men det er påfaldende, at hver gang nogle bekymrede politikere efter flere års forgæves kamp griber til mere håndfaste metoder, er det eneste modsvar ofte, at de ikke vil forsøge sig ned ad dialogens vej.

Det komiske er nemlig, at dialog i denne sammenhæng betyder, at det danske samfund skal acceptere de ikke-vestlige indvandreres ønske om ikke at kunne tage del i dialogen.

At dialog betyder, at det danske samfund blindt skal acceptere, at de ikke-vestlige indvandrere frit kan forkaste det danske samfunds sprog, normer og værdier og leve i deres eget parallelunivers.

Men det kunne være, man skulle prøve at forstå, at dialog ikke altid drejer sig om at forstå det anderledes. Men at det er retten til at undres og stille kritiske spørgsmål ved det, man ikke forstår, der definerer et frit samfund og dialogen.

Spørgsmålet er derfor, om det ikke nærmere er grupperinger i de udsatte områder, der stigmatiserer og afdemokratiserer sig selv ved ikke at tage del i netop civilsamfundet.

Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

Masser af dialogprojekter
For der er ingen, der anfægter, at dialog og sociale indsatser er godt, hvorfor der også i årevis er hældt uanede økonomiske saltvandsindsprøjtninger ned i områder som Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerupparken i form af boligsociale helhedsplaner, beskæftigelsesprojekter, bydelsmødre og integrationsprojekter.

Politikere har ligeledes ved gentagende lejligheder besøgt de udsatte boligområder for at gå i dialog med områdernes beboere og lytte til deres bekymringer.

Dialogen findes i foreningslivet
Men dialog kommer i mange former, og initiativet er ikke kun politisk. I Danmark har man for eksempel via et veludviklet civilsamfund og foreningsliv rig lejlighed til at påbegynde dialogen selv, hvilket regeringen også i årevis har støttet.

Blandt andet ved at bevilge 16 millioner til Dansk Idrætsforbunds projekt Get2Sport, hvor man støtter foreningslivet netop i udsatte boligområder.

Spørgsmålet er derfor, om det ikke nærmere er grupperinger i de udsatte områder, der stigmatiserer og afdemokratiserer sig selv ved ikke at tage del i netop civilsamfundet og dialogen, man påstår, man så gerne vil være en integreret del af.

Den hårde kerne
Endnu mere interessant er det, at Muhammad Aslam og Janni Milsted i deres indlæg hævder, at der er tale om en lille hård kerne, som ødelægger det for de fleste velfungerende borgere.

I så fald forstår jeg ikke problemet. For så berører udspillet jo ikke flertallet. Og tror de to boligrepræsentanter på, at dialog har effekt på den lille hårde kerne af kriminelle, som ifølge dem ødelægger det for det store fællesskab. Jeg tror det ikke.  

Så inden vi forfalder til de evindelige floskler om stigmatisering og hadkampagner, så kunne det være relevant at få svar på, hvor meget mere boligområdernes repræsentanter mener, politikerne kan gøre, og hvordan dialogen skal føres, når fremtidens Danmark fri for parallelsamfund skal defineres?

For så længe man ikke er i stand til at producere andre svar end de sædvanlige klichéer om, at regeringen ikke vil dialog, må man finde sig i en vedvarende undren over, at der efter årtiers boligsociale indsats og flere indsatser for at stimulere civilsamfundet til selv at føre dialogen, stadig er udfordringer med parallelsamfund.