Debat

KU: Universiteter og fonde skal dele forskningsprojekters følgeudgifter mere ligeligt

Fondsmidler dækker sjældent de mange udgifter, der knytter sig til forskningsprojekter. Vi forventer ikke fuld dækning, men vi ønsker en bedre fordeling på de enkelte projekter, skriver David Dreyer Lassen.

Fondenes samlede finansiering – de
direkte omkostninger samt de følgeomkostninger, som definerer ethvert
forskningsprojekt – er ofte utilstrækkelige, skriver David Dreyer Lassen.
Fondenes samlede finansiering – de direkte omkostninger samt de følgeomkostninger, som definerer ethvert forskningsprojekt – er ofte utilstrækkelige, skriver David Dreyer Lassen. Foto: Pressefoto/KU
David Dreyer Lassen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En god offentlig debat fører til, at det problem, man diskuterer, står mere og mere klart.

Derfor er det godt, at vi i denne debatserie ser et fokus på de private fondes stigende betydning for universiteternes økonomi i Danmark.

Dengang midlerne fra de private fonde var relativt beskedne, kunne universitetet i høj grad dække følgeomkostninger, men det er ikke længere tilfældet.

David Dreyer Lassen, prorektor, Københavns Universitet

Store følgeomkostninger
De private fondes bidrag til danske universiteter og dansk forskning er en meget stor gevinst, der bevirker, at vi kan fastholde vores position som en stærk forskningsnation i en øget global konkurrence, og vi skylder dem en stor tak.

Deres samlede finansiering – de direkte omkostninger samt de følgeomkostninger, som definerer ethvert forskningsprojekt – er imidlertid ofte utilstrækkelige. 

Dengang midlerne fra de private fonde var relativt beskedne, kunne universitetet i høj grad dække følgeomkostninger, men det er ikke længere tilfældet.

I budgettet for 2021 forventer Københavns Universitet, at midlerne fra eksterne kilder, herunder de private fonde, vil udgøre 3,2 milliarder kroner eller knap 35 procent af det samlede budget.

Følgeomkostninger er ikke en abstrakt størrelse, som universiteterne har opfundet til lejligheden. Når et nyt forskningsprojekt skydes i gang med en fondsbevilling, så skal der findes en bygning, som forskerne kan arbejde i – ofte med plads til både kontorfaciliteter og laboratorier.

Der skal bruges lys, vand – og da mange forskningsprojekter i dag anvender store datamængder, skal der ofte bruges adgang til state-of-the-art it-udstyr og el hertil.

Der skal skrives kontrakter i HR-afdelingen, oprettes konti i økonomiafdelingen og gives adgang til it-systemerne. Og i alle tilfælde skal der ydes support hen ad vejen i forskningsprojektet.

Fondene dækker sjældent de fulde omkostninger
I dag forholder de private fonde sig meget forskelligt til dækningen af følgeomkostninger. Nogle med en ”flat rate”-model, der medfinansierer følgeomkostninger med 15 procent af den samlede forskningsbevilling.

De fleste forholder sig til det fra forskningsprojekt til forskningsprojekt, men det er sjældent, at følgeomkostningerne finansieres med mere end 20 procent. I mange tilfælde er dækningsgraden tættere på fem procent – eller ligefrem nul.

På Københavns Universitet har vi, fra regnskabstal, beregnet de generelle følgeomkostninger. Resultatet er cirka 73 procent. Det betyder, at hver gang vi tiltrækker en ekstern forskningsbevilling på eksempelvis ti millioner kroner, så skaber det samtidig følgeomkostninger på cirka 7,3 millioner kroner.

Regnestykket, og de bagvedliggende antagelser, er godkendt og revisorpåtegnet af KU’s eksterne institutionsrevisor, Deloitte Danmark.  

Sideløbende med den generelle, revisorpåtegnede følgeomkostningsberegning har vi udviklet et budgetværktøj, der gør os bedre i stand til at gøre både generelle og specifikke følgeomkostninger op.

Vi skal have en bedre dækningsgrad

Det er helt rimeligt at forvente, at landets universiteter tager medejerskab til de eksternt finansierede forskningsprojekter, og det gør vi meget gerne, men hånden på kogepladen bliver alt for varm, hvis de reelle omkostninger i et eksternt finansieret forskningsprojekt ikke deles mere ligeligt mellem parterne. 

David Dreyer Lassen, prorektor, Københavns Universitet
Det er helt rimeligt at forvente, at landets universiteter tager medejerskab til de eksternt finansierede forskningsprojekter, og det gør vi meget gerne, men hånden på kogepladen bliver alt for varm, hvis de reelle omkostninger i et eksternt finansieret forskningsprojekt ikke deles mere ligeligt mellem parterne.

Samtidig skævvrides forskningen mellem områder, der er godt dækket af private fonde, og områder, som ikke er.

Købehavns Universitet forventer ikke fremover en dækning af følgeomkostningerne på 73 procent fra bevillingsgiverne. Men vi er nødsaget til at forvente en betydelig bedre dækningsgrad i de enkelte forskningsprojekter.

Det kan gøres ved faste, generelle – og højere – gennemsnitlige ”flat rates”, og/eller ved, at de private fonde i højere grad accepterer at dække konkrete direkte omkostninger ved projekter, afklaret i samarbejde med universiteterne med fuld gennemsigtighed i både budgettering og regnskabsaflæggelse. 

Kan vi så ikke blot takke nej til eksterne forskningsbevillinger? Det lette svar er ”ja”. Det rigtige svar er ”nødigt”.

Midlerne fra de private fonde rummer som nævnt fantastiske muligheder for at skabe ny viden og store forskningsresultater og for at flytte Danmark fremad som samfund.

Politikerne, universiteterne og de private fonde har en fælles interesse i, at fondsmidlerne fortsat finder hen til de bedste forskere og de største forskningstalenter i Danmark, både når der er tale om grundforskning og om løsningsorienteret forskning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion