Debat

Velux Fonden: Fair magtbalance mellem fonde og forskningsmiljøer sikres gennem samarbejde

Svaret på fondenes voksende pengestrøm, magt og indflydelse i dansk forskning er at finde nye, inddragende samarbejdsformer, så forskningsinstitutionernes egne planer for forskning og uddannelse får en stemme og synergi i fondenes bevillingsprocesser, skriver Henrik Tronier.

Et svar på udfordringerne ved fondenes stigende
magt og indflydelse er, at fondene udvikler nye, inddragende
samarbejdsformer, skriver Henrik Tronier.
Et svar på udfordringerne ved fondenes stigende magt og indflydelse er, at fondene udvikler nye, inddragende samarbejdsformer, skriver Henrik Tronier. Foto: Velux Fonden
Henrik Tronier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forskningsfrihed og fair magtbalance – hvordan sikres det?

Det første svar.

Før bevillingen: Der skal være åbne opslag, fair konkurrenceudsættelse, transparente vurderingskriterier og uafhængigt internationalt peer review som grundlag for bevillinger til de mest excellente forskere og mest originale projekter med den største videnskabelige og samfundsmæssige relevans.

Efter bevillingen: Der skal være fuld frihed for forskerne til at forfølge projektets ideer, uden at fonden styrer eller blander sig i forskningsmetoder, -resultater og publikationer.

Det vil for en del af os i de almennyttige forskningsfinansierende fonde være et svar på debattens spørgsmål om fondes magt og forskningsfriheden.

Forskningsinstitutionerne risikerer at måtte agere kortsigtet og reaktivt, hoppe fra tue til tue i forskellige retninger, bestemt af en skiftende strøm af uforudsigelige enkeltbevillinger og satsninger fra fondsbeslutninger uden for universitetet selv.

Henrik Tronier, programchef for det humanvidenskabelige område og ansvarlig for forskningspolitik, Velux Fonden

Det er også en kerne i Velux Fondens praksis, når vi støtter humanvidenskabelig forskning som et led i fondens brede almennyttige formål om at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag, uden kommercielle interesser.

Den blinde vinkel
Men er det hele svaret? Nej, for i den gængse udgave rummer det en blind vinkel: Forskningsinstitutionen, som bevillingen lægges i. Bedømmelsesprocessen og bevillingen gælder typisk det enkelte projekt og forskeren, en relation mellem fond og forsker, med institutionen ude af syne.

Men hvis dansk forskning og dens brede samfundsnytte skal være optimal, kræver det ikke kun stærke forskere og projekter, men også stærke forskningsinstitutioner - institutioner med råderum, akademisk ledelse og frihed til selv at sætte en retning og forfølge langsigtede planer for både forskningen, de ansattes karrierer og udviklingen af de forskningsbaserede uddannelser, så det bliver til gavn for samfundet bedst og bredest muligt.

Dette udfordres af den stejle vækst i de private fondes midler i forhold til den statslige grundfinansiering.

Forskningsinstitutionerne risikerer at måtte agere kortsigtet og reaktivt, hoppe fra tue til tue i forskellige retninger, bestemt af en skiftende strøm af uforudsigelige enkeltbevillinger og satsninger fra fondsbeslutninger uden for universitetet selv.

I værste fald ender universitetet som et ’forskerhotel’.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at fondenes voksende midler fordeles skævt i forhold til universiteternes egen fordeling mellem de videnskabelige hovedområder og dermed mellem deres forskningsbaserede uddannelser.

Bevillingerne er desuden koncentreret om et snævert udvalg af fagområder og karrieretrin. Udfordringerne ved disse ubalancer er påpeget i en række rapporter gennem de seneste par års forskningspolitiske debatter.

Vejen frem er samarbejde
Valget af videnskabelige hovedområder er typisk ikke frit for fondene, men bundet af de historiske fundatser.

Dog har fondene et åbent mulighedsrum i valg af governance og udformning af bedømmelses- og beslutningsprocesserne frem til bevillinger.

Det er i denne proces bag pengestrømmen, magten udfoldes, og også her magten kan distribueres gennem fondens valg af aktører og interesser i beslutningsprocessen.

Et yderligere svar på udfordringerne ved fondenes stigende magt og indflydelse er derfor, at fondene udvikler nye, inddragende samarbejdsformer i denne proces, så forskningsinstitutionernes egne planer for forskning, forskerkarrierer og uddannelse kan få stemme, vægt og synergi i fondenes bedømmelses- og bevillingsprocesser.

Et dobbelt blik for både projekt og institution.

Det kan gøres på mange måder. Konkret har vi gennem de sidste ti år arbejdet med netop dette i det ene af Velux Fondens tre humanvidenskabelige programmer, kernegruppeprogrammet.

Det bygger på et samarbejdsnetværk med alle humanistiske og nærmest beslægtede samfundsvidenskabelige institutter, der fast inviteres til at fremsende et antal projektforslag.

Første led i bedømmelses- og udvælgelsesprocessen blandt forskernes projektforslag er lagt ud til instituttet selv.

Vurderingskriterierne i den institutinterne proces er eksplicit ’en dobbelt indfrielse’: Excellence, originalitet, relevans og karrierepotentiale – og projektets synergi med instituttets planer for forskning, karriereudvikling og undervisning.

Dermed får det sidste vægt, men kan dog ikke overtrumfe indfrielsen af det første.

Når fondens arbejdsgruppe som det næste led i vurderingsprocessen udvælger halvdelen til fuld ansøgning, sendes de som tredje led til individuelt, eksternt peer review på grundlag af de traditionelle kriterier for forskningskvalitet inden for disciplinen.

Det bliver det sidste led i de tre samvirkende stemmer og formål frem mod fondens bevillinger til de stærkeste projekter.

Denne distribution i tre led er et blandt andre forsøg i vores programmer på at styrke både de mest excellente forskere og projekter og de institutioner, de er en del af – og undgå udviklingen mod forskerhotellet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion