Professor: Private fonde er et mæcen-regime

Det system, private fonde i dag opererer inden for, kan ikke rationelt forsvares. Problemet er en utilsigtet konsekvens af en systembrist, som fondene ikke selv kan rette op, skriver Heine Andersen.

Placeholder image
De private fondes virksomhed er et mæcen-regime, hvor fondene antages at donere til fælles bedste, men hvor det er op til dem selv at definere, hvad det vil sige, skriver Heine Andersen. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På to punkter er jeg enig med Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villumfonden.

Et: Penge er magt, og mange penge er stor magt.

To: Der er tale om en trekant i samarbejdet. Staten skal fastlægge rammerne under hensyn til helheden.

Blind tillid er naivt
Demokrati og frie konkurrencemarkeder er institutioner til sikring af legitimitet og effektiv ressourceanvendelse i moderne samfund.

Ingen af disse styrer imidlertid fondenes allokering af midler. De fleste fonde styres af lukkede, selvsupplerende bestyrelser med meget ringe transparens. 

De private fondes virksomhed er et mæcen-regime, hvis virkemåde og effektivitet er svagt dokumenteret.

Heine Andersen, professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Der er ingen pligt til at begrunde afgørelser, der er ikke krav om at udvælge efter kvalitet, og det er ikke muligt for afviste ansøgere at vide, hvorfor de er blevet vraget.

Frie konkurrencemarkeder hersker heller ikke.

Det har flere grunde, men den mest banale er, at de typer af forskning, der er tale om, har karakter af kollektive goder, der slet og ret ikke lader sig regulere af markedsmekanismer. Hvis fondene påberåbte sig eksklusiv ejendomsret til resultaterne, ville de ikke kunne opnå skattefritagelse.

De private fondes virksomhed er et mæcen-regime, hvis virkemåde og effektivitet er svagt dokumenteret. Fondene antages at donere til fælles bedste, men det er op til fondene selv at definere, hvad det vil sige.

Blind tillid til et sådant system er lige så naivt - om end ikke så farligt - som blind tillid til benevolente diktatorer. Der er i praksis ingen mekanismer, der kan sørge for at det fælles bedste opnås, ud over dem som fondene selv sætter op.

Alene dette medfører en betydelig risiko for suboptimal ressourceudnyttelse og bias. Selvom der udmeldes kvalitetskriterier, er der ingen garanti for at de opfyldes.

Nepotisme og indspisthed er ikke forbudt, og fondene er i deres fulde ret til at udse sig egne protegéer med højt innovationspotentiale og høj brandingværdi inden for forretningsområderne for de firmaer, hvis interesser fondene også skal tilgodese.

Her må staten træde til.

Forskningsbaroner på toppen
Et følgeproblem, som fondene og universiteterne ikke har været i stand til at løse, er at allokeringsmekanismen bidrager til en enorm ulighed mellem forskerne.

Uligheden er åbenlys. Nederst har vi et stort og voksende prekariat, ansat med kort udløbsdato. Øverst en top af forskningsbaroner med årsbudgetter på trecifrede millionbeløb, serviceret og opvartet på universiteternes fineste adresser.

Det er en konsekvens af selve allokeringsmekanismen: gentagne uddelingsrunder efter ansøgninger.

Ingen kan rationelt forsvare sådan et system. Det er en utilsigtet konsekvens af ukoordinerede handlinger, en systembrist, som fondene ikke selv kan rette op.

Heine Andersen, professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Det vil under alle omstændigheder generere stor ulighed, ligesom for eksempel i professionel tennis, men det forstærkes af matthæus-effekten, og endnu mere selvfølgeligt, hvis fondene udser sig og favoriserer protegéer.

Omkring halvdelen af forskerstaben er korttidsansatte (ph.d.-studerende ikke medregnet). Det kan være forskere i høj international klasse, der må vente i ti-femten år på en ansættelse som lektor.

Det er disse unge, der skal skabe fremtidens gennembrud, men de er ofte henvist til at gå ind i projekter, designet af ældre forskere, som måske mest må bruge tiden på administration og fundraising.

Utilsigtet systembrist
Ingen kan rationelt forsvare sådan et system. Det er en utilsigtet konsekvens af ukoordinerede handlinger, en systembrist, som fondene ikke selv kan rette op.

Det ville dog gavne, hvis de betalte fuld dækning for indirekte omkostninger, selvom det ikke vil løse hele problemet. Men det vil de ikke. Staten må altså gribe ind.

Her er vi ved mit sidste punkt, som allerede har været nævnt af flere i debatten: Fondenes manglende bidrag til dækning af indirekte omkostning (overhead).

Hvis fondene betaler for eksempel fire milliarder kroner til universiteternes forskning per år uden overhead, skal universiteterne finde mindst to-tre milliarder i deres eget budget for at dække mankoen.

De må tages fra basismidlerne, som ellers skulle være til rådighed til fri forskning – blandt andet til at ansætte lektorer og professorer i tidsubegrænsede stillinger. I stedet ser vi fyringer og nedlæggelse af institutter i stor stil, når milliarderne ruller ind fra fondene.

Det er klart, at det er uholdbart. På et tidspunkt vil universiteterne ikke kunne dække husleje, lønninger til administrativt personale, ja, end ikke til rektor, dekaner og institutledere. Måske vil de ansvarlige så vågne op?

Systembrister skal udredes
Der er behov for en grundig udredning af disse og andre systembrister af en uafhængig instans, og desværre har myndigheder, ledelse, råd og udvalg svigtet den opgave indtil nu og ladet tingene ske.

Men vi behøver ikke at vente på sådan en udredning.

Pladsen tillader kun, at jeg nævner et enkelt forslag: Vedrørende dækning af indirekte omkostninger er det eneste realistiske, at staten simpelthen indfører en regel om, at universiteterne ved budgettering af ansøgninger til fonde skal indregne et overhead. Hvis fondene ikke vil betale det, må universitetet ikke tage imod gaverne.

Intet tyder på, at det Forum for Forskningsfinansiering, som blev nedsat til formålet i 2018, vil kunne nå frem til nogen løsning. Der er i realiteten ikke sket noget i de to og et halvt år, der er gået.

Interesserne er for modstridende, fondene siger nej, og universiteterne har ladet årene gå og er kun fodslæbende mødt frem til de få møder i Forum for Forskningsfinansiering. De kan ikke finde fodslag. When money speaks… man bider ikke af den hånd, man spiser af.

Universiteter udfører også projekter som såkaldt 'indtægtsdækket virksomhed'.

Her har Økonomistyrelsen udstukket budgetregler med et krav om fuldfinansiering, det vil sige indregning af overhead, der kan være op til 180 procent. Universiteter må nemlig ikke kunne underbyde for eksempel private konsulentfirmaer.

En sådan regel kunne man bare generalisere, ikke at konkurrencehensyn, men for at beskytte den frie og alment rettede forskning, der skal være et kollektivt gode. Det må nødvendigvis være en gennemsnitssats, og beregninger har fra år tilbage flere gange peget på 65 procent som et realistisk tal.

Dette kunne være en begyndelse til gavn for bedre ressourceudnyttelse og for forskningsfriheden.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser