Forskningsdirektør i Villum Fonden: Klar rollefordeling holder fondenes magt i balance

Penge er magt. Og mange penge er meget magt. Det er en sandhed, og det er et paradoks, de danske forskningsfinansierende fonde løbende forholder sig til, eftersom de i dag står bag en markant del af de frie forskningsmidler i Danmark.

For er midlerne vitterligt frie? Kan fondene, når det kommer til stykket, frasige sig den magt, der med almindelig logisk tænkning følger med samlede bevillinger på mange milliarder kroner om året?

Hvordan sikres en optimal balance, når private midler finansierer forskning?

Statens, universiteternes og fondenes rolle
Løsningen er en ligebenet trekant, der forener stat, universiteter og fonde – og rollefordelingen skal være helt klar:

Staten skal skabe en stabil ramme med lovgivning og politiske virkemidler, universiteterne skal sætte retning gennem akademisk lederskab på alle niveauer, og fondene skal understøtte forskernes stræben mod stadig højere kvalitet ved at allokere en væsentlig del af deres midler til åbne, transparente og kvalitetssikrede konkurrencer om de bedste ideer. 

Når et projekt har passeret en fonds transparente udvælgelses- og kvalitetssikringsproces, skal projektet holdes ’i strakt arm’.

Thomas Bjørnholm
Forskningsdirektør, Villum Fonden

Hvor meget skal fondene blande sig?
Men også héri ligger en svær balancegang for fondene, for anvendelsen af kvalitetssikring fordrer klare parametre og dyb viden. Og grænsen mellem engagement og indblanding er hårfin. Og i hvilken grad bør fondene blande sig i forskningsprojekter, når de har tildelt midler?  

Svaret er: Nul!

Set fra Villum Fondens perspektiv skal fondene ikke blande sig på projektniveau. Når et projekt har passeret en fonds transparente udvælgelses- og kvalitetssikringsproces, skal projektet holdes ’i strakt arm’.

Fonden skal ikke blande sig i selve forskningen. Det er forskerens opgave.

Der skal være 100 procent tillid – og en klar forventning om, at forsker og universitetet lever op til regler for eksempel for god forskningspraksis.

Hvem sikrer forskningsfriheden?
Men hvem skal så ’holde øje’, hvis fondene slipper tøjlerne, efter at bevillingen er givet? Fondenes mål om at understøtte stadig højere kvalitet i forskningen er jo både komplekst og langsigtet. Hvordan sikres den kritiske, akademiske diskussion i de danske forskningsmiljøer, der i høj grad er afhængige af private midler? 

Løsningen er at gøre det helt klart, at ansættelsen af forskere i faste stillinger (adjunkt, lektor, professor) er universiteternes opgave - og ingen andres.

Løn til fastansatte forskere skal dækkes af universitetets basisbevilling til forskning og undervisning, og universiteterne skal sikre forskningsfrihed. De fastansatte forskeres stilling må ikke afhænge af ekstern finansiering.

Fondsmidlerne til projekter skal sideløbende kunne søges af de fastansatte forskere i åben og transparent konkurrence baseret på forskningskvalitet - og fondene skal som nævnt ikke blande sig i projekterne, når først de er bevilliget.

Er løsningen nem?
Svaret er: Nej.

Og det er heller ikke hurtigt overstået. Den nødvendige afstemning af roller kræver således en løbende dialog - på alle niveauer - mellem fonde og universitetsforskere - og mellem ledelser og ministeriet.

Der skal en fokuseret og kontinuerlig indsats til for at opnå og beholde den vigtige fordeling i samarbejdet omkring det vigtige, fælles mål:

At sikre Danmarks fremtidige position som et forskningsmæssigt epicenter, der uddanner højt kvalificeret arbejdskraft til fremtidens videnstunge jobs, og gennem forskning afdækker de helt ny viden, som kan bidrage til at løse de store udfordringer, verden i dag står over for.

Er løsningen vigtig?
Svaret er: Ja.

Sikring af en klar rollefordeling ikke mindst i forbindelse med ansættelse af den faste stab af forskere på universiteterne er afgørende vigtig for, at vi ikke får rene forskerhoteller i Danmark.

Al erfaring viser, at forskerhoteller, der er domineret af de eksterne finansieringsmuligheder, ikke leverer forskning og uddannelse på højeste internationale niveau.

Fondene må ikke bidrage til at skubbe danske universiteter den vej. Det vil være en rigtig dårlig investering.

De skal tværtimod holde fast i deres katalyserende rolle til fri og fremragende forskning i Danmark. Det er på den måde, fondenes magt skal udøves.