Ledelsesrådgiver: Fra brændende platform til brændende engagement

DEBAT: Fagforeningerne vokser, og det samme gør afstanden til medlemmerne. Tiden er inde til, at foreningerne genopdager fællesskaberne og lader medlemmerne engagere sig på nye måder, skriver Line Posselt.

Af Line Posselt
Ejer og stifter af rådgivningsvirksomheden Posselt plus co.

En af de største og mest magtfulde civilsamfundsaktører er fagbevægelsen. Fagbevægelsen får sin legitimitet i gennem medlemsdemokrati, og foreningerne samler mennesker i fællesskaber, der er meningsgivende for mange på arbejdsmarkedet. Men spørgsmålet er, om fællesskaberne er blevet så formaliserede og stive, at de har mistet mening for mange.

Med tiden har ”bevægelsen” vokset sig større og stærkere. Mindre forbund er fusioneret ind i større for at skabe større slagkraft og bedre resultater. Det er en bevægelse, som stadig er i gang.

Med stærkere, mere magtfulde og velorganiserede fagforeninger er fulgt større afstand til medlemmerne og mere uigennemsigtige strukturer. Med professionaliseringen af foreningerne er opbygget interne hierarkier, der er med til at sikre foreningerne slagkraft, politisk konsistens, og det som vi i forhandlingskredse kalder ”det gode mandat”. Det er det mandat, der giver et stort råderum for dem, der skal bruge det.      

Måske har prisen været, at fællesskaberne ikke opleves helt så meningsgivende som tidligere.

Fællesskaberne er måske nok blevet stærkere udadtil, men indadtil står det ikke helt godt til alle steder. Opbakningen er under pres i mange fagforeninger. Det er fagbevægelsens brændende platform.

Det er i fællesskaberne, at fagbevægelsens fremtid er
Der er mange måder at håndtere den brændende platform på. Det ligger i tiden – ikke kun i fagbevægelsen - at mobilisere omkring en ydre fjende. Om at sige nej til det, man ikke har kontrol over. At mobilisere fællesskabet omkring at være i modsætning til noget, man ikke deler meningsfællesskab med.

Men der er mange ulemper forbundet med at mobilisere omkring et ydre pres. Først og fremmest løber man den risiko, at når modstanden smuldrer, så smuldrer fællesskabet også, uanset om man vinder eller taber kampen.

Det betyder ikke, at fagbevægelsen skal nedlægge sine våben, men at bruge modstanden som primær organiseringsstrategi er et farligt eksperiment med fagbevægelsens fremtid som en indflydelsesrig del af civilsamfundet.

Søren Fibiger Olesen peger i denne debatrække på, at tiden er kommet til, at fagbevægelsen fjerner sig fra det fællesskab, der bygger på fagene, fordi mange lider af stress. Fagbevægelsen skal i stedet være en arbejdslivsbevægelse.

Måske er det netop her forskellen viser sig.

Fagbevægelsen bygger på fællesskaber. Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen OGSÅ skal beskæftige sig med det hele arbejdsliv og den enkeltes ”employability”. Det er måske nok til at opbygge en forretning på, men ikke et fællesskab.

Det er i fællesskabet, at fagbevægelsens fremtid som bevægelse ligger, men det kræver, at man erkender og accepterer de vigtigste indre udfordringer og barrierer uanset, hvor ondt de gør. Og en del af dem gør ondt.

Fællesskaber med ny mening
Tiden er kommet til at revitalisere fællesskaberne og etablere rammer for at kunne engagere sig på nye måder og i nye sammenhænge. 

Det kræver, at man nedbryder indre barrierer og give medlemmer, der har lyst til at involvere sig på nye måder mulighed for det. Det kræver også, at man definerer det, man er sammen om og i mindre grad det, man er sammen imod.

Ved siden af professionaliseringen af fagforeningernes kerneydelser vil fagbevægelsens foreninger kunne opnå meget ved at styrke og udbygge foreningselementet og etablere organisationer, der er fagforeninger og interesseorganisationer i ét. Organisationer, hvor inkluderende medlemskaber sikrer, at man kan være medlem på flere måder og engagere sig på flere måder.  

Forrige artikel Krifa: Rejsen fra fagbevægelse til arbejdslivsbevægelse Krifa: Rejsen fra fagbevægelse til arbejdslivsbevægelse Næste artikel Entreprenørformand: Ny engelsk model bør være en øjenåbner Entreprenørformand: Ny engelsk model bør være en øjenåbner