DSR: Fagbevægelsen skal søge indflydelse, også til valgene

Af Vibeke Westh
Kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden

Kommunalvalgkampen har i løbet af den sidst måned været i fuld gang. I disse uger står de alle vegne. På torvet, foran supermarkedet, ved stationen og alle andre steder, hvor mennesker samles. De har morgenbrød eller bolsjer eller kaffe med – eller bare deres pjecer, hvor de fortæller, hvad de vil gøre for deres by og deres region.

De smiler til os fra lygtepælene, og de skriver i lokalavisen. Det er naturligvis kandidaterne til kommunal- og regionsvalget, jeg taler om.

Socialdemokrater, konservative, alternativister og alle de andre – partierne er på gaden, og alle er parat til en god dialog om lige præcis deres mærkesager. I fagbevægelsen er vi generelt rigtig gode til at sætte vores fag på dagsordenen i valgkampen.

Mange kandidater har udfyldt kandidattest fra Danmarks Lærerforening om deres holdninger til folkeskolen, drøftet sundhedsvæsenet med Dansk Sygeplejeråd eller deltaget i valgmøder om ældrepleje arrangeret af FOA.

Dertil kommer et væld af annoncer, der anbefaler vælgerne at stemme for flere lærlingepladser eller flere pædagoger. Alt sammen rigtig godt, for i fagbevægelsen går vi op i at skabe de bedste betingelser for borgerne.

Der er et solidt borgerperspektiv i at stille politikerne til ansvar for problemer med arbejdsmiljøet.

Vibeke Westh
Kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden

Men hvad med de overordnede rammer for medarbejderne? 

Politikere skal være med til at løse dårligt arbejdsmiljø
Løn, arbejdsmiljø, efteruddannelse, rekruttering og ikke mindst medarbejderinddragelse. Kommuner og regioner er mere end leverandører af velfærd til borgerne. De er også arbejdspladser og har et stort ansvar som arbejdsgivere. Her skal vi i fagbevægelsen turde tale vores medlemmers sag, også i valgkampen.

På mange offentlige arbejdspladser er medarbejdernes trivsel under pres. De skal løbe hurtigere, være mere effektive, være mere fleksible og samtidig hele tiden stå på mål for politisk besluttede forringelser. De har brug for, at deres fagbevægelse lægger pres på politikerne for at sikre dem ordentlige arbejdsvilkår, også i en valgkamp.

Lad mig understrege: Der er ikke en modsætning mellem gode medarbejdervilkår og effektiv drift. Tværtimod. Et dårligt arbejdsmiljø giver personalet dårlige vilkår for at løse opgaverne bedst muligt, øger sygefraværet og personaleomsætningen. Det er dyrt i kroner og ører og koster endnu mere på kvaliteten, når man igen-igen skal ud og rekruttere og oplære nyt personale.

Der er altså også et solidt borgerperspektiv i at stille politikerne til ansvar for problemer med arbejdsmiljøet. Her har vi i fagbevægelsen en kæmpeudfordring med at få politikerne til at gå videre end bare de fine hensigtserklæringer og rent faktisk sætte handling bag ordene. Nøgleordene er normeringer og ledelse, for er der et misforhold mellem ressourcerne og opgaverne, eller har lederne dårlige vilkår for at lede, skaber det et dårligt arbejdsmiljø for alle.

Medarbejdere, ikke modarbejdere
Generelt befinder de offentlige arbejdspladser sig i et solidt krydspres, hvor New Public Management og en mistillidskultur vinder frem. Det betyder blandt andet, at man ser medarbejderne som modarbejdere og ikke som medarbejdere, og man er fra den allerøverste ledelses side mindre tilbøjelige til at inddrage de faglige organisationer i arbejdet.  

Udviklingen rammer for eksempel lydhørheden over for medarbejderne i samarbejdsudvalgene og deres repræsentanter fra fagbevægelsen. Politikerne har ikke en chance for at vide, hvad der egentlig foregår på de enkelte institutioner, hvis de ikke lytter til personalet.

Medarbejderne i den offentlige sektor har ytringsfrihed, men i Dansk Sygeplejeråd har vi desværre mange eksempler på, at medarbejderne ikke tør gøre opmærksom på problemer offentligt. Vi har derfor en stor rolle at spille både nationale og lokalt for at gøre det trygt for medarbejderne at fortælle om vilkårene på deres arbejdsplads.

Der er mange organisationer, der ønsker at sætte deres sag på dagsordenen i valgkampen. I fagbevægelsen skal vi ikke være bange for at tale vores medlemmers sag – både når det handler om den direkte borgerkontakt, men også når det handler om arbejdsvilkår.