WeDoDemocracy: Tiden kalder på demokratisk fornyelse hos fondene

På global skala er verdens demokratier ifølge svenske V-Dem Institute i frit fald. Vi er tilbage på et niveau fra før murens fald. 72 procent af verdens borgere lever i dag i autokratier, og OECD’s seneste måling viser, at kun 41,4 procent af borgerne i de eksisterede demokratier har tillid til deres regeringer, og kun 30,2 procent oplever, at systemet tillader borgerne at have mulighed for indflydelse på samfundets udvikling. Danmark ligger i målingen lavere end de lande, vi normalt sammenligner os med, og bliver overgået af Sydkorea.

Demokrati som styreform og livsform er udfordret. Herhjemme bløder de store bærende partier medlemmer – med et fald fra godt 20 procent af befolkningen i 1960 til godt to procent i dag.

Samme tendens gælder vores demokrati som livsform – i fagforeninger, de store bærende civilsamfundsorganisationer og i de fritids- og organiserede fællesskaber, som danskerne engang var bredt og repræsentativt en aktiv del af.

Genskab tilliden til systemet

De engang store diverse rum for samfundets demokratiske samtaler og fællesskaber skrumper. Det efterlader rum for polarising, disintegration og ekkokamrene med det resultat, at mistilliden vokser mellem system og borgere.

Uden aktive og levende demokratiske rum på tværs af borgerne mister samfundet sin fornyelseskraft, fordi dem, der skal tage beslutninger får ringere beslutningsgrundlag, og dem, der skal leve forandringerne ikke oplever at være medejere af beslutningerne. At genskabe tilliden til demokratiet både som styreform og livsform bliver i de kommende år er en vital opgave for samfundets kerneaktører – herunder selvsagt de filantropiske fonde.

Når den progressive østrigske millionarving Marlene Engelhorn sætter en gruppe udvalgte borgere i centrum for hendes egen fonds virke, så demonstrerer hun en afgørende pointe. For hverken borgerne eller metoden er tilfældigt valgt.

Hun vælger en borgersamling til at sikre repræsentation og demokratisk fornyelse i et fondsregi. Samtidigt sætter hun spørgsmålstegn ved, om de, der klassisk er udpeget til at forvalte samfundets magt og privilegier, er i stand til at tage vare på dette fælles bedste – uden en reel repræsentativ tilstedeværelse og demokratisk kontrol i beslutningsrummene.