Debat

S: Techgiganter skal bidrage til det økosystem, de er ved at undergrave

Techgiganterne udgør en væsentlig del af vores demokratiske infrastruktur og bærer dermed et ansvar for den demokratiske samtale. Derfor kan vi ikke lade dem profitere på et økosystem, som de er ved at undergrave, skriver Kasper Sand Kjær.

Kampen om ophavsretten er kun det første skridt i, hvad der bliver en årelang kamp om at fravriste techgiganterne deres magt over den offentlige samtale, forudsiger Kasper Sand Kjær.
Kampen om ophavsretten er kun det første skridt i, hvad der bliver en årelang kamp om at fravriste techgiganterne deres magt over den offentlige samtale, forudsiger Kasper Sand Kjær.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kasper Sand Kjær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Over tid har techgiganterne bid for bid udhulet danske mediers forretningsmodel. De annoncekroner, som før gik til både lokale, regionale og nationale medier, ender nu i lommen på de multinationale pengemaskiner.

Værst ser det ud hos de lokale medier, hvor hver fjerde dagbladsredaktion og ugeavis har måttet dreje nøglen om de seneste ti år.

Det sander til, og nyhedsørkener breder sig over hele landet. Det er først og fremmest et problem for vores demokratiske samtale. Og én ting er sikkert: Vi kan ikke lade stå til.

Guldrandet forretning
Vi skal holde fast i, at techgiganterne bærer et ansvar for vores demokratiske samtale, fordi de udgør så væsentlig en del af vores demokratiske infrastruktur. 

Vi kan ikke lade techgiganterne definere spillereglerne for vores demokrati, og vi kan ikke lade dem profitere på et økosystem, som de er ved at undergrave.

Kasper Sand Kjær (S)
Kulturordfører

For nok er den foretrukne nyhedskilde tv’et for den største andel af danskerne (67 procent), men det er værd at bemærke, at de unge – fremtidens mediebrugere – foretrækker nyheder fra sociale medier.

Og for langt de fleste af os, er de store platforme og sociale medier allerede en naturlig del af vores liv.

Techgiganterne leverer da også en service, som vi ikke vil være foruden. Men selvom vi ikke som udgangspunkt betaler en krone for ydelsen, er prisen alligevel dyr.

For over tid har giganterne sikret sig ubegrænset adgang til data om vores adfærd, interesser og forbrug. Data, som bruges til at teste og forfine metoder til at indfange og fastholde vores opmærksomhed, så datastrømmen aldrig stopper.

En næsten perfekt forretningsmodel, som har gjort techgiganter som Google, Facebook, Amazon med flere til en guldrandet forretning.

Derfor er det kun rimeligt, at vi stiller krav til, at de skal betale for det indhold, de videreformidler og tjener penge på.

Indtægter kanaliseres ud af landet
Når et museum udstiller en kunstners billede, eller når en radio spiller en musikers nummer, skal opretshaveren naturligvis have betaling.

Imidlertid gælder samme regler ikke på medieområdet, hvor vi har huller i lovgivningen.

Reklameforbrugsundersøgelsen fra 2019, som det svenske Instituttet för Reklame- og Mediestatistik (IRM) står bag, viser, at seks ud af ti annoncekroner tilfalder digitale kanaler, såsom Facebook, Google og Instagram.

Ikke så overraskende med den rivende digitale udvikling.

Imidlertid betyder det også, at en til stadighed større andel af annoncekronerne kanaliseres ud af Danmark.

Ophavsretten er ikke den endelige løsning på udfordringerne med techgiganterne, men det er første skridt i, hvad der bliver en årelang kamp om at fravriste techgiganterne den magt, de har fået over vores demokrati, samtale og offentlighed.

Kasper Sand Kjær (S)
Kulturordfører
Derfor bliver pengene ikke reinvesteret i danske medier, så der kan produceres nyt kvalitetsindhold til danskerne.

Særligt de lokale avisredaktioner, hvis primære indtægtskilde er annoncekroner og som ikke modtager mediestøtte, er ramt. Lokale redaktioner, som sikrer journalistisk tilstedeværelse i lokalområdet med tæt kontakt til de lokale aktører.

De er en af grundstenene i den lokale sammenhængskraft og understøtter i et større perspektiv vores demokrati.

Når de lokale ugeaviser og dagblade bukker under, fordi annoncekronerne siver ud af landet til store techgiganter, som hidtil ikke har bekymret sig synderligt om den demokratiske samtale, ja, så er der grund til bekymring.

Skal bidrage til medie-økosystemet
Derfor er meldingen fra Socialdemokratiet klar: Techgiganterne skal bidrage til medie-økosystemet.

Det betyder, at hvis techgiganterne tjener penge på at videreformidle indhold, ja, så skal de også betale for indholdet. Og de penge skal naturligvis kanaliseres tilbage til mediernes økosystem, så der også i fremtiden produceres kvalitetsindhold fra lokale, regionale og nationale medier.

Det er altafgørende for vores demokratiske samtale. For modsat sociale medier, er redaktionernes indhold nemlig bearbejdet af dygtige journalister som sikrer, at vi kan have tillid til de nyheder, vi læser, lytter til og taler sammen om.

Vi kan ikke lade techgiganterne definere spillereglerne for vores demokrati, og vi kan ikke lade dem profitere på et økosystem, som de er ved at undergrave.

Ophavsretten er ikke den endelige løsning på udfordringerne med techgiganterne, men det er første skridt i, hvad der bliver en årelang kamp om at fravriste techgiganterne den magt, de har fået over vores demokrati, samtale og offentlighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00