Peder Hvelplund
 svarer 
Ellen Trane Nørby

EL: Omfattes journalteksten af indberetningspligten?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 127, Spørgsmål 50

Vil ministeren i forlængelse af L 127 – svar på spørgsmål 35 konkret oplyse, om ministeren kan bekræfte, at journalteksten fra sygehusjournaler, og herunder journaler fra psykiatrien, kan omfattes af indberetningspligten?

Svar fra fredag den 22. februar 2019
Trane Nørby: Journalteksten kan omfattes af indberetningspligten

Jeg lægger til grund, at der med ”journaltekst” forstås den fritekst, som lægen evt. udfylder om sin patient i journalen, og at spørgsmålet omhandler sygehusenes indberetningspligt efter lovforslagets § 1, nr. 17 og 18, vedrørende de foreslåede bestemmelser i § 195, stk. 1 og 3.

Jeg kan bekræfte, at journalteksten fra sygehusjournaler, og herunder journaler fra psykiatrien, efter lovforslagets § 195, stk. 3, kan omfattes af indberetningspligten, i det omfang oplysningerne er strukturerede og relevante for det samlede patientforløb.

Det er vigtigt at fremhæve, at der ikke vil blive stillet krav om indberetning af oplysninger uden relevans for patientens samlede behandling, som er givet til en konkret sundhedsperson i fortrolighed - f.eks. oplysninger af rent privat karakter, der er fremkommet under en psyko-social samtale.

Det kan supplerende oplyses, at sundhedsministeren allerede i dag har en lovbestemt bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger bl.a. sygehuse (dvs. regionsråd) skal indberette til de centrale sundhedsmyndigheder. Det påhviler således allerede i dag regionernes sygehuse at indberette en række relevante og strukturerede oplysninger om deres virksomhed efter sundhedslovens § 195, stk. 1. Det ændrer lovforslaget ikke ved. Dog flyttes sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler – af lovtekniske grunde – til bestemmelsens stk. 3.

0:000:00