Antallet af konsulenter, journalister og akademikere er eksploderet i kommunerne

En endnu stærkere stigning ser man blandt gruppen af journalister. I 2006 var der ifølge opgørelsen fra KRL ansat 91 journalister i de dengang 271 kommuner. Men selvom antallet af kommuner blev skåret ned til en tredjedel, blev antallet af journalister i kommunerne tredoblet. I 2023 var 271 journalister til de nu kun 98 kommuner.

I fagbladet Journalisten refereres der i 2021 til en anden opgørelse foretaget af NB-medier. Her har man via en aktindsigt undersøgt, hvor mange kommunikationsmedarbejdere, der er i kommunerne. Her medtages også medarbejdere, der arbejder med kommunikation, selvom de ikke er medlemmer af Journalistforbundet. Følger man den opgørelsesmetode, var der i 2021 hele 632 medarbejdere i kommunerne, der primært arbejdede med kommunikation.

Uanset om man bruger den ene eller opgørelsesmetode, er antallet af journalister i kommunerne som minimum tredoblet.  

Mangedobling af konsulenter

En endnu kraftigere udvikling har man set i antallet af chef- og specialkonsulenter. Hvor der i 2011 var 635 specialkonsulenter, så var tallet i 2016 steget til 2.369 for så igen at blive mere end fordoblet frem mod 2023 til nu 5.329. Det er en stigning på over 700 procent på 12 år.

En specialkonsulent tjener omkring 560.000 om året, mens en chefkonsulent i gennemsnit får 630.000 kr. om året.

Kategorien blev først oprettet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008, og må derfor også forventes at vokse de første år. Og ifølge KL ville de, der nu ansættes som chef- og specialkonsulenter, tidligere ofte være blevet ansat som 'akademikere', ligesom antallet af chefer er faldet.

Men også når man ser kategorierne 'chefer', 'akademikere' og 'chef- og specialkonsulenter' under ét har stigningen været heftig. Dem er der samlet set kommet mere end 12.600 flere af siden 2006, og det er næsten en fordobling efter kommunalreformen.

Den flittige brug af muligheden for at ansætte folk som chef- og specialkonsulenter kommer bag på Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Han er på det rene med, at der generelt ansættes flere akademikere i den offentlige sektor, fordi der også uddannes væsentligt flere med en relevant længerevarende uddannelse.

Men han havde ikke forventet, at mere end hver femte af de omkring 23.000 akademisk uddannede i kommunerne er ansat som special- eller chefkonsulent.

"Det overrasker mig, at tallet er så højt. Der er jo stillinger med en ret høj løn. Og der synes jeg, at fingeren kommer til at pege ind på kommunerne selv i forhold til, hvordan pengene prioriteres," siger Per Nikolaj Bukh.

Færre pædagoger og lærere

Helt anderledes ser det ud, når man kigger på medarbejdergrupper, der er i direkte kontakt med velfærdssamfundets brugere.

Det overrasker mig, at tallet er så højt.

Per Nikolaj Bukh
Professor, Aalborg Universitet

Antallet af pædagoger og lærere ansat i kommunerne, er der i dag færre ansat end i 2006, der var det sidste år under den gamle kommunalreform. Det kan dog til en vis grad forklares med, at børnetallet er faldet i perioden. Men en opprioritering af området har der absolut ikke været tale om.

Der er derimod kommet flere ansatte i social- og sundhedssektoren, 26 procent hvis man sammenligner med 2006 til 2023. Det kan ligeledes forklares med det demografiske træk. For andelen af ældre over 66 år er steget markant siden 2006.

Der er altså sket en klar glidning af kommunernes udgifter hen imod mere administration, mere kommunikation og branding og en langt større konsulentgruppe. Til gengæld er den borgernære velfærd ikke blevet styrket – og det er præcis her en række af de varslede besparelser i kommunerne igen vil ramme.

Forrykt udvikling

"Det er helt forrykt. De skal simpelthen prioritere anderledes ude i kommunerne. Der ansættes alt for mange til administration, og i nogle kommuner er der ansat flere journalister i kommunen end journalister i lokalpressen. Det holder jo ikke," siger LA's Sólbjørg Jakobsen. 

Hun erkender, at Folketinget bærer en del af ansvaret.

"Vi må også gribe i egen barm i Folketinget. Noget af den voksende administration skyldes vores lovgivning. Men en hel del kommer fra kommunerne selv," siger hun.

Heller ikke Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, er tilfreds med kommunernes prioriteringer.

"Konsulenter, akademikere og kommunikationsfolk kan også være vigtige i en kommune. Men når tallene går den her vej, er der altså gået noget hamrende galt. Og det gælder i øvrigt ikke kun i kommunerne - men også i staten," siger hun og tilføjer:

"Jeg håber virkelig, man tænker sig grundigt om, hver eneste gang man ansætter endnu en chefkonsulent eller akademiker i en kommune, hvor økonomien er presset. Det må og skal være kommunens borgere, der har førsteprioritet. Den nære velfærd er det vigtigste." 

Fagmedarbejdere mister indflydelse

Journalist og forfatter Lars Olsen har gennem årene deltaget flittigt i debatten om den offentlige sektor og er kendt for at være tæt på den socialdemokratiske ledelse. Han ser udviklingen som del af en uheldig samfundsmæssig tendens.

"Der er opstået et skred, hvor man ikke synes, man kan noget, før man har fået alle mulige akademikere til at sige god for det. Der foregår en proces i samfundet, hvor man flytter indflydelse opad og fratager indflydelse fra fagpersonale som lærere, pædagoger og sygeplejersker," siger han og tilføjer:

"Der er en udvikling væk fra de varme hænder hænder, og det har både kommunerne og Slotsholmen et ansvar for."

Når staten ansætter en masse håbefulde unge akademikere, så efterspørger de jo noget ude hos os. Og så skal vi have nogen til at svare.

Martin Damm (V)
Formand, KL

Det er endt som en slags selvforstærkende mekanisme, mener Lars Olsen:

"Der er jo ikke nogen som djøf'ere, der er gode til at lave systemer, hvor det kun er djøf'ere, der kan kommunikere med andre djøf'ere. Og til sidst skal alt muligt måles og indberettes, og så skal man ansætte endnu flere djøf'ere."

Han hæfter sig ved, at SVM-regeringen faktisk har afbureaukratisering som et af sine programpunkter:

"Det har virkelig noget for sig," siger Lars Olsen med tilføjelsen: " ... hvis man altså kan finde ud af at gøre noget ved det denne gang. Det er jo det, man godt kan tvivle lidt på."  

Lars Olsen er særlig skeptisk over for en af de metoder, regeringen lægger op til.

"Faren er, at hvis man vil udlicitere mere, er man nødt til at opstille en række mål og standarder, der skal opstilles og evalueres af djøf'ere. Hele modellen med udlicitering er i virkeligheden meget bureaukrati-tung," siger han.

KL-formand: Vi er i 'våbenkapløb' med staten

Hos KL mener man ikke, at det giver mening at sammenligne antallet af akademikere før og efter kommunalreformen, hvor kommunerne overtog administrations- og myndighedsansvaret for en række nye opgaver.

Og da den statslige arbejdsformidling overgik til kommunerne i 2010, mener KL-formand Martin Damm (V), at man først for alvor kan begynde at sammenligne over tid herefter.

Men selv hvis man udelukkende ser på stigningen i antallet af akademikere og chef- og specialkonsulenter fra 2011 og frem er der sket en stigning fra 15.000 til 23.000 svarende til mere end 50 procent flere.

Der foregår en proces, hvor man flytter indflydelse opad og fratager indflydelse fra fagpersonale som lærere, pædagoger og sygeplejersker.

Lars Olsen
Journalist og forfatter

Martin Damm anerkender da også, at der uanset valg af udgangspunkt er kommet flere akademikere i kommunerne. Hovedårsagen skal dog ifølge ham findes i statens krav til kommunerne.

"Når man ser, at der er kommet flere, så må man jo bare lige huske at spørge sig selv om, hvordan det er gået med de regler, vi skal administrere efter i de mellemliggende år. For det er det, der er hele kernen i det," siger Martin Damm.

Han peger på, at antallet af ansatte i ministerierne og statslige styrelser er vokset markant i en årrække. Og at flere statslig ansatte betyder flere krav til, hvad kommunerne skal oplyse og dokumentere over for staten.

Martin Damm kalder det et "våbenkapløb", hvor kommunerne er tvunget til at følge med i takt med, at staten opruster.

"Når staten ansætter en masse håbefulde unge akademikere i styrelser og andre steder, så efterspørger de jo noget ude hos os. Og så skal vi have nogen til at svare. Og så bliver systemet selvforstærkende," siger Martin Damm.

Grafik til denne artikel: Sebastian Vidkjær Stone og Rasmus Lauge Winding