Fhv. ambassadør: Djøf kommer med de facto tilståelse

Af Niels Erik Andersen
Forhenværende ambassadør

En ordentlig chef står udadtil altid op for sine medarbejdere. Også når de har fejlet. Så handles der af internt bagefter. Sådan må det være.

Samme loyalitet udvises slavisk også af fagforeningsformænd, om end jeg tvivler på, at der på det niveau handles af bagefter. Ingen af Dennis Knudsens FAO-medlemmer har tilsyneladende begået en fejl. Det samme gælder i politiets rækker, hvor formanden var offentligt ude med ros til sine medlemmer bare timer efter mordene ved Krudttønden og synagogen. Vi ved nu, at der var noget at komme efter.

Jeg peger på kendte fejl og fiaskoer
Djøfs reaktion på mit indlæg er derfor forventelig. Det glæder mig, at det er holdt i en god tone. Jeg mener imidlertid, at det er en de facto tilståelse, når Djøf med hensyn til kvaliteten af embedsstanden konkluderer, ”at der er vilje og håb forude.”.

Jeg mener også, at det er et problem, at de to Djøf-forfattere har ladet sig lede af en ordsnedker i maskinrummet til at påstå, at mit indlæg er ”En hån mod alle offentligt ansatte.”

Jeg har læst mit indlæg endnu en gang uden at kunne finde det sted, hvor jeg iflg. Djøf håner ”alle de offentligt ansatte, der arbejder hårdt på at forbedre den offentlige service” og hvor jeg påstår, ”at embedsmænd alene agerer ud fra selviske karriereambitioner”.

Jeg mener, at det er en de facto tilståelse, når Djøf med hensyn til kvaliteten af embedsstanden konkluderer, ”at der er vilje og håb forude.”.  

Niels Erik Andersen
Forhenværende ambassadør

Jeg har alene peget på en række offentligt kendte alvorlige fejl og fiaskoer, som kan henføres til embedsmænd. I denne sammenhæng, hvilket fremgår af mit indlæg, embedsmænd i centraladministrationen og nærmeste omegn. Fx fjolserne, der skabte problemer for den danske GGGI-formand, udviklingsministeren og løgnefabrikanterne i Justitsministeriet. Altså ikke overlægen i Aalborg, statsministerens chauffør, vejmanden i Bogense eller sosu-assistenten i Albertslund.

Chefbonusser i Skat underbygger min analyse
Jeg bidrog derpå med oplysningen om en for menigmand måske mindre kendte fejlkilde, nemlig at ”Det er et selvstændigt problem, at flere embedsmænd agerer politiske lakajer og tankelæsere. De tør, med øjnene og tankerne rettet i retning af den årlige bonusudmåling og det næste trin på karrierestigen, ikke sætte foden ned.”

Den aktuelle interesse for udmåling af chefbonusser i Skat, herunder direktørens beslutning om ikke at ville vide af flere penge end lønnen og åremålstillægget for sin indsats, tyder på, at mit analyseresultat ligger lidt nærmere virkeligheden. Hvis der til forståelse af min påstand ønskes et par helt konkrete eksempler, er jeg leveringsdygtig.

Jeg ønsker ikke at polarisere debatten med min tidligere fagforening, men jeg vil påstå, at det er lidt fattigt, at den ikke kommer ind på ombudsmandens overvejelser om tingenes tilstand og et nyligt ”angreb” på offentlige chefer, hvori det påstås, at regeringen holder hånden over de dårligste af slagsen af frygt for en dominoeffekt.

Djøf holder sig til en blød linje: ”Jovist sker der fejl. Desværre. Ærgerlige og irriterende fejl, vi skal gøre alt hvad vi kan, for at forebygge. Men uanset fejl og sager, har Danmark en embedsmandskultur af særdeles høj kvalitet. Vi kan noget, som andre lande misunder os – og kan lære af.” Det er Djøf, der generøst udråber den danske embedsstand til et forbillede.

Djøf ved, at sagsbehandlingen ikke er i top
Denne forbilledlige høje status opnås ved snedig list. Nemlig ved en konstatering af, at ”Ingen systemer er bedre end de mennesker, der skal navigere i systemerne. Nogle fejl bliver udråbt til politiske skandaler, når de - ivrigt sekunderet af medierne - hvirvles ind i magtspilet og positioneringen, der altid vil finde sted mellem en regering, dens støttepartier og oppositionen – uanset farve.”

Djøf mener, at intet nok så godt udtænkt system vil være fejlfrit, når det er afhængigt af menneskelige kadavere, det vil blandt andet sige selvtilstrækkelige, uengagerede, magelige, udygtige, uheldige etc. embedsmænd. Tjae, det er også – og netop – min pointe.

Djøf mener også, at ”Det er vigtigt hele tiden at have fokus på, at kvaliteten af sagsbehandlingen er i top. Og at embedsmændene forstår deres ansvar og opgaver i et demokrati, hvor de skal kunne betjene den til enhver tid siddende regering, blå, rød, gul eller grøn, så regeringen og Folketinget forhåbentlig kan træffe deres politiske beslutninger på et sagligt og oplyst grundlag.”

Djøf ved, at sagsbehandlingen ikke er i top. Så ville vi ikke have haft den aktuelle dialog på baggrund af bl.a. den skammelige skattesag med en hemmelig praksisændring, jagten på fotomodellen og Kasi-Jesper, Bagmandspolitiets mange tabte sager, de tabte ni milliarder i udbytterefusion, landbrugspakken, hvor der synes at være tegn på, at ikke alle involverede embedsmænd var farveblinde osv., osv.

Det er ikke nogen formidlende omstændighed for en svingende embedsmandspræstation, at regeringen skifter farve.

I det i offentligheden omgivende samfund skifter virksomheder ud i ledelsen i højt tempo. Det må medarbejderne forholde sig til.

Læs også Niels Erik Andersens første indlæg og Djøf's svar på det første indlæg