Debat

Finansudvalget: Folketinget mangler kontrol med aftaler – nyt værktøj holder fokus, når politik og medier svigter

Med en times lukket møde mellem Finansudvalget og den relevante minister skal Folketingets kontrol af store aftaler i fremtiden styrkes. Det er på tide at have fokus på implementering, skriver fire medlemmer af Finansudvalget.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er den første, der skal gæste Finansudvalget og redegøre for implementeringen af Klimaaftalen fra 2020, skiver indlæggets afsendere.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er den første, der skal gæste Finansudvalget og redegøre for implementeringen af Klimaaftalen fra 2020, skiver indlæggets afsendere.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Simon Kollerup
Lisbeth Bech-Nielsen
Hans Andersen
Christina Olumeko
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsdag 4. april bliver Finansudvalgets nye parlamentariske implementeringsværktøj taget i brug for første gang – og det skal handle om klima.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) skal give en mundtlig status på Klimaaftalen for energi og industri. En aftale, som skal bidrage med 3,4 millioner ton CO2e reduktion i 2030.

Med det nye parlamentariske værktøj ønsker Finansudvalget en status for, om implementeringen af den store og ambitiøse klimaaftale er på rette kurs.

Læs også

Klimaaftalen er meget vigtig for den danske klimaomstilling. Den indeholder en lang række store initiativer, som er afgørende for, at Danmark når sine klimamål. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi har et løbende fokus på implementeringen af aftalen.

Fokus på implementering

Værktøjet er struktureret i to faser: Første fase fokuserer på, om aftalen implementeres efter de politiske ønsker og inden for de aftalte økonomiske rammer. I anden fase vil fokus rette sig mod, om aftalen opnår de forventede resultater og virkninger, som ofte først kan vurderes flere år efter implementeringen.

Det har historisk set være en udfordring for Folketinget at føre systematisk kontrol med, om aftaler opnår de forventede resultater, og om udgifterne overholder de aftalte rammer

Finansudvalgsrepræsentanter

Det nye parlamentariske værktøj tager konkret form af et lukket møde, hvor den relevante minister bliver indkaldt til at give en status for implementeringen af en udvalgt aftale eller et forlig. To uger forud for mødet skal ministeren sende en skriftlig redegørelse til Finansudvalget. Og vi skyder altså initiativet i gang med klimaministeren.

Da klimaaftalen er så omfattende, er den et oplagt startpunkt, da den indeholder mange dele, som kan føre til en god og konstruktiv dialog om implementering og eventuelle udfordringer.

Nogle af de mange initiativer, der skal følges op på med det nye værktøj, er etablering af verdens første energiøer, overgang til markedsdrevet udbygning af solceller og landvind, udfasning af individuelle olie- og gasfyr og meget mere.

Stort er svært

Det er netop aftaler som klimaaftalen, som har fået os i Finansudvalget til at udvikle det nye parlamentariske værktøj.

Aftaler og forlig tager tit flere år at få implementeret i samfundet og indebærer betydelige økonomiske investeringer. Men det politiske og mediemæssige fokus rykker ofte hurtigt videre, og det giver os politikere svære betingelser for at følge op på aftalerne i praksis. Efter, at aftalerne er blevet præsenteret, hører vi sjældent om dem igen.

Om værktøjet
  • Med det nye politiske værktøj udvælger Finansudvalget forlig og aftaler, hvor den relevante minister årligt skal redegøre for status for implementeringen af hvert delelement af aftalen.
  • To uger forud for den mundtlige gennemgang skal ministeren sende en skriftlig redegørelse til Finansudvalget.
  • Der afsættes en time til mødet, hvor Folketingsmedlemmerne både kan stille politiske- og tekniske spørgsmål til ministeren.
  • Finansudvalget udpeger et ansvarligt medlem, der på vegne af udvalget er ansvarlig for at følge aftalen.
  • Det relevante fagudvalg inviteres til at deltage.
  • Torsdag 4. april 2024 er klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) indkaldt til at give en status for Klimaaftalen for energi og industri fra 2020.

Det har historisk set være en udfordring for Folketinget at føre systematisk kontrol med, om aftaler opnår de forventede resultater, og om udgifterne overholder de aftalte rammer. Det er derfor afgørende for os at sikre, at de politiske beslutninger bliver implementeret på en måde, der tjener borgernes interesser bedst muligt. Dette initiativ gør netop, at vi kan følge op på, om vores politiske intentioner bliver realiseret.

Hidtil har ansvaret for at følge op på aftaler udelukkende ligget hos det pågældende ressortministerie i samarbejde med forligs- eller aftalekredsen. Værktøjet vil ikke erstatte den nuværende ansvarsfordeling, men det vil udgøre et vigtigt supplement, der skal skabe den samme viden på tværs af alle Folketingets partier.

Inspirere andre udvalg

Det nye parlamentariske værktøj er ikke kun tænkt som et klassisk kontrolværktøj. Værktøjet har også til formål at skabe et rum for konstruktiv dialog og samarbejde mellem Folketinget og regeringen, hvor vi i fællesskab kan drøfte klimaaftalens udfordringer og løsninger.

Det skaber også rammerne for det gode brede samarbejde på tværs af Folketingets partier. Tilsammen skal det danne grundlag for en mere effektiv implementering af selve aftalen, men også general læring til fremtidige forlig og aftaler.

Vi i Finansudvalget håber at kunne inspirere andre udvalg til at vende fokus mod implementering og inkorporere værktøjet i deres faste arbejdsprocesser. Værktøjet er fleksibelt og dynamisk, hvilket er afgørende for at kunne tilpasse sig de forskellige forlig og de forskellige arbejdsmetoder i udvalgene.

Vi tror på, at initiativet kan blive et godt redskab til at omsætte politiske beslutninger til konkret handling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Christina Olumeko

MF (ALT)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

0:000:00