Forskere: Besparelser på den kommunale administration er luftige løfter

En af politikernes slagnumre i valgkampen er endnu engang kommunernes omkostninger. Socialdemokratiet foreslår for eksempel med sin 2030-plan, at der skal indføres et statsligt regelstop, så 10 års bureaukrati kan rulles tilbage, og dermed frigøre 2,5 milliarder kroner i de kommunale budgetter ekstra til lokal, borgernær velfærd. Men er det virkelig så nemt? Er det sandt, at administrationsomkostningerne er steget? Hvorfor? Og kan man bare sætte dem ned med 2,5 milliarder kroner? 

Omkring halvdelen af kommunernes udgifterne til administration og ledelse er løn til administrative støttefunktioner og chefer, mens løn til decentrale ledere og myndighedspersonale begge udgør omkring 20 procent. De resterende 10 procent er øvrige administrationsudgifter udover løn.

Administrationsomkostningerne er vanskelige at opgøre helt præcist, både fordi det ikke er entydigt, hvad der er administration, og fordi mange medarbejdere løser flere forskellige opgaver. De tal, som Indenrigs- og Boligministeriets såkaldte Benchmarkingenhed offentliggør årligt, er dog rimeligt pålidelige og alment accepterede.

Når der er flere indbyggere, er der være mere administration

Per Nikolaj Bukh og Karina Skovvang Christensen
Hhv. professor på AAU og lektor på AU

Mere administration til flere danskere

Benchmarkingenhedens seneste rapport viser, at udgifterne til administration og ledelse per indbygger stort set er uforandrede fra 2013 til 2021. Det dækker over, at kommunernes administrationsudgifter faldt med cirka 200 kroner per indbygger fra 2013 til 2019 (svarende til 2,2 procent), mens der er sket en stigning på 0,9 milliarder kroner fra 2019 til 2020 og 1,3 milliarder kroner fra 2020 til 2021.

Det er nok urimeligt at give den nuværende regering hovedansvaret for de seneste år stigning, da den mest nærliggende forklaring er, at udgifterne skyldes kommunernes håndteringen af Covid-19. Både fordi der er blevet givet ekstrabevillinger, og fordi en væsentlig del af udgifterne er konteret som administration.

Der er imidlertid en detalje, som gør, at Mette Frederiksen faktisk har ret, når hun siger, at udgifterne er steget med 2,5 milliarder kroner eller omkring 5 procent: Vi er blevet tilsvarende flere danskere i den samme periode. Når der er flere indbyggere, er der være mere administration. Det er bare sværere at reducere udgifterne, hvis årsagen til stigningen er, at opgavemængden er forøget.

Selvom omkostningerne ikke er steget per borger, er det nødvendigt at undre sig over, at de slet ikke er faldet i en periode, hvor alle dele af samfundet har oplevet løbende produktivitetsforbedringer. Sagen er, at en stor del af effektiviseringerne allerede er foretaget, men opgaverne er blevet forøget tilsvarende, og der er ikke mange lavthængende frugter tilbage.

Kommunerne har en sum penge, og presset for flere medarbejdere på alle områder er markant. Hvis der var oplagte besparelser, ville de være realiseret.

Folketinget driver omkostningerne
Den helt store omkostningsmotor startes i Folketinget. Jo mere det kommunale selvstyre reduceres, og jo flere borgernære beslutninger folketingspolitikerne tager, jo voldsommere er presset på administrationen. Alene forliget om de øgede pædagognormeringer vil formodentlig koste et trecifret millionbeløb at administrere.

Der er blandt andet afsat 30 millioner kroner årligt til tilsyn, og det koster mere end 10 millioner kroner at etablere et datagrundlag, så pædagognormeringerne kan følges på institutionsniveau.

Hvis der var oplagte besparelser, ville de være realiseret

Per Nikolaj Bukh og Karina Skovvang Christensen
Hhv. professor på AAU og lektor på AU

Samtidigt koster det 6 millioner kroner årligt at administrere. Herudover forventes der overheadomkostninger på 20 procent oveni lønnen til de ekstra pædagoger.

Selvom nogen kan synes, det er en god ide, sluger ekstraopgaverne gevinsterne fra de løbende effektiviseringer – og de kommuner, som alligevel lykkes med at frigøre ekstra midler, har masser af bestående opgaver, der skal løses bedre. Der er ingen grund til, at Folketinget finansierer nye opgaver med penge, der ikke findes.

Løsningen er ikke, at politikerne tager en regel ud hver gang, de tilføjer en ny. Ind med en lille lov, der koster 50 millioner kroner at administrere og ud med en bagatel i færdselsloven.

Der skal ledes og administreres
Det er en nødvendighed i et komplekst samfund, at der ledes og administreres. Faktisk dækker udviklingen i administrationsomkostninger også over, at der er blevet færre, der beskæftiger sig med klassisk administration og flere på myndighedsområderne, for eksempel sygeplejersker, der visiterer til hjemmehjælp.

I realiteten er diskussionen af kolde og varme hænder meget lidt konstruktiv. Lad kommunerne og de budgetansvarlige ledere finde ud af, hvordan opgaverne skal løses. Der er ikke nogen magisk ligning, der kan fortælle, hvordan den enkelte kommune bedst tilrettelægger sine opgaver.

Der er ingen grund til at tro, at frisættelse af kommunerne og de decentrale institutioner vil reducere omkostningerne til ledelse og administration væsentligt.

Tværtimod vil det kræve mere ledelse. Forøget fritvalg afbureaukratiserer og effektiviserer heller ikke. Vi kan få et andet og måske bedre velfærdssamfund, men det bliver ikke billigere at drive. Urealistiske forudsætninger om besparelser på kommunalt bureaukrati er luftige løfter, der i realiteten vil betyde en mindre effektiv offentlig sektor eller besparelser på kernevelfærden.