Henrik Sass: Spræng forvaltningsloven i stumper og stykker

KOMMENTAR: Produktiviteten i den offentlige sektor bliver holdt tilbage af uoverskuelige forvaltningslove, manglende ledelsesrum, fodslæbende fagforeninger og en hamrende ineffektiv fjernstyret ledelse i de store forvaltninger. Bliver det ikke ændret, vil den private sektor undergrave den offentlige sektor hurtigt og sikkert.

I regeringsgrundlaget fremgår det, at “man vil lede den offentlige sektor på en ny måde”.

Det har der midt i corona og Arne og Trump og almindelig mismod forståeligt nok ikke været noget særlig offentligt fokus på. Men det er faktisk noget af det allervigtigste og allersværeste, som regeringen står over for.

For stilstand er ikke en option. Kontrasten mellem den produktivitetsmotor, der er sat løs i den private sektor og den lunefulde behandling, den offentlige sektors aktører udsætter den for, vil accelerere kraftigt og blive så iøjefaldende, at tilliden og trygheden ved den offentlige sektor hastigt fordamper.

På et tidspunkt besluttede det politiske Danmark sig for, at målet for produktivitetsvæksten i den offentlige sektor skulle sættes til 0 procent. Eller oversat til økonomkedeligdansk: Den måde hvor på vi driver den offentlige sektor er optimal - det bliver ikke mere effektivt.

Den påstand tænker jeg let lader sig udfordre; mon ikke vi er stødt ind i steder, forhold eller organisationer, hvor man umiddelbart kunne fristes til at mene, at tingene kunne gøres lidt mere effektivt?

Men baggrunden for beslutningen er nu forståelig nok. Igennem mange år grønthøstede man to-procentbesparelser og lod mål være rettesnor og regnskab inferiørt. På den måde blev den offentlige sektor udsat for årlige produktivitetskrav (besparelser). Næsten uanset om den beskæftigede sig med kanoner, børn eller vejanlæg. Der blev skåret økonomisk til up front uanset om målene blev nået eller ej.

Men som mange har sandet gennem tid, så er der forskel på kanoner og forskel på børn. Den pædagogiske indsats er vel den dag i dag forskellige fra Thisted til Taastrup. Men produktivitetskravet nogenlunde ens.

Oveni dette lagde man i 90'erne new public management med alskens styreredskaber og måleenheder ned over den offentlige sektor, hvilket sikkert har sat statistikere og slige folk i ekstase, men ellers ikke glædet hverken ansatte eller borgere i særligt omfang.

En gennemgang af en kommunal forvaltnings antal af indberetningsforpligtelser og ikke mindst tilsynsforpligtelser vil overraske de fleste og give en begrundelse for de hærskarer af ansatte, som sidder på kontor og holder øje med, om dem, der faktisk udfører servicen, også gør det korrekt.

For den kræsne skatteyder forekommer det sikkert alene himmelråbende og for skatteydere med humoristisk sans kan leveres følgende autentiske eksempel: Et hjemmehjælperteam i en større kommune fik hver morgen et skema fra forvaltningen, om hvilke borgere der skulle have service ned til enkeltminutter. Eksempelvis 19 minutters rengøring og seks minutter til mad etc.

I starten forsøgte de at følge disse skemaer. Det viste sig kropumuligt. Så anførte de over for ledelsen, at det ikke fungerede, hvorefter de blev omstruktureret og nogen fyret. Herefter besluttede de sig til at indberette lige præcis de tal, som de forventede, at man ville blive glade for i forvaltningen. Således er der en, som hver mandag bliver udpeget til skemaansvarlig og sørger for at udfylde det hele på passende vis, hvorefter de øvrige sørger for at organisere arbejdet, sådan at det lader sig gøre praktisk og ansvarligt. Og ja, brugerne (borgerne) er såmænd meget tilfredse.

Under mottoet: 0,0 fejl og 100 procent lighed, så foretager de kommunale forvaltninger et ivrigt tilsyn for at beskytte: de politisk valgte. Og sådan kører trædemøllen og frustrationerne vokser hos berørte borgere og ikke mindst hos det offentlige frontpersonale.

For konsekvensen af forvaltningsloven og stensikre garantiforlangende venstrefrontspolitikere er, at ledelsesrummet i den offentlige sektor stort set er væk. Der fjernstyres fra forvaltninger, og man erfarer (endnu engang), at planøkonomi er og forbliver hamrende ineffektiv.

Oven i denne stadig forstærkede udvikling skubber offentlige fagforeninger på for at minimere ledelsesrummet og ønsker stadig mindre arbejde. Det forekommer barokt at studere forskellen mellem fagforeningerne på det private arbejdsmarked, hvor der lægges vægt på Danmarks konkurrenceevne, produktivitet og vækst i indtjening, og fraværet heraf hos de offentlige organisationer. Det er i længden umuligt at fastholde to lige store sektorer med så modsatrettede intentioner, og meget tyder på, at den offentlige sektor får lov til at bære tabet og nederlaget.

Og det er virkelig utrolig ærgerligt. For en privat sektor med en privat finansiering kommer uvægerligt til at sætte ligheden og friheden over styr. (Tag og kig på tandlægebranchen om nogen skulle være i tvivl.)

Rundt om leveres der hver dag i den offentlige sektor fin og flot service, på trods af urimelige rammevilkår. Men det går ikke i længden. Man er nødt til at skabe et ledelsesrum til dem, man har ansat. Man er nødt til at sprænge forvaltningsloven i stumper og stykker. Man er nødt til at minimere forvaltninger. Man er nødt til at finde sig i, at der bliver begået fejl og acceptere tilsyn, som arbejder med stikprøver og forlade nulfejlskulturen. Og man er nødt til at give institutioner og ledere flerårige budgetter og rammer, så de får en chance for at lede.

Kun sådan giver man vores fælles sektor mulighed for at øge produktiviten. Hvis ikke, vil der blive tilvalgt private løsninger, som hurtigt og sikkert vil undergrave det fælles offentlige. For tænk, hvad de kan producere af fremskridt under alle disse bindinger?

Forestil dig, at du køber en virksomhed. Og indenfor 5-10 år, skal du sætte den i form, således at du kan sælge den med fortjeneste. Fortjeneste skal være på mere end otte procent, før du tjener penge, fordi de første otte procent går til dine investorer. Og ja, du har egne penge ude og svømme og nej, der er ingen garanti for, at det løber sig hjem.

Ovenstående er forretningsmodellen for partnere i en kapitalfond.

Når der etableres en kapitalfond, investeres der typisk mellem 10 og 20 selskaber, og der er nogen, som kun køber store virksomheder, nogle kun mellemstore, andre små og nogen alt ind imellem. Desto større lande desto typisk større beløb.

Og er det så egentlig ikke en enkel sag? Der er jo ganske mange herlige beretninger, som fortæller om gigantiske fortjenester, men sådan kan man jo nok regne ud, at det sjældent er tilfældet. For meget enkelt: hvem skulle have lyst til at sælge noget, som andre så kan sælge videre med umiddelbart større fortjeneste?

Det lader sig altså kun gøre, hvis man kan bibringe virksomheden øget værdi. Og den øvelse er ikke nem.

For hvis en ejer af en virksomhed uden videre kan få virksomheden til at vokse og fortjenesten til at stige, så vil det jo nok også ske og mon ikke, han så ville gøre det selv?

Men strategi, taktik, indsigt og ledelse er komponenter, der kan skabe vækst. Og det er heldigvis, hvad der sker derude. Virksomhed efter virksomhed bliver skubbet til nyt liv og vækst gennem denne produktivitetsmotor, som kapitalfonde udgør. Hver femte investering ender med tab, mens fire ud af fem løber rundt eller giver overskud, når der sælges. Den gennemsnitlige fortjeneste - efter at betalt til investorer er ca 1,88. Altså næsten to gange pengene igen.

Og fordi man er ejer af noget i op til 10 år, skal fortjenesten også ses i det lys. Ligesom det skal gøres for de pensionskasser, som typisk er dem, som kommer forrest i køen til fortjenesten (de første otte procent).

Virksomheder bliver altså købt for, at de skal leve videre, og hvis der er succes bliver vi alle rigere. Pensionskasser får deres forrentning til vores pensioner, partnerne får deres fortjeneste for deres investerede midler og samfundet får nogle stærke virksomheder og solide arbejdspladser.

Og hvorfor kan kapitalfonde så præstere så godt? Det er fordi de har ledelsesretten og retten til at fastsætte en strategi for virksomheden. Og fordi der udføres et fagligt solidt og professionelt arbejde.

Vil kapitalfonde så være velegnede til at drive virksomheden til solen brænder ud? Formentlig ikke. Ekspertisen ligger i at fremskaffe produktivitet i levedygtige virksomheder.

En kapitalfond overtog for år tilbage, hvad der var dengang offentlig virksomhed. Lynhurtig fik de bugt med sygefravær og afskaffet det værste bureaukrati. Produktivitetsgevinsten var cirka 20 procent. Og så var de ikke engang startet på at ændre forretningsgange og organisation.

Hvis de havde haft lunefulde politikere, uoverskuelige forvaltningslove/principper/afgørelser/standarder og ditto sure forvaltninger til at genere dem, var det selvfølgelig aldrig lykkedes. Ledelsesrum og autonomi er fuldstændig afgørende.

Hvad så?

Prøv lige at tænk de tal igennem engang til. En produktivitetsfremgang på bare nogenlunde samme niveau ville søreme lette en del på skattetrykket eller om man vil det, kunne drive kvaliteten og omfanget af service meget længere.

Og nej, kapitalfonde ejer ikke kun fabrikker og industriproduktion. Det er alskens slags virksomheder, også velfærdsservice, også med direkte service overfor borgere og også på de bløde områder. Og også her præsteres der mange opsigtsvækkende resultater.

Den fri og lige adgang til offentlig service er dog ikke det privates ansvar. Det er det offentliges - det er Folketingets. Bliver man det pålagt, tager man samvittighedsfuldt den opgave på sig også og implementerer det i forretningen. Men skaber man virksomhed ved siden af det offentlige, som bliver billigere og bedre er og forbliver ansvaret og konsekvenserne herfor ikke privat.

Det er i virkeligheden den valgmulighed, som det politiske Danmark står med i den kommende tid, når den offentlige sektor skal reformeres - skal det fælles synke sammen i bureaukrati og manglende ledelse eller tør man slippe ledelsesrummet løs, rundbarbere forvaltninger, afskaffe (revidere) forvaltningsloven, acceptere forskelle fra Vejle til Helsingør Kommune og indrette tilsyn og politisk indblanding til sjældne og velovervejede begivenheder?

Der skal nok blive strittet imod. Men den offentlige sektor er altså ikke de ansattes, fagforeningernes eller lokalpolitikernes. Den er folkets sektor, og de har et rimeligt forlangende på at det gøres bedre.

God arbejdslyst til de involverede.

-------------

Henrik Sass Larsen er administrerende direktør for brancheforeningen for kapitalfonde i Danmark, DVCA. Han er tidligere erhvervs- og vækstminister under Helle Thorning-Schmidt og politisk ordfører fra 2006 til 2011. Da han forlod Christiansborg, var han gruppeformand for Socialdemokratiet. Henrik Sass skriver kommentarer til Altinget hver anden uge. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Den er stadig helt gal med Finansministeriets regnemodeller Johanne Dalgaard: Den er stadig helt gal med Finansministeriets regnemodeller