Konsulent: Regeringens loft begrænser videntilførsel og ekspertise til staten

Af Peter Rømer
Partner og konsulent, Group NAO

En advarsel, før du læser videre: Dette kan være et partsindlæg.

Du vil efter få linjers læsning (mis)tænke, at motivet for at skrive dette debatindlæg er simpel kommerciel egennyttighed.

Sagen er nemlig, at jeg er medstifter og partner i et internationalt strategi- og innovationsbureau og dermed ufrivilligt i målgruppen af konsulenter, som regeringen med den netop vedtagne finanslov vil spare 200 millioner kroner på i 2020 og derefter yderligere 625 millioner kroner årligt.

Altinget skrev allerede i september, at regeringen overvejede at køre grønthøsteren hen over statens rammeaftale for konsulentydelser uden at specificere nærmere, hvilke konsulentydelser man ønsker færre af.

Mit eget bureau har nu aldrig været på rammeaftale. Vi har langt størstedelen af vores omsætning i udlandet. Så måske er det alligevel trygt at læse videre.

I sin kerne og sit perspektiv er det vanskeligt at se konsulentbesparelserne som andet end en begrænsning af videntilførsel og ekspertise til staten og dens arbejdspladser.

Peter Rømer
Direktør og konsulent, NAO Group

Begrænser tilførsel af viden 
Tanken om "konsulentloftet", som statsminister Mette Fredriksen (S) lancerede i valgkampen, virker umiddelbart besnærende stillet over for tryghedssamfundets umættelige krav om varme hænder i blandt andet ældrepleje, sundhedsvæsenet, vuggestuer og børnehaver.

Der er næppe heller tvivl om, at der hist og pist i staten, regionerne og kommunerne kan være noget at komme efter i form af meningsløst konsulent-mumbo-jumbo eller for dyrt købte rapporter, som forvaltningerne måske kunne have lavet selv, hvis de ikke havde travlt med kerneopgaver.

Men i sin kerne og sit perspektiv er det vanskeligt at se besparelserne som andet end en begrænsning af videntilførsel og ekspertise til staten og dens arbejdspladser.

Af samme grund har det nok ikke været nemt for Finansministeriet at pege præcist på, hvor og hvordan konsulentstoppet skulle udmøntes.

Hvor skal vi spare?
Hvad skal vi have mindre af? Er det bare rygestop-konsulenterne? Eller er det vores allesammens mishandlede Skat, som skal genoprettes helt uden ekstern konsulentbistand til fornyelse af de forældede it-systemer?

Er det arbejdsmiljøkonsulenterne, som skal hjælpe de 46 procent af alle statens ansatte, der ifølge Djøf's undersøgelser er stressramte? Er det energirådgiverne, som rådgiver statslige aktører om klimaomlægning eller anviser energibesparelser?

Eller skal besparelserne rettes mod de revisorer og advokater, som sikrer, at statsforvaltningen – eksempelvis Socialstyrelsen og Forsvarets Ejendomsstyrelse – har orden i økonomistyringen?

Eller er det mon de eksterne specialister, som kan hjælpe staten til god ledelse, smartere arbejdsgange og nye besparelser?

Det er nærliggende at tro, at det er de sidste, som regeringen har i tankerne. For hvem har ondt af en McKinsey-konsulent, og Gud ved, hvor mange pædagogstuderende man kan aflønne for blot en mindre af slagsen? Det spørgsmål er der måske konsulenter, der kan regne på.

Risiko for tab af talent
Regeringens bestræbelser på at reducere konsulentomkostningerne for staten kommer pudsigt nok samtidig med to nye rapporter om alternative workforce og platformøkonomi fra henholdsvis Deloitte og Nordic Innovation – sidstnævnte i samarbejde med en række nordiske arbejdsmarkedsorganisationer og forskere.

Deloitte viser med 2019 Global Human Capital Trends, at den løsgående arbejdsstyrke er i hastig fremgang i hele den vestlige verden, og at de selvstændige arbejdstagere er nøglen til at afhjælpe de stigende rekrutteringsproblemer og voksende talentmangel, som mellem 45 og 67 procent af de 9.500 adspurgte virksomheder oplever.

Over halvdelen af alle virksomhederne oplever, at brugen af eksterne konsulenter og selvstændig arbejdskraft ofte styrker virksomhedens organisatoriske performance.