Morten Schiellerup Bager: Coronakrisen har tvangsdigitaliseret vores hverdag

Af Morten Schiellerup Bager
Seniorkonsulent i Ernest and Young og forhenværende paragrafredaktør og finanslovskoordinator i Finansministeriet

Danmark står sammen ved at holde afstand – det er vel nærmest blevet det nye nationalmotto. Og det virker – hverdagen går trods alt for de fleste videre hjemmefra bag skærmen.

Der er skruet op for videomøderne, og rigtig mange virksomheder og offentlige institutionerne holder gang i hjulene. Folk hjælper hinanden, staten hjælper virksomhederne og sender hjælpepakker i omløb for enorme milliardbeløb, kreditter ekspanderes og mange globale virksomheder, herunder min egen, stiller ekspertise til rådighed for centrale samfundsinstitutioner – det er samfundssind i praksis.

Jeg tror, vi er mange der har tænkt over både arbejdsliv og verdens tilstand på det seneste, og jeg vil derfor gerne dele to pointer med jer – en om arbejdsliv og en om den verden, der er ved at tegne sig.

Hæv den øvre grænse for konsulentkøb
Jeg har, som mange andre, arbejdet fra privaten de sidste par uger, og fulgt den økonomiske krisehåndtering tæt.

For en gammel budgetbisse som mig har det været utroligt at se så mange milliarder gå ud af statskassen på så kort tid, når man tænker på, hvor store diskussioner man kunne have for bare få måneder siden om, hvad der i praksis var håndører.

Måske digitaliseringen af vores arbejdsliv giver nye vækstmuligheder der vil være med til at smøre hjulene, når vi om lidt skal kickstarte økonomien igen?

Morten Schiellerup Bager

Hjælpepakkerne har undret mig mere på det seneste i forhold til til konsulentbranchen, hvor det virker paradoksalt kun at give direkte tilskud til private virksomheder i stedet for at det offentlige fik løst nogle flere opgaver ved at hæve på den øvre grænse for konsulentkøb igen.

Krisepakker i coronaens tid må vel gerne samtidig være god samfundsøkonomi, og der er mere brug for innovation end nogensinde i en krisetid. Men hvorom alting er, så er hjælpepakkerne et udtryk for en utrolig vilje til at holde gang i Danmark og samfundsmodellen, at man investerer så meget i virksomhederne – det er solidaritet i praksis.

Nyfundne digitale kompetencer
Hvis vi nu antager at hjælpepakkerne virker, og at dansk økonomi kommer nogenlunde ud af nedlukningen, hvad er det så for et forandret arbejdsmarked vi ser ind i som offentlig og privat sektor?

For nu at starte i den helt nære hverdag, har vi allerede nogle uger inde i nedlukningen af landet tilpasset vores arbejdsgange og sociale liv til de digitale muligheder, som vi måske hidtil ikke havde udnyttet fuldt ud.

Jeg tror helt ærligt at denne lille friske tvangsdigitalisering af vores hverdag er noget af det, der på sigt kan revolutionere vores måde at samarbejde og løse problemer på. Mon ikke det vil nedbryde nogle mentale barrierer, som hidtil er kommet i vejen for en del vidensdeling og samarbejde på tværs af landsdele og landegrænser?

Måske ser vi samarbejdsudfordringen med styrelser hundredvis af kilometer fra Slotsholmen i et nyt lys, eller mulighederne for samarbejde mellem sygehusene i regionerne med friske øjne? Måske digitaliseringen af vores arbejdsliv giver nye vækstmuligheder, der vil være med til at smøre hjulene, når vi om lidt skal kickstarte økonomien igen?

Når vi nu forhåbentligt om nogle uger hæver belejringen og får det lidt på afstand, vil der være mange fortællinger om hvad coronakrisen gjorde ved os som samfund. Og ser man på hele Europa – ja, hele verdens håndtering af smitten – så må vores nyfundne digitale kompetencer nu også gerne smitte af på vores tilgang til verden mere generelt.

Pas på national selvtilfredshed
For coronakrisen er international i sin natur – men vores løsninger har været håbløst nationale, og de erfaringer er alt for dyrtkøbte for nogle lande.

De sidste par måneder har i min fortælling vist vigtigheden af koordineret internationalt myndighedssamarbejde. Det er ikke kønt at se hvert land tage de nationale linser på og hver for sig kæmpe om medicinsk udstyr eller lukke grænser – det kan mindske omkostninger for et land, men forstærke problemet i et andet.

Det er umiddelbart let i Danmark at pege fingre af et land som Italien, som er uhyggeligt hårdere ramt af virussen end heroppe nordpå – men vi skal ikke glemme, at Italien blev ramt før os. Og de erfaringer som Italien gjorde sig, kom os til gode, fordi vi kunne se konsekvenserne af ikke at handle og lukke landet ned i tide.

Men vi skal passe på med at gøre det, vi gør herhjemme nu, til en fortælling om, at Danmark virker – og resten ikke gør, og at vi derfor i fremtiden heller må være os selv nærmest. Det er en fejlslutning, der bunder i sur nationalisme, og som glemmer, at hele det samfund, vi i dag har bygget, er et resultat af internationalt samarbejde om handel og ideer, der har skabt vækst og velstand særligt i vores del af verden.

Hvad hvis vi nu for fremtiden havde et EU med et stærkere sundhedspolitisk mandat? Hvad hvis nu WHO havde flere politiske strenge at spille på?  

Forhåbentligt vil det digitale samarbejde, vi har lært i disse hjemmearbejdstider, gøre det lettere at overskride landegrænserne, når næste epidemi kommer så vi fremover satser på samarbejdets vej overfor grænseoverskridende problemer.