Peter Loft: Der er ingen vej tilbage, hvis vi indfører politiske embedsmænd ad bagdøren

KOMMENTAR: Der kan være grund til at se på, om politikerne er tilfredse med embedsværkets betjening. Men i så fald er løsningen enten en åben beslutning om at indføre politiske embedsmænd eller en styrkelse af fagministerierne, skriver Peter Loft.

I kølvandet på diskussionen om statsministerens udnævnelse af Martin Rossen som stabschef i statsministeriet har der nu rejst sig en debat om rimeligheden af, at syv ministerier har ansat pressechefer, der angiveligt har tilknytning til Socialdemokratiet.

Jeg kender intet til de konkrete forhold bag de nævnte udnævnelser, og det følgende må derfor alene betragtes som en generel holdning til udnævnelser af embedsmænd.

Jeg har tidligere i disse spalter givet udtryk for, at jeg ikke alene forstår statsministerens udnævnelse af Martin Rossen; jeg mener også, det er en naturlig og nødvendig udvikling som følge af de traditionelle embedsmænds stigende indflydelse, der i hvert fald på nogle områder har begrænset skiftende regeringers muligheder for at udforme og gennemføre politik i den form, de ønsker.

Skal regeringen være i stand til at udtænke og gennemføre ny og anderledes politik, er det for mig at se nødvendigt med et modstykke til de almindelige embedsmænd, der med finansministeriet i spidsen i et vist omfang har sat sig på politikudviklingen.

Hvis der er tale om udnævnelser af de syv pressemedarbejdere på baggrund af politiske præferencer, er det derimod efter min mening udtryk for en meget uheldig udvikling.

Skal der indføres politiske embedsmænd i Danmark i større stil, skal det ske på grundlag af en åben debat; ikke i det skjulte og ad bagdøren. Desuden må det klarlægges, hvad det er for en opgave, som ministrene ikke mener, at de traditionelle embedsmænd løser tilfredsstillende, siden de ønsker en ændring af eller et supplement til de almindelige embedsmænd.

Der synes i stigende grad blandt politikere at brede sig den opfattelse, at de sædvanlige embedsmænd ikke i fuldt omfang leverer det, som ønskes. Flere tidligere ministre har udtalt, at de følte sig kontrolleret og overrulet af finansministeriet, og der er næppe heller tvivl om, at de enkelte fagministerier ikke har særlig store frihedsgrader til at imødekomme ønsker fra ministeren, hvis disse ikke stemmer overens med den holdning, der hersker i Finansministeriet.

Næsten ved hvert eneste regeringsskifte er der vedvarende rygter om, at centralt placerede departementschefer skal udskiftes, enten fordi de ikke passer til den kommende regerings politik, eller fordi de anses for at være for tæt forbundet med den afgående regerings politik. Indtil videre er det dog tilsyneladende forblevet på rygteniveau.

Men hvis denne utilfredshed er reel, må løsningen enten være en åben beslutning om at indføre politiske embedsmænd eller om en ændring, der styrker de enkelte fagministres muligheder for at udforme og gennemføre den ønskede politik – for eksempel ved hjælp af tunge stabschefer. Politiske embedsmænd ad bagdøren, etablering af særlige håndplukkede politiske sekretariater eller udlicitering af politikudviklingen til særlige lukkede grupperinger bør efter min mening aldrig være løsningen.

Hertil kommer, at mens der som nævnt kan være grund til at styrke regeringens politikudvikling ved hjælp af særlige rådgivere, er det meget svært at se, hvad den lødige begrundelse er for at styrke regeringen i pressedækningen – ud over hvad de politisk udnævnte spindoktorer allerede gør.

Man kan vel i et svagt øjeblik spørge, om det er en nødvendighed, at de fleste ministerier har flere pressemedarbejdere, end der er redaktionelt personale på en middelstor avis. Men under alle omstændigheder må pressemedarbejdernes opgave være at viderebringe informationer fra ministerierne på neutral og objektiv vis – på samme vilkår som gælder for alle andre embedsmænd.

Såfremt ministeren har et yderligere behov for pressebetjening, må svaret være ansættelse af flere spindoktorer på de vilkår, der gælder for disse.

Alene formodningen om, at de syv pressechefer er udnævnt på baggrund af deres politiske holdninger, er med til at svække tilliden til det nuværende systems bæredygtighed. At Socialdemokratiets Jesper Petersen har sagt, at departementerne har truffet afgørelserne om ansættelserne, kan ikke tillægges stor betydning. Departementschefen gør selvfølgelig, hvad ministeren ønsker, særligt når det gælder en stilling, som de fleste departementschefer ikke interesserer sig alverden for. Presse optager ministre – ikke embedsmænd.

Der er næppe tvivl om, at der er stor lydhørhed blandt de almindelige embedsmænd over for ministerens eventuelle præferencer, især når det gælder besættelse af en stilling, der ikke vedrører departementets kerneopgaver. Det gælder så meget desto mere, hvis tanken er, at de pågældende pressechefer ikke kun skal betjene ministeriet, men tillige ministeren personligt.

Der kan være god grund til at se på, om politikerne og især ministrene er tilfredse med den måde, embedsværket betjener dem på. Men hvis der ikke hersker fuld tilfredshed, må løsningen aldrig blive indførelse af politiske embedsmænd ad bagdøren. Er de én gang indført, er der ingen vej tilbage.

-----

Peter Loft er tidligere departementschef i Skatteministeriet og arbejder i dag som advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. 

Forrige artikel Peter Loft: Ansættelsen af Rossen er lige så nyskabende som den er nødvendig Peter Loft: Ansættelsen af Rossen er lige så nyskabende som den er nødvendig