Rita Bundgaard: Drop de årlige besparelser på to procent

Af Rita Bundgaard 
Formand, HK Stat

100 millioner om året sparet hos Skatteministeriet. 300 millioner på Justitsministeriets område. Over 500 millioner på Undervisningsministeriets område.

Listen over, hvad paragrafområderne hvert år ’bidrager’ med til regeringens omprioriteringskasse, løber samlet op i et par milliarder kroner årligt. Det viser en opgørelse til Finansudvalget fra november 2018.

Det er kun lige over et år siden, at en hel offentlig sektor var på randen af en historisk storkonflikt, og det fælles tema ’nok er nok’ rungede igen og igen.

Det store pres på mange offentlige arbejdspladser var stærkt medvirkende til det unikke sammenhold. Vi står med en stress-epidemi, og vi har alt for mange kolleger, som er sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Det kalder naturligvis på bedre ledelse. Men vi har i høj grad også brug for, at vores politikere nu tager mere ansvar som arbejdsgivere og giver et markant løft af det psykiske arbejdsmiljø på de offentlige arbejdspladser i Danmark.

To procent år efter år efter år løber op. Og presset på medarbejderne stiger, når der er færre medarbejdere til at udføre flere og mere avancerede opgaver.

Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

Rammes dobbelt
Det er gået op for politikerne, at det er uholdbart med omprioriteringsbesparelser på kultur- og uddannelsesområdet. Det er fint, men omprioriteringsbidraget bør afskaffes helt i sin nuværende form.

Hvis det var de 179 pladser i Folketinget, der skulle spare to procent, ville der efter en regeringsperiode på fire år være 14 mandater færre.

To procent år efter år efter år løber op. Og presset på medarbejderne stiger, når der er færre medarbejdere til at udføre flere og mere avancerede opgaver.

Når omprioriteringsbidraget fra 2016-2021 akkumulerer sig til 12,5 milliarder, betyder det naturligvis ikke, at der er 12,5 milliarder mindre til statslig drift. Men politikerne prioriterer åbenlyst de synlige og politisk varme områder.

Det betyder, at de funktioner i staten, som omfavnes knap så varmt fra politisk side, bliver dobbelt ramt. Først fordi de ikke bliver undtaget fra at skulle ’bidrage’. Og så fordi de ikke får del i, at pengene ’snurres rundt’ og fordeles blandt mærkesagerne af politikere i gavehumør.

Samtidig skal fagministerierne starte med at kravle op ad skrænten ved hver finanslov bare for at bevare en ramme, der minder om den fra sidste år.

Men er det den smarteste måde at styre vores land?