Staten kan udskyde det klimaskadelige forbrug med grønne opsparingsbeviser

Hvor skal pengene til den grønne omstilling komme fra? Fra flere sider peger man nu på at grønne statsobligationer er svaret. Der er blevet afsat penge på finansloven til at undersøge sagen. Og Nationalbanken og Finansministeriet er i færd med at finde en konkret model for, hvordan sådanne grønne obligationer kan udstedes. Kort fortalt vil der blive udstedt almindelige statsobligationer med tilhørende beviser for, at pengene er benyttet på et bæredygtigt formål.

Men den grønne omstilling kræver først og fremmest, at vi omdirigerer samfundets reale ressourcer – arbejdskraft og produktionsapparat – væk fra miljøskadelige aktiviteter og over mod det grønne. Der skal for eksempel være elektrikere til at opsætte varmepumper og håndværkere til at foretage energirenoveringer.

Sagen er, at grønne statsobligationer i den nuværende udformning ikke bidrager med at gøre produktiv kapacitet ledig. Det er ikke virkningsfuldt at sætte et grønt stempel på en statsobligation, der alligevel ville blive udstedt.

Der mangler en klar mekanisme mellem finanssektorens køb af statsobligationer og en reduktion af økonomiens brug af produktive ressourcer. Når en bank betaler for en statsobligation med penge på dens konto hos Nationalbanken, mindskes dens evne ikke til at give et forbruger- eller virksomhedslån. Pengesystemet er nemlig elastisk.

Men hvordan kan statens gældsudstedelser så nytænkes til at bidrage til at accelerere den grønne omstilling?

Ligesom i Keynes’ tid bør en ordning med grønne opsparinger i Danmark målrettes folk med relativt lave indkomster.

For at udstedelsen af grøn statsgæld kan skabe ledige ressourcer til omstillingen, må køberne være almindelige personer med høj forbrugstilbøjelighed, som anspores til at indskrænke deres månedlige rådighedsbeløb til forbrug. Derfor kan en del af løsningen være at tilbyde grønne indskudsbeviser til almindelige danskere, som fastfryser en del af deres lønninger i en årrække til en favorabel rente.

Inspiration til ordningen kan findes i John Maynard Keynes’ økonomiske plan for anden verdenskrig: 'How to pay for the war'. Den grønne omstilling er af langt mindre omfang, så vi kan nøjes med at søge inspiration og tilpasse idéerne til de nuværende omstændigheder.

For nyligt har økonomer netop brugt inspirationen fra Keynes-planen til at svare på, hvordan man betaler for en Green New Deal. Eller rettere, hvordan man finder tilstrækkeligt med ledige ressourcer til at kunne løfte de grønne ambitioner.

Én af Keynes’ nyskabende idéer var at udskyde privatforbrug. Altså at sørge for at få almindelige borgere til at spare mere op. Fokus skulle være på almindelige borgere, fordi rige personer allerede typisk sparer en stor andel af deres indkomst op. Salg af statsgæld til de rigeste ville altså blot øge deres afkast og ikke frigøre nævneværdige ressourcer.

I Storbritannien valgte man en tvungen opsparingsmodel, mens man i USA valgte den valgfrie vej ved at sælge krigs-indskudsbeviser målrettet almindelige borgere, som ikke kunne sælges videre på det finansielle marked. Man var udmærket klar over, at det drejede sig om at få almindelige mennesker til at reducere deres forbrug. Det var ikke nok bare at flytte midler fra eksisterende investeringer. Af samme årsag hyrede man kommunikationsfolk i stedet for finansielle eksperter til at markedsføre opsparingerne. Borgerne skulle motiveres til at ændre forbrugsvaner og benytte det frigjorte beløb til at købe opsparingsbeviser, som anti-inflationært bidrag til den fælles mission for samfundet.

Det er i dag tilsvarende ikke virkningsfuldt, når vi sidder i netbanken og rokerer rundt med tidligere opsparede midler til for eksempel en fond med grønne statsobligationer. Det kan i bedste fald give en lille rentefordel til grønne projekter, men det frigør ikke ledig kapacitet.

Hvis danske politikere ønsker at bruge opsparingsinstrumenter til at fremme den grønne omstilling, skal de derfor lade sig inspirere af den frivillige udgave af Keynes-planen i USA i kombination med ét af den britiske regerings seneste tiltag.

I Storbritannien tilbyder regeringen nu grønne opsparingsbeviser på helt ned til 100 pund (886 kroner) gennem den statslige sparekasse. Indskuddene låses fast i tre år til en årlig rente på 0,65 procent, hvilket er på niveau med treårige statsobligationer. Det vigtige aspekt er, at opsparingsbeviserne rettes mod almindelige briter og ikke de finansielle markeder.

Den grønne omstilling kræver først og fremmest, at vi omdirigerer samfundets reale ressourcer – arbejdskraft og produktionsapparat – væk fra miljøskadelige aktiviteter og over mod det grønne. 

Ligesom i Keynes’ tid bør en ordning med grønne opsparinger i Danmark målrettes folk med relativt lave indkomster, så den mest muligt ændrer forbrugsbeslutninger og ikke blot flytter rundt på eksisterende opsparing. AE-rådet har beregnet, at de rigeste ti procent i Danmark alligevel sparer cirka 75 procent af ekstra indkomst op, mens over halvdelen af befolkningen kun sparer cirka mellem 20-28 procent af den marginale indkomst.

Man kunne øge rente-gevinsten, tilbyde forskellige tidshorisonter og sætte et formueloft for anvendelsen, så man øger tilslutningen i de brede lag af befolkningen. Man kunne desuden tilbyde ordningen som en automatisk indbetaling sammen med kildeskatten - tydeligt angivet på lønsedlen - så rådighedsbeløbet på lønkontoen mindskes. Som i USA, vil der også være behov for en kampagne, der gør det klart, at opsparingen tjener et konkret grønt formål, så folk kan identificere sig med deres bidrag.

Vigtigt er det, at staten øger sine udgifter efterhånden som indbetalingerne kommer ind, så konsekvensen af øget opsparing ikke blot bliver øget arbejdsløshed. En mulighed kunne være at knytte loftet på en støtteordning, for eksempel til varmepumper eller energirenovering, til de løbende indbetalinger på de grønne opsparinger.

Politikernes selvpåførte begrænsninger af finanspolitiske underskud i budgetloven kan dog spænde ben for sådan et investeringsprogram. Derfor er det oplagt at fjerne eller lempe budgetloven, som foreslået fra mange kanter.

Hvis den grønne statsgæld skal have en mærkbar virkning på omstillingen, er det nødvendigt at kunne svare på:

Hvordan vil den grønne gæld frigøre reale ressourcer, og hvordan vil staten sikre, at de ledige ressourcer aktiveres til et grønt formål? Hvis svarene udebliver, er det bare grøn staffage til bæredygtighedsrapporterne i finanssektoren.