Amnesty: EU-forslag om virksomhedsansvar tager for lidt hensyn til ofrene

Ambitionen i EU’s lovforslag kan være en potentiel gamechanger. Men lovforslaget fejler, når ofre for krænkelser ikke har mulighed for at gå til domstolene, men kun kan sætte deres lid til virksomhederne selv, skriver Sanne Borges.

Ambitionen i lovforslaget udgør en potentiel gamechanger. Forslaget når desværre bare langt fra i mål, skriver Sanne Borges. Arkivfoto. — Ambitionen i lovforslaget udgør en potentiel gamechanger. Forslaget når desværre bare langt fra i mål, skriver Sanne Borges. Arkivfoto.Foto: Samuel Rajkumar/Reuters/Ritzau Scanpix

Sanne Borges

Seniorrådgiver, Amnesty International Danmark

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kummerlige arbejdsforhold på fabrikker og plantager. Metaller, der bliver gravet frem under farlige forhold af børn. Virksomheder, der leverer jetbrændstof og radarudstyr til regimer, der bruger produkterne til at overvåge og bombe civile. Tvangsforflyttelser af oprindelige folk for at skaffe plads til ny infrastruktur, dæmningsprojekter og vindmølleparker.

Temadebat

Kan ny EU-lov sikre virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse?

EU-Kommissionen har efter flere udskydelser præsenteret sit længeventede udspil til et nyt lovforslag om virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse.

Altinget Verdensmål og Altinget Erhverv kaster derfor debatbolden op til politikere, eksperter, organisationer og erhvervslivet, der i en ny temadebat vil diskutere følgende spørgsmål:

Går Kommissionens lovforslag langt nok i forhold til, hvor stor en del af en værdikæde den enkelte virksomhed kan drages til ansvar for?
Stiller Kommissionens forslag nok krav til den enkelte virksomheds ansvar for eksempelvis markedsføring eller slutbrugens anvendelse af et givent produkt eller service?
Er nok virksomheder omfattet af lovforslaget fra Kommissionen?
Hvad skal sanktionerne være for de virksomheder, der ikke lever op til deres ansvar? Og har virksomhederne i dag de nødvendige redskaber til at løfte tilsynsopgaven?

Du kan se debattens deltagere her. Listen vil løbende blive opdateret med nye navne.

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning.

Hvis du ønsker at bidrage til debatten, skal du sende din henvendelse til Mathilde Brieghel på [email protected] for at aftale nærmere.

Der er grunde nok til at indføre lovgivning om virksomheders ansvar på menneskerettigheds- og miljøområdet, der fungerer på tværs af sektorer og på tværs af landegrænser.

Derfor er det også rigtig positivt, at EU-Kommissionen endelig har fremlagt sit lovforslag om virksomhedsansvar.

Ambitionen i lovforslaget om, at virksomheder skal tage mere ansvar for menneskerettigheder, miljø og klima i forbindelse med deres verdensomspændende aktiviteter udgør en potentiel gamechanger, og derfor har lovforslaget også været ventet med stor spænding og utålmodighed.

Forslaget når desværre bare langt fra i mål.

Mangler fokus på ricisi for mennesker og miljø

Lovforslaget lægger ellers godt fra land. Der henvises for eksempel til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder som del af de indledende bemærkninger til forslaget.

Dette er vigtigt for forståelsen af, hvad virksomheders ansvar på menneskerettigheds- og miljøområdet handler om. Lovforslaget har også fokus på, at såvel virksomhedens egne aktiviteter som leverandørernes og kundernes aktiviteter i hele værdikæden skal være omfattet - hvilket de alvorlige menneskerettighedskrænkelser og skader på miljøet, som ofte finder sted længere nede i virksomheders værdikæde, er med til at understrege nødvendigheden af.

Lovforslaget fejler desværre, når det handler om at omsætte FN’s og OECD’s retningslinjer til lov
Sanne Borges
Seniorrådgiver, Amnesty International Danmark

Sidst men ikke mindst er det også positivt, at lovforslaget omfatter mulighed for at rejse sager ved civile domstole i tilfælde af alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der involverer virksomheder.

Lovforslaget fejler dog desværre, når det handler om at omsætte FN’s og OECD’s retningslinjer til lov.

For væk er det altafgørende fokus på en risikobaseret tilgang til negativ indvirkning på menneskerettigheder og miljø i overensstemmelse med de internationale standarder. Ifølge dem bør virksomheder især sætte ind der, hvor risikoen for negativ indvirkning er størst - uanset hvor i virksomhedens værdikæde, at risiciene eller aktuelle problemer opstår.

Indsatsen bør desuden være proaktiv og foregå alene og sammen med andre afhængig af konteksten.

I stedet fokuserer lovforslaget for eksempel på brug af kontraktklausuler og etablerede forretningsforbindelser, hvilket fjerner det nødvendige fokus på risici for mennesker og miljø. Det er nemlig ikke de forhold, der er tættest på eller nemmest for virksomheder at sætte ind overfor, der bør definere, på hvilke områder og hvordan virksomheder skal handle.

Der bør i stedet, som nævnt, være fokus på en risikobaseret tilgang og proaktivt samarbejde med forretningspartnerne om, hvordan der kan rettes op på problemerne. En central del af det er også et kritisk blik på ens egen indkøbspraksis som virksomhed. Har man en fair indkøbspraksis, eller skubber man bare ansvaret og omkostningerne for at forbedre forholdene for mennesker og miljø ned i værdikæden?

Læs også

Pernille Weiss: Nyt EU-forslag forkaster magtens tredeling med rendyrket planøkonomi

Debat

Mangel på retssikkerhed

Det ensidige fokus på etablerede forretningsforbindelser kan også komme til at betyde, at virksomheder indirekte kommer til at blive opfordret til at shoppe rundt efter forretningsforbindelser af kort varighed for at undgå at blive underlagt lovgivning. Det hjælper ikke de mennesker og det miljø, der bliver påvirket negativt af virksomheders aktiviteter.

Det er positivt, at EU-kommissionens lovforslag har fokus på både håndhævelse, sanktioner og adgang til klageinstanser i tilfælde af, at virksomheder ikke tager deres ansvar alvorligt. Det er som tidligere nævnt også positivt, at det er muligt at føre civile retssager ved domstolene.

Det må ikke være sådan, at mennesker, som udsættes for alvorlige menneskerettighedskrænkelser og skader på miljøet, i praksis ikke har mulighed for at tilgå domstolene
Sanne Borges
Seniorrådgiver, Amnesty International Danmark

Men de barrierer, som der er for, at ofrene eller deres repræsentanter kan tilgå domstolene effektivt – barrierer, som lovforslaget overhovedet ikke adresserer - gør det i praksis tæt på umuligt at anlægge og vinde sager. Hidtil har vi kun set meget få sager mod transnationale selskaber, hvor ofrene har fået medhold.

Problemerne handler især om en urimelig bevisbyrde for ofrene og deres repræsentanter, urimelige frister for at anlægge søgsmål, de høje sagsomkostninger samt den manglende mulighed for at føre sager kollektivt.

Det må ikke være sådan, at mennesker, som udsættes for alvorlige menneskerettighedskrænkelser og skader på miljøet, i praksis ikke har mulighed for at tilgå domstolene, men kun kan sætte deres lid til virksomhederne selv.

Virksomhedsbaserede klageprocedurer kan være gode nok, der hvor virksomheder gerne vil gøre det godt. Men ikke i de sager, hvor nogle virksomheder ikke vil påtage sig det nødvendige ansvar for de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som de har været involveret i.

Det kan virksomheder, som gerne vil påtage sig et ansvar, heller ikke være tjent med.

Politik har aldrig været vigtigere