Regeringen lancerer model for lettere adgang til erhvervskonto

Debatten har kørt i flere år, men nu er regeringen klar med et bud på ny lovgivning, der skal sikre iværksættere nemmere adgang til en erhvervskonto. Der etableres en klagemulighed for virksomhederne, der kun må afvises af bankerne i særlige tilfælde. Det kan eksempelvis være ved mistanke om hvidvask.

Tirsdag har erhvervsminister Morten Bødskov fremlagt regeringens bud på, hvordan iværksættere kan få lettere adgang til en erhvervskonto. Arkivfoto. 
Tirsdag har erhvervsminister Morten Bødskov fremlagt regeringens bud på, hvordan iværksættere kan få lettere adgang til en erhvervskonto. Arkivfoto. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

I fremtiden skal det være lettere for iværksættere at få adgang til erhvervskonto i landets banker. 

For med ny lovgivning vil regeringen styrke virksomheder og foreningers mulighed for at få en basal betalingskonto, der skal gøre mødet med banken simplere.

Det sker knap to år efter, at den daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S) lovede at fremsætte et lovforslag om retten til basal erhvervskonto.

"Vi skal have flere iværksættere, og derfor er det ikke godt nok, at mange bliver afvist i mødet med banken. For en basal betalingskonto spiller en nøglerolle, og er helt afgørende for, at man kan starte en virksomhed eller drive en forening. Det er ét af de første skridt på vejen. Derfor vil regeringen nu styrke adgangen til en basal betalingskonto," lyder det i en kommentar for Morten Bødskov, der fortsætter:

"På den måde kan vi lette byrder og fjerne unødvendigt bøvl, til gavn for alle erhvervsdrivende og de lokale ildsjæle, der hver dag sørger for, at vi har et stærkt foreningsliv. Så nu rydder vi vejen, og skaber bedre mulighed for, at man kan søsætte sine gode ideer." 

Læs også

Virksomheder får klagemulighed

Ifølge regeringen er for mange erhvervsdrivende blevet mødt med afslag, når de har villet oprettet en erhvervskonto i bankerne. 

Det skal undgås ved, at bankerne fremover inden for ti dage skal behandle anmodningen, når den er fuldt oplyst.

Der etableres samtidig en klagemulighed for virksomhederne og foreningerne til at få efterprøvet pengeinstitutternes eventuelle afslag på en ansøgning om en basal betalingskonto.

Kun i særlige tilfælde må bankerne afvise virksomhederne og foreningerne. 

"Et pengeinstitut vil i særlige tilfælde kunne afvise at oprette en basal betalingskonto for eksempel ved mistanke om hvidvask," lyder det.

Forløb over flere år

SF har i flere år været fortaler for retten til en erhvervskonto, og efter forslaget også var del af Moderaternes iværksætterudspil, tegnede der sig et flertal for forslaget, som Morten Bødskov tidligere har åbnet for kunne blive del del af iværksætterforhandlingerne.

Efter SF i oktober fremsatte et nyt forslag om retten til en erhvervskonto, meddelte Morten Bødskov, at regeringen nu ville undersøge, hvordan modellen kunne se ud.

At det nu har resulteret i et konkret udspil, vækker tilfredshed i SMVdanmark, der tidligere har frygtet, at kampen for at sikre en erhvervskonto ville løbe ud i sandet. 

"Vi har over årene set alt for mange eksempler på iværksættere, der bliver afvist helt uden begrundelse eller af usaglige årsager. En erhvervskonto er lige så vigtig for den selvstændige som vand i hanen eller strøm i kontakten, så det er ikke i orden, at banken skal have magt til bare at sige nej uden begrundelse," lyder det fra SMVdanmarks topchef, Jakob Brandt, der tilføjer:

"Selvfølgelig skal man kunne stoppe platugler, skattesnydere og hvidvaskere, og det vil bankerne fortsat have mulighed for med det nye forslag. Men nu kan de ikke længere bare affærdige seriøse, hårdtarbejdende iværksættere, der brænder for at komme i gang, og det glæder mig utroligt meget."

Også DI kvitterer for regeringens udspil.

"Det er svært at drive virksomhed uden en erhvervskonto. Derfor er det positivt, at regeringen nu vil give virksomheder en ret til en erhvervskonto. Djævlen ligger dog i detaljen, og derfor er det vigtigt, at banken kun kan give afslag, hvis der gives en saglig og individuel begrundelse for eksempel med baggrund i hvidvaskreglerne," mener Sine Linderstrøm, chef for SMV og iværksætteri i DI.

Det er ikke oplyst, hvornår regeringen vil fremsætte lovforslaget. 

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Sine Linderstrøm

Fagchef for SMV og Iværksætteri i DI
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Jakob Brandt

Adm. direktør, SMVdanmark
cand.polit. (Københavns Universitet 2003)

0:000:00