Brinkmann om Hummelgaards nazi-sammenligning: "Svært at komme i tanke om noget mere historieløst"

Koranafbrændinger har nu fyldt den offentlige debat i mere end en måned. Man kan sige, at det er en ganske lille sag i sammenligning med verdens øvrige problemer, men omvendt bringer spørgsmålet os helt ind i kernen af, hvad vi ønsker af et samfund, og derfor er den vigtig.  

Som bekendt er sagen indtil videre endt med regeringens forslag til en lov, der forbyder "utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund", hvilket ser ud til at få langt større konsekvenser for ytringsfriheden og den kunstneriske udfoldelse, end der var lagt op til med regeringens oprindelige ønske om en "juridisk nålestiksoperation". 

Som Charlie Hebdos chefredaktør, Gérard Biard, har udtrykt det i Altinget, så vil den nye lov reelt legitimere blasfemibegrebet, åbne døren for alle mulige former for censur og "stå i modsætning til 200 års kamp fra europæiske intellektuelle, kunstnere og politiske ledere for at adskille det offentlige liv fra religionerne og deres doktriner for at frigøre den enkeltes tanke- og ytringsfrihed."

Selvom Biard her udtrykker sig med fransk patos, har han i mine øjne ret, og hvis nogen er berettiget til at anvende en sådan retorik, må det være Charlie Hebdos chefredaktør. 

Gennem årene har jeg løbende deltaget i den offentlige debat om flygtninge, indvandring, integration og islam. Jeg har argumenteret imod de former for lovgivning, jeg mener, har været urimelige og diskriminerende, herunder smykkeloven, burkaloven, håndtryksloven og loven om dobbeltstraf i ghettoområder, ligesom jeg vedholdende har kritiseret Inger Støjbergs lovbrud og fordrejninger i den instrukssag, der endte med en dom i rigsretten.

Jeg nævner dette for at forklare, at min modstand mod koranloven på ingen måde bunder i et ønske om at genere muslimer. Jeg er vel det, der ofte kaldes humanist i denne debat.

I et liberalt demokrati bør man skelne fundamentalt mellem ytringer, der chikanerer personer, og ytringer, der angriber ideer, eksempelvis som de er formuleret i en religiøs bog.

Svend Brinkmann

Enhver demokratisksindet borger bør i mine øjne kritisere de apartheidlignende forslag, som eksempelvis Stram Kurs har fremsat, og vi bør forsvare religiøse mindretals ret til at leve frit i vores land.  

Men vi skal samtidig huske, at den frihed, som sikrer minoriteternes ret til at tænke, tro og tale, som de ønsker, er den samme frihed, som sikrer alle borgeres ret til at kritisere andres tanker, tro og tale. Også på krasbørstige, provokerende og, ja, forhånende måder. 

Jeg kender ingen, som går ind for ubegrænset ytringsfrihed. Det er godt, at vi har lovgivning, der gør, at man kan dømmes for at chikanere andre mennesker eller krænke andres ære, hvilket Rasmus Paludan i øvrigt er dømt for.  

Men i et liberalt demokrati bør man skelne fundamentalt mellem ytringer, der chikanerer personer, og ytringer, der angriber ideer, eksempelvis som de er formuleret i en religiøs bog. At andre mennesker kan blive sårede over, at ord og ideer, der er nedfældet i en bog, kan blive brændt af eller makuleret, må man desværre tage med.  

Mennesker har krav på beskyttelse. Trosforestillinger har ikke. Og det er galt på et helt fundamentalt niveau, hvis lovgivningen beskytter bøger, man selv har købt og betalt, fordi det gør mennesker kede af det, når de ødelægges som led i en politisk manifestation. 

Der er flere i debatten, der har argumenteret for, at det er vold at ødelægge koranen – og at man derfor angriber mennesker, når man ødelægger bogen – men det er en så voldsom udvidelse af voldsbegrebet, at begrebet bliver meningsløst.