Værdipolitikken i blå blok er død

I år er det 20 år siden Anders Fogh Rasmussen i en forkætret tale gjorde op med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Hans opgør med tilpasningen var et symbolsk omdrejningspunkt i Fogh-æraens værdipolitiske oprustning.

Nu 20 år senere er alt forandret. Hans efterfølger som statsminister, i dag udenrigsminister for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, har for nyligt omfavnet en nutidig udgave af tilpasningspolitikken, da han forsvarede regeringens indgreb mod ytringsfriheden.

Hos Løkke hed det: ”Det er at aflæse, hvordan virkeligheden ser ud, og hvordan vi bedst muligt sætter Danmark i en position til at kunne agere i den. Det er sådan set derfor, man har regeringer.”

Ikke alene forsvarede Løkke dermed det indgreb mod koranafbrændinger, som hans ministerium har været en drivkraft bag. Han gjorde også den slags statsræson til politikkens mål og mening.

Det er selve forståelsen af politik, der har ændret sig. Eller sagt med andre ord: Værdipolitikken er død.

Det er en stor ting, for værdipolitikkens gennembrud var en væsentlig årsag til, at magten ved indgangen til det nye årtusinde gik fra som udgangspunkt at tilfalde Socialdemokratiet til i udgangspunkt at tilfalde de borgerlige anført af Venstre.

Det er selve forståelsen af politik, der har ændret sig. Eller sagt med andre ord: Værdipolitikken er død.

Christian Egander Skov

Dengang handlede alt om værdipolitik. Sådan virkede det i hvert fald.

Anders Fogh Rasmussen havde for sin del blæst til en værdikamp, der skulle afløse eller i det mindste overdøve gammelliberale forestillinger, om at borgerlighed først og sidst er økonomisk politik.

Nu skulle det handle om værdier. Så kom resten nok.

I Dansk Folkeparti blæste man til kulturkamp. Det var også værdikamp, men her drejede det sig om kampen mod kulturradikalismen og for kristendom og danskhed.

I virkeligheden var afstanden mindre end som så. Det hele gik op i en højere enhed – for en stund. I det mindste fordi ingen brød sig om smagsdommere og rundkredspædagogik.

Venstre var enige med Dansk Folkeparti om, at det betød noget med antallet af indvandrere. Og Dansk Folkeparti var enige med Venstre om, at liberale frihedsrettigheder som ytringsfriheden var ukrænkelige, når de blev belejret af islamister og søgt svækket af hjemmefrontens humanistiske medløbere.

Imens stod Socialdemokraterne og så temmelig fårede ud. Det var, som om de ikke forstod, hvad der havde ramt dem. Men det var altså værdipolitikken.

Der findes ikke nok rigtigt borgerlige – det er et kodeord for økonomisk liberale – vælgere i Danmark, men hvis man kan få værdipolitisk konservatisme og økonomisk liberalisme til at rime, ja så har man et flertal.

Man kan ikke overvurdere Venstres betydning som både værdipolitisk indpisker og som partiet, der lod det hele skride

Christian Egander Skov

Der var kun ét problem. Det holdt ikke. Den værdipolitiske front brød sammen som følge af både indre opløsning og ydre pres.

Det sidste ikke mindst i form af tektoniske forskydninger den de internationale konjunkturer og geopolitikken. Men lad os her alene fokusere på den indre opløsning.

Alliancen mellem værdipolitisk konservatisme og økonomisk liberalisme var aldrig uden spændinger, men efterhånden blev der trukket skarpe skel mellem ”ægte liberale” og ”nationalkonservative” og mellem pragmatikere i begge lejre og så deres ortodokse modsætninger.

Man kan ikke overvurdere Venstres betydning som både værdipolitisk indpisker og som partiet, der lod det hele skride.

Da Venstre opgav at være definerende for værdipolitikken, gik fra Fogh til Løkke, var det, som om limen i blå blok holdt op med at virke.

Samtidig lykkedes det som bekendt Socialdemokratiet at neutralisere udlændingepolitikken, og desuden appellere til et stort antal vælgere på den folkelige midte, der nok var værdipolitisk konservative, men ikke havde nogen aktier i borgerlig økonomisk politik.

Resten er som bekendt historie.

Blå blok er brudt sammen, som politisk redaktør ved Altinget Esben Schjørring pegede på for nyligt. Blå blok er netop noget andet end borgerlighed.

Blå blok er navnet på en politisk strategi, hvor man søgte sit flertal udad mod fløjene snarere end indad mod midten, sådan som det i høj grad havde været tilfældet med den klassiske borgerlige blokpolitik.

Siden midten af 1950’erne havde dens mulighed hvilet på drømmen om at vriste De Radikale fri af deres lidt for lykkelige samdrægtighed med Socialdemokratiet.

Men ikke så snart var dødsdommen afsagt over blå blok, før Morten Messerschmidt styrtede ind fra højre med en hjertestarter i form af en stor nyhed. Partiet havde forladt sin mere eller mindre socialdemokratiske skattepolitik og tonet rent blåt flag.

Nu er det langt fra første røgsignal fra Messerschmidt om Dansk Folkepartis placering solidt i den borgerlige lejr. Alligevel er det værd at skrive sig den bag øret.