Præst: Spiritualiteten strømmer gennem befolkningen – og det er en åndelig gave til folkekirken

"Jeg tilbyder dig nu muligheden for at lade englene træde ind i dit univers igennem mig."

"Hvem anbefaler I til afdøde-kontakt?"

"Jeg vågnede, og jeg ved, at en mørk skikkelse tog hårdt fat om mit hoved, og jeg så ind i huller eller manglende øjne, der hvor øjnene skulle have været. Hvad var det?"

I forskellige online-fora er der plads til uden fordomme at fortælle om sine erfaringer og møde ligesindede, der også har gjort sig erfaringer med 'det åndelige'. Her kan man stille spørgsmål og møde mennesker, der har arbejdet med at dygtiggøre sig indenfor kontakter og indsigter i "det spirituelle".

Men man behøver såmænd ikke engang kigge efter de lommer af internettet, hvor man sjældent selv kommer, for at finde udtryk for den folketro, som i disse år ser ud til at blive mere udtalt.

Evner vi at møde den åndelige nysgerrighed med vores egen nysgerrighed? Tør vi dygtiggøre os på disse ting?  

Thomas Frovin
Sognepræst, Apostelkirken

I Kristeligt Dagblads podcast "Liv & Sjæl" udtalte videnskabsmennesket Rane Willerslev, at "samtidig med Jesus tror jeg jo også på ånder ude i naturen, efter det jeg har oplevet i Sibirien. De er der også, og dem kan man jo også henvende sig til." 

Disse snapshots af virkeligheden udtrykker et hjørne af danskernes tro, som mere end nogensinde lever og trives i bedste velgående. De repræsenterer menneskers levede tro og erfaringsvirkelighed. 

Pak det moderne og rationelle lidt væk

Måske det er en gave til folkekirken? For er der noget, de kalder på, så er det en teologisk forankring. En genforankring i kristendommens univers.

Danskerne er efter alt at dømme ikke mindre religiøse, end de plejer at være, og der er intet, der tyder på, at de som sådan er ved at blive ateistiske. Tværtimod skyller "spiritual-but-not-religious"-bølgen henover hele Europa i disse år. Det er en bevægelse af mennesker, som ikke kan genfinde sig i en 'religiøs' identitet bundet til gamle dogmer og bygninger, men som i stedet finder mening, vejledning og håb i 'spiritualiteten'. 

Men hvordan går det så med den genforankring – og hvem står egentlig i vejen for den?

Man kunne måske tro, at det er disse åndeligt nysgerrige mennesker, men spørgsmålet er, om vi, der står i kirken, er forberedte på at være til stede i samtaler, hvor emnet kan kredse om erfaringer af engle og dæmoner, eller andres oplevelser af det meningsfulde i at henvende sig til en afdød.