Dagen derpå: Mays vilde hækkeløb mod EU’s udgang er kun lige begyndt

ANALYSE: Den britiske regerings godkendelse af det første samlede, fælles udkast til en Brexit-aftale er kun første skridt. Slutspurten for at få landets parlament til at godkende aftalen er så kompliceret og sprængfarlig, at Mays politiske liv nu er i fare hver eneste dag.

LONDON: Hvornår er klokken slået for Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union? Det spørgsmål har længe runget i både Whitehall og omkring Place Schuman i Bruxelles.

Nu hvor Theresa May har fået sin egen regerings godkendelse af det første samlede udkast til en aftale om Brexit, er vi tættere på svaret end nogensinde før. Men uanset hvad der sker i de kommende dage, kan Big Ben stadig nå at ringe mange gange i Westminsters gamle klokketårn, før det britiske parlament når frem til den endelige beslutning.

Selv hvis premierministeren overlever både de interne kampe og de afsluttende diskussioner med resten af Europas ledere, skal May bagefter gennem et enestående risikabelt politisk hækkeløb for at få aftalen vedtaget i London.

"Jeg ved, at der nu er en intens gennemgang af aftalen forude. Men jeg er overbevist om, at dette er den bedste aftale for hele landet," sagde premierministeren onsdag aften, da hun efter fem timers diskussion i Downing Street nummer 10 endelig havde fået opbakning fra sin regering til aftalen med EU.

Eller det var i hvert fald, hvad May selv sagde, at hun havde. Siden er Brexit-minister Dominic Raab og flere andre ministre gået af i protest i løbet af torsdag, mens kritikken er væltet ned over premierministeren.

Hvis resten af EU giver grønt lys i de kommende dage - og hvis Theresa May overlever længe nok som leder - vil der blive sat gang i ikke mindre end tre forskellige parlamentariske processer i Storbritannien. De kan alle blive blokeret, forhalet eller afsporet i de kommende uger og måneder.

Både i Brexit-ministeriet, DEXEU, og i det britiske udenrigsministerium er det stort set umuligt at få et klart svar på, hvor lang tid den proces vil tage. Eller om det overhovedet kan lade sig gøre at gøre den færdig, inden Storbritannien ifølge planen skal være ude af EU natten mellem 29. og 30. marts 2019.

Premierministeren træder ind i et minefelt
Hele det komplicerede forløb er udførligt beskrevet i den såkaldte Withdrawal Act, vedtaget i sommer efter i alt 272 timers intense parlamentariske debatter. Selv hvis processen skrider fremad, som Theresa May drømmer om, må den give hende sved på panden.

Først skal regeringen fremlægge resultatet af forhandlingerne med EU for det britiske Underhus – House of Commons – som så skal debattere de over 500 sider, der omfatter både selve skilsmisseaftalens mange indviklede aspekter og et udkast til en politisk erklæring om Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Her træder May straks ind i et sandt minefelt. Hendes regering har ikke flertal alene, og selv blandt hendes konservative partifæller har mange allerede udtalt voldsom kritik af den aftale, der tegner sig. Tidligere topministre som Boris Johnson og David Davis beskriver den som et ”fængsel”, der gør Storbritannien til en magtesløs ”vasalstat” for EU.

Selv nogle af de konservative topfolk, der ønsker at blive i EU – som for eksempel Boris Johnsons bror Jo Johnson – truer med at stemme imod aftalen, fordi de finder den for dårlig og i stedet ønsker at fremprovokere en ny folkeafstemning.

Labours leder vil fremprovokere valg
Det samme paradoks er opstået i det største oppositionsparti, Labour. Også de britiske socialdemokrater er splittet i ’remainers’ og ’leavers’, der af vidt forskellige årsager kan vælge at afvise aftalen. Labours leder, Jeremy Corbyn, virker på forhånd meget afvisende, måske fordi han ser mulighed for at fremprovokere et lynvalg og et magtskifte.

Theresa May kan håbe på, at netop det perspektiv skræmmer et tilstrækkeligt antal skeptiske konservative til at stemme for hendes forslag alligevel, når det kommer til stykket. Men det er meget usikkert. Det samme er hendes chancer for at overbevise det nordirske parti DUP, som frygter, at aftalen med EU gradvist vil afskære Nordirland fra resten af Det Forenede Kongerige.

Regeringens officielle linje har hidtil været, at denne første afstemning kun skal give mulighed for at stemme ja eller nej til aftalen med Bruxelles, som den er. Også det ses af mange som en skræmmetaktik: Stem ja eller også tumler Storbritannien ud af EU helt uden nogen aftaler.

"Enten er det denne aftale, som beskytter vores interesser, eller også er det ingen aftale," sagde May i aftes.

Men det er juridisk usikkert, om hun rent faktisk har magt til at forhindre ændringsforslag i den indledende fase.

Hvis denne første afstemning ender med et nej, kan alt ske. I princippet kan premierministeren forsøge at gå tilbage til forhandlingerne med EU – men der vil opstå stort pres for, at hun træder tilbage og måske udskriver valg.

Regeringen skal fremsætte lovforslag
Hvad så, hvis det bliver et ja? Har vi så en aftale? Nej, slet ikke. Rent bortset fra at den jo også skal godkendes af at flertal af de 27 tilbageværende EU-lande samt Europa-Parlamentet, så er den parlamentariske proces hjemme i London heller ikke på nogen måde overstået.

Næste fase vil være, at regeringen skal forberede og fremsætte et detaljeret lovforslag om, hvordan aftalen om Brexit skal gennemføres. Det er langtfra det samme dokument som selve aftalen, fordi det i stedet handler om udmøntningen i britisk lov.

Denne gang er der frit spil for ændringsforslag, og lovforslaget skal til afstemning i både Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords). De to kamre kan få en del tid til at gå med at spille ping-pong. Det er umuligt at forudsige, hvor mange uger eller måneder det forløb vil tage.

Som om det ikke skulle være nok, så er der også en tredje procedure. Det britiske parlament skal nemlig også ratificere selve den internationale aftale ved en separat behandling, der normalt tager omkring tre uger at gennemføre.

Det største slag er i Westminster
I alle de tre faser, hvoraf nogle kan overlappe hinanden delvist, vil der være rig mulighed for politiske blokader fra forskellig side, krav om en ny folkeafstemning og alt mulig andet uforudsigeligt.

Hvis datoen for Storbritanniens exit 29. marts næste år skal stå fast, så har Theresa May i bedste fald fire måneder til at nå det hele. Der er ikke noget at sige til, at premierministeren har travlt.

I de kommende dage vil vi få at se, hvad regeringerne i Danmark, Tyskland, Frankrig og de andre EU-lande siger til den aftale, som Kommissionens forhandlere langt om længe har lavet sammen med Mays forhandlere.

Men faktisk er de afsluttende forhandlinger i Bruxelles ikke længere hendes største problem. Det er i Westminster, under Big Bens rungende klokkeklang, at det afgørende slag skal udkæmpes.

Der vil ikke være mange dage forude, hvor May kan føle sig sikker på stadig at være Storbritanniens premierminister i morgen.

Forrige artikel Brexit-aftale overlever sit første farefulde døgn Brexit-aftale overlever sit første farefulde døgn Næste artikel 3F efter filippinersag: Tid til et dansk transportpoliti 3F efter filippinersag: Tid til et dansk transportpoliti
Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

PARLAMENTET: Hvorfor har EU’s ledere givet den britiske premierminister en ny Brexit-aftale, og har aftalen en snebolds chance i helvede for at blive godkendt i Underhuset? Podcasten rapporterer direkte fra topmødet i Bruxelles, hvor dramaet om Storbritanniens exit igen nåede nye højder.