Bosse om Brexit: Nu er der kun de svære beslutninger tilbage

Af Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Når det hævdes, at forhandlingerne med Storbritannien er 80 procent færdige, skal det nævnes: Ét, at det er udtrædelsen, der lige nu forhandles, og ikke fremtiden. To, at alt det svære udestår.

Der er således opnået aftaler omkring de borgeres rettigheder, der lige nu er bosat på tværs af Storbritannien og EU, samt omkring de økonomiske bidrag, UK fortsat skal betale. Man måtte le, hvis ikke det var, fordi det hele er sørgeligt. Særligt da Farage og andre super-brexiters måtte undskylde over for den undrende befolkning, at deres regnestykker fra de glade kampagnedage ikke holdt. Spørger man i Bruxelles, Berlin, Paris og København, hvad der tænkes om Brexit, er svaret: “Brexit er jo et uundgåeligt faktum. Det interessante er, hvad sker der indenfor Den Europæiske Union i tiden frem”.

Egentlig ikke et mærkeligt svar, hvis man tænker efter. Vi ved, at Unionen er vigtigere end nogensinde før.

Løsningen på de altoverskyggende og grænseløse udfordringer fordrer mere af os alle sammen, og de kalder på fodslag og fællesskab. Suverænitet i forhold til store spørgsmål som migrantkrisen og klimaet er noget, vi opnår sammen, og ikke noget, vi opgiver.

Fri bevægelighed er værnet mod en høj pensionsalder
Vi kan tage udgangspunkt i det helt nære: Danmarks evne til at opretholde en velfærdsmodel, hvor skattebetaling er forudsætning for finansiering af stadigt flere ældre på pension og med et stort træk på sundhedsvæsenet.

Ikke mærkeligt, at ekstreme holdninger vinder frem, når moderate mennesker ikke har kunnet få os andre i tale.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Her er arbejdskraftens frie bevægelighed en væsentlig faktor som forudsætning for, at pengene passer. En pensionsalder på 80 år er næppe noget, de fleste af os vil kunne holde ud at tænke på. Og det behøver vi heller ikke, så længe der findes masser af unge arbejdsparate europæere, der har lyst til at komme til Danmark.

Det, der har været opreklameret som en trussel, bliver værnet mod, at vi alle skal arbejde, til vi dør.

Det er således også herlige nye toner, når DF’s arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, i TV-Avisen siger, at arbejdsgivere, der ser sig utålmodigt omkring efter kvalificeret arbejdskraft, fint kan se til andre europæiske lande. Rekruttering og opkvalificering af unge fra Sydeuropa er en oplagt idé.

Dette udelukker på ingen måde behovet for at gøre meget for de danskere, der oplever at stå udenfor arbejdsmarkedet. Tværtimod. Det kan gøres på samme tid.

At befolkningen i Storbritannien kommer til at mangle særligt de polske hænder, som de har udsat for spot og spe, vil for os bare tjene til illustration af, hvor vigtig og central den frie bevægelighed er.

Tomme trusler om hegn og symboler
Migration, herunder håndteringen af flygtninge med krav på asyl, er på alles læber og var en uskøn del af den forløjede Brexit-kampagne, der første til dagens situation.

Ingen med almindelige evner til at anvende fornuften kan tro på, at dette enorme problem, som vi desværre kun har set starten på, lader sig løse land for land.

Italiens seneste reaktioner, hvor den ekstreme højre-venstre regering afviser at tage imod migrerende mennesker, herunder de mange børn, der var ombord på et italiensk skib, er kulminationen på mange, mange års opråb fra Italien om solidariske løsninger i EU-systemet.

Her har vi i nord tidligere vendt det døve øre til. Ikke mærkeligt, at ekstreme holdninger vinder frem, når moderate mennesker ikke har kunnet få os andre i tale. Men hult er det, når DF’s Kenneth Kristensen Bernt pludselig er så solidarisk med Italiens regering.

Måske bunder solidariteten ikke i problemløsning, men snarere i overbevisning.

Borgerne og erhvervsliv i de 27 medlemslande vil med stigende intensitet kræve af deres politikere nationalt, at disse leverer løsninger, der sikrer Unionens ydre grænser og dermed vores bevægelsesfrihed mellem vores nabolande. Det bliver en af de helt store opgaver for nationale politikere og naturligvis for EU-Kommissionen i Bruxelles. Og her må vi som borgere kunne gennemskue, at de politikere, der truer med diverse hegn og symboler, kun ønsker at vise muskler. Her må vi kræve løsninger.

Store problemer skal løses i fællesskab
Klimaudfordringerne lader sig hverken tale eller fornægte bort.

De vil ligesom fysisk sikkerhed, beskyttelse af borgerne i den digitale verden og varetagelse af skatteopkrævning overfor blandt andet de største virksomheder kun kunne løses af det store fællesskab.

Alt dette og meget mere er det, der optager nationale politikere i Det Europæiske Råd og Kommissionen. Derfor er de helt faste i kødet på at holde sammen, ikke at lade Storbritannien sætte kiler ind imellem os og at se fremad mod fælles løsninger. Bliver det let?

Nej, det er det aldrig i nationers stræben efter fælles fodslag. Bliver det lidt lettere uden Storbritannien? Muligvis. Det vil tiden vise.

Vigtigt er det imidlertid at holde sig for øje, at per 1. marts 2019 er alene Storbritanniens udtrædelse aftalt, hvis man altså bliver enige om de sidste meget svære knaster: grænsen til Nordirland og fremadrettede politiske erklæringer.

Herefter er der frem til udgangen af 2019 til at blive enige om de fremadrettede aftaler. Er du forvirret? Så følg med i de næste afsnit af den mytologiske odyssé, som vore europæiske medborgere i Storbritannien er lokket ud i.