Frederiksen: Jeg vil ikke lægge Johnson det til last, hvis Brexit-aftale bliver afvist

TOPMØDE: Man kan ikke klandre den britiske premierminister, Boris Johnson, hvis Brexit-aftalen ikke bliver godkendt i det britiske underhus. Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen inden torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.

Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW/ Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

BRUXELLES: Man kan ikke bebrejde Theresa May, at den første Brexit-aftale blev forkastet, og ligeledes kan man heller ikke bebrejde Boris Johnson, hvis det samme sker igen.

Sådan siger Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, på vej ind til EU-topmødet torsdag i Bruxelles.

"Jeg vil ikke på nogen som helst måde lægge Johnson til last, hvis han ikke får aftalen igennem. Det er nok forholdene derovre," siger Mette Frederiksen.

Derfor mener statsministeren heller ikke, er det er tid til at stille helt skrappe spørgsmål til Boris Johnson om, hvorvidt han overhovedet kan få aftalen stemt igennem i Storbritannien.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg slet ikke, tiden er til de hårde, kritiske spørgsmål lige nu. I stedet skal vi se, om vi kan komme på plads," siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke vil kloge sig på de interne politiske forhold hos naboen på den anden side af Nordsøen, men at hun følger med i det britiske underhus med "stor interesse og tilbageholdt åndedræt".

EU skal ikke hjælpe med interne konflikter
Af samme grund skal de øvrige medlemslande heller ikke hjælpe Boris Johnson med at få de britiske politikere til at stemme for aftalen, mener Mette Frederiksen.

"Man skal skille tingene ad. Brexit er et britisk ønske. Det er ikke et ønske for os andre, og i hvert fald ikke et dansk ønske. De må selv klare deres interne forhold i Storbritannien. Det, vi kan, er at udtale os på vores egne og vores fællesskabs vegne. Og der er min holdning altså uændret. Brexit er ikke godt for Europa, det er ikke godt for Storbritannien, og det er bestemt heller ikke godt for Danmark," siger hun og fortsætter:

"Derfor skal vi prøve at få en aftale, men det er ikke vores opgave at presse nogen i Storbritannien, det må de selv tage ansvar for."

Hovedbekymringen er et hårdt Brexit
Når det kommer til Brexit-aftalens præcise betydning for forholdet mellem EU, Danmark og Storbritannien, har Mette Frederiksen ikke de store betænkeligheder at tilføje, så længe der er en aftale på bordet.

Statsministeren understreger, at hun skal have nærlæst aftalen, men at hun umiddelbart ikke ser de store bekymringer ved det, "der ligger nu".

Hun forklarer, at hendes hovedbekymring hele tiden har været, at Storbritannien forlader EU aftaleløst, og den seneste udvikling i Brexitsagaen peger trods alt i en retning væk fra dette. Mette Frederiksen påpeger desuden, at en aftale vil blive revurderet undervejs.

"Jeg tror ikke på den der ide om, at man kan lave en Brexit nu, der tæller til tid og evighed. Vi kommer alle til at sno os," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00