Historiker om Brexit: Et betændt politisk system kan tage et folk som gidsel

Af Louise Lindhagen
Selvstændig, cand.mag. i historie og EU-studier

Den indenrigspolitiske fejde, der i Storbritannien har forpestet forholdet til EU, giver anledning til at spørge, om der ikke generelt er brug for reformer af det nationale demokrati for at genskabe tilliden.

Louise Lindhagen
Selvstændig, cand.mag. i historie og EU-studier

Den 23. juni 2016 blev Europa ramt af et jordskælv.
 
De politiske seismografer havde gennem længere tid observeret nogle rystelser, men få troede på de utæmmelige kræfter, der ligger gemt i et politisk system, hvor magten har nok i sig selv.

Briterne havde stemt ja til Brexit, ja til at forlade EU.
 
Det var ikke det første jordskælv i EU. Allerede i 1992, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten, blev samarbejdet rystet, men det kom hurtigt på fode igen.

Danske politikere satte sig sammen, fandt et kompromis og gik i fællesskab tilbage til EU, der var lydhør for et samarbejde i flere hastigheder. Danmark fik sine fire forbehold.

Dansk forbillede for Storbritannien
Det danske, nationale kompromis kunne have været et forbillede i forhandlingerne om Brexit. Et land siger nej, definerer en klar anden vej og forhandler derefter med EU.

I stedet tog de politiske rystelser til i Storbritannien og kolliderede, da premierminister Theresa May tidligere på ugen blev nødt til at udskyde afstemningen om Brexit i det britiske parlament.

Brexit-forhandlingerne har om noget vist, hvordan et betændt politisk system kan tage et folk som gidsel.

Flere historiske skælv før Brexit
Grunden til, at Storbritannien ikke har søgt et nationalt kompromis om Brexit, skal findes i landets historiske forhold til EU.

Det første skælv fandt sted i 1980’erne, da den daværende konservative premierminister Margaret Thatcher slog sin håndtaske i bordet og erklærede: ”I want my money back!”

Thatchers liberalistiske agenda gav Storbritannien ry for at være en modstræbende europæer, der havde svært ved at forpligte sig fuldhjertet og med fuld pengepung i det kontinentale samarbejde.
 
Samtidig udstillede Thatchers kurs en begyndende splittelse i det konservative parti. En del af partiet havde et stærkt ønske om et fædrelandenes Europa med et uforpligtende handelssamarbejde.

En anden mere pro-europæisk del var derimod villig til at forpligte sig på reglerne for Det Indre Marked.
 
Splittelsen voksede frem til den finansielle krise i 2008. Der blev større forskel mellem unge og gamle, mellem land og by, mellem uddannet og ikke-uddannet.

Der opstod farlige fjendebilleder, hvor frygten for den polske håndværker blev en hetz mod arbejdskraftens frie bevægelighed.

Uansvarlig budgetførelse i sydeuropæiske lande fik David Cameron til at slå sin hånd i bordet og forlange ”his money back” og bruge sin vetoret i Det Europæiske Råd i en uhørt grad.

En ny aftale med EU endte i Brexit
Som den britiske EU-skepsis voksede, forhandlede David Cameron en ny aftale med EU.

Det var en kompromissøgende vej efter dansk forbillede, der skulle sikre, at Storbritannien kunne blive i det europæiske samarbejde, men i et langsommere tempo.

EU gradbøjede nogle af fællesskabets fundamentale principper, herunder den frie bevægelighed for lønmodtagere og de økonomiske rettigheder for landene uden for Eurozonen.
 
Det var dette nye forhold til EU, Storbritannien skulle stemme om i 2016.

Men den nye ”deal” blev aldrig en del af den nationale valgkamp. Ja-siden forsvarede aldrig den aftale, de havde fået med EU.

Nej-siden definerede aldrig, hvad de ville have i stedet for et medlemskab af EU.

Brexit fragmenterede pro-europæerne
Efter Brexit-afstemningen fortsatte de indenrigspolitiskeslagsmål. Nej-siden er stadig ikke nået frem til et kompromis for Storbritanniens vej ud af EU.

Ja-siden er politisk fragmenteret og har brugt Brexit i et indenrigspolitisk slagsmål om magten i Westminister.
 
En nyvalgt Theresa May ville styrke sit mandat og begik den politiske fodfejl at udskrive valg til det britiske parlament – et valg, der hældte benzin på det Brexit-bål, der allerede stod i lys lue i den britiske debat såvel som internt i det konservative parti.

Det gjorde, at Theresa Mays regering aldrig fik et legitimt mandat til at forhandle Brexit med EU.
 
Et kompromis kunne have ændret historien om Brexit
Mays regering har forhandlet sig frem til en nødløsning, som det britiske parlament ikke kan samles om, men det er vigtigt at huske, at historien kunne have været skrevet anderledes.

De britiske partier kunne, ligesom i Danmark i 1992, have lagt indenrigspolitiske stridigheder og skabt et nationalt kompromis til gavn for de britiske borgere og virksomheder.

Men det politiske landskab var for broget, og den politiske vilje var der ikke.
 
Når der mangler tillid til de nationale politikere, svinder tilliden til det politiske system.

Den indenrigspolitiske fejde, der i Storbritannien har forpestet forholdet til EU, giver anledning til at spørge, om der ikke generelt er brug for reformer af det nationale demokrati for at genskabe tilliden mellem borgere, politikere og system.