NGO: Vi bør overveje at opdele vores banker

DEBAT: Lige nu debatterer vi, hvad vi gør, når bankerne kollapser. I stedet bør vi debattere, hvilken slags banker vi overhovedet bør have, skriver Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory om EU's Bankunion.

Af Kenneth Haar
Analytiker, Corporate Europe Observatory

I de seneste måneder er Lars Løkke Rasmussen begyndt at varme op til den danske debat om medlemskab af EU's Bankunion.

Det er skandalerne om hvidvask og udbytteskat, som får statsministeren til at se perspektiver i at træde ind, og således er debatten godt på vej til at blive afsporet, inden den er kommet i gang.

At søge at hindre den type svindelsager ved at træde ind i bankunionen er som at strikke med en hammer. Bankunionen er bygget til noget andet – ikke til at undgå svindel. 

Den rigtige diskussion handler om, hvorvidt EU har fundet et svar på det problem, at statskasserne må bløde store summer for at rede trådene ud, når en storbank skranter.

Omkostningerne bliver mindre – lyder det – hvis Den Europæiske Centralbank står for et overordnet tilsyn, og hvis beslutningen om, hvad der skal gøres ved en storbank, tages overnationalt.

Regningen ender stadig hos borgerne
Spørgsmålet om pengene kan besvares hurtigt. Alle, som har været tæt på forhandlingerne, har hele tiden vidst, at den store regning stadig vil ende hos staterne under bankunionen.

En stor del af debatten om bankunionen har været, hvordan stater skal komme til at låne penge nok til at redde en storbank eller afvikle den, og svaret er, at de kan lånes gennem Den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

Og under bankunionen kan et land faktisk ende med at skulle bruge og låne mange flere penge, end det ønsker.

Er pengene først lånt, følger der betingelser med; den økonomiske politik er derefter lagt i samme politiske rammer som dem, Irland, Portugal og Grækenland blev præsenteret for ved eurokrisens udbrud for ikke så mange år siden.

Vi bør reformere bankstrukturen
Det er ikke et tiltrækkende scenario. Derfor vil det bedste ved en debat om dansk deltagelse i bankunionen være, at vi også overvejer, om der findes gode alternativer til dansk medlemsskab.

Der er god grund til at blive nervøs ved tanken om, at landets største bank var midtpunkt i en skandale om 1.500 milliarder kroner, for den næste skandale kan måske bringe selve banken i fare.

Og fordi Danske Bank har en uhyrlig størrelse, ville konsekvenserne for den danske økonomi være meget alvorlig.

De gode alternativer må handle om reformer af banksektoren, så statskassen slet ikke er tvunget til at punge ud.

Reformer af bankstrukturen, som hindrer de samme koncerner i at drive alle tænkelige former for finansvirksomhed, og slet og ret nogle indgreb, som fører til opdeling af de største banker i mindre enheder.

Forrige artikel Replik: Messerschmidt vil ikke svare på, hvorfor DF taler med to tunger Replik: Messerschmidt vil ikke svare på, hvorfor DF taler med to tunger Næste artikel Danske Vognmænd: Filippiner-sag må stoppe transportsektorens hykleri Danske Vognmænd: Filippiner-sag må stoppe transportsektorens hykleri
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Finansdiktatur eller politisk demokrati

    Spørgsmålet er i virkeligheden meget enkelt. Hvis ikke vi splitter bankerne op og politisk laver skrappe regler mod sektorens pyramidespil og kreative skattetænkning så accepterer vi reelt at den politiske og økonomiske magt ligger hos en feudal finanssektor. Politikerne har med deres garanti under finanssektoren pantsat samfundet. De store banker er presset på deres image og lover bod og bedring. I lang tid troede de at de var så beskyttede af det politiske systems bevidst blinde øje at de kunne gøre hvad de ville. Den usårlighed er nu rystet og de forsøger sammen med politikkerne at gøre det til et spørgsmål om moral . Målet er at undgå regulering og opsplitning ved at sværge troskab mod samfundsansvaret. Problemet er at finanssektorens udvikling er et systemisk problem som skyldes det kapitalistiske konkurrence systems evige krav om profitmaksimering. Derfor stoppes udviklingen ikke af af moralske besværgelser men af grundlæggende systemiske ændringer.