Morten Løkkegaard: EU-modstanderne skader debatten om bankunionen

DEBAT: EU-modstandere prøver at opbygge frygt og mobilisere følelser i kampen mod Bankunionen, og det skader vores beslutningskraft. Det er afgørende, at diskussionen føres på fakta, skriver Morten Løkkegaard (V).

AF Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Nå man følger debatten om Bankunionen, kan man som deltager og iagttager gennem en årrække hurtigt se, at debattørerne er ved at falde i den samme fælde, som vi var en del, som faldt i, da vi diskuterede EU’s Patentdomstol for nogle år siden.

At hele diskussionen bliver alt for teknisk-juridisk-økonomisk og dermed mister det overordnede sigte: at finde en fornuftig løsning på bankernes (selvskabte) problemer, som desværre rammer os alle i sidste ende, hvis vi ikke får dæmmet op for den værste løsagtighed.

Derfor er det utroligt vigtigt, at man til stadighed har øje for at holde debatten på det principielle spor – og ikke forfalder til at score point i sin argumentation på tekniske eller juridiske spidsfindigheder.

Derfor tjener det ikke noget større formål som politiker at blande sig i fagøkonomernes interne debat, selv om man selvfølgelig kan finde belæg for egne påstande.

Danmark skal ikke betale for banker i Sydeuropa
For mig og for Venstre handler Bankunionen om at sikre os alle tryghed i fremtidens tætfiltrede finansielle system og undgå megakriser, som den vi har gennemlevet det sidste tiår.

Til gengæld kan man naturligvis godt gendrive et par generelle misforståelser eller mere eller mindre bevidste mistolkninger af den aktuelle situation.

Tag nu Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, der – ligesom andre politiske EU-modstandere – som udgangspunkt er imod alt fælles-europæisk og derfor er nødt til at argumentere baglæns for at få kæden til at hænge sammen.

Således lyder hovedpåstanden fra den kant, at Danmark kommer til at betale for andre landes (sydeuropæernes) fallerede banker. Og det lyder jo heller ikke for godt. Hvis det altså var sandt. Og det er det så ikke.

Flydtkjær ville, hvis han læste på lektien, vide, at erfaringer, vi foreløbig har haft med Bankunionen ikke giver belæg for påstanden eller frygten. For de erfaringer, vi har med Bankunionen, viser noget helt andet. 

De tre banker, der er krakket, er alle blevet afviklet, uden at det har kostet EU-kroner. Den spanske bank blev afviklet uden offentlige midler, og de to italienske blev afviklet internt i Italien.

Læg dertil en spritny analyse fra Nationalbanken, der en gang for alle slår fast, at risikoen for, at vi i Danmark kommer til at hæfte for de sydeuropæiske bankers krak, er minimal.

Bankunionen er bygget op omkring et bail-in-princip der betyder, at hverken stat eller skatteydere skal til lommerne, men i stedet aktionærer og kreditorer.

Lad os få fakta på bordet
Det andet hovedargument, som fylder en del hos modstandere og skeptikere, er påstanden om, at en Bankunion ikke vil afhjælpe skandaler som de aktuelle om hvidvask og udbytteskat. 

Naturligvis er det korrekt, at en Bankunion ikke alene vil fjerne skandaler fra jordens overflade eller forhindrer al fremtidig kriminalitet. Men det er da heller ikke det, vi i Venstre påstår. Til gengæld siger vi, at tilsynsmyndigheden i Bankunionen utvivlsomt vil kunne gøre det sværere for samfundets banditter i habitter at dække deres spor.

Det betyder ekstra øjne på ledelsen i de europæiske banker, i forhold til om de er rustede til at håndtere kriser som hvidvask.

I Venstre er vi stadig afventende over for et endeligt ja til Bankunionen, men vi vil bekæmpe skattesnyd- og svindel med næb og kløer. Og kan en deltagelse i Bankunionen hjælpe os med at tage et skridt i den rigtige retning, så er det absolut et argument, der taler for at gå den vej.

Alt for ofte lader vi vores holdninger styre af frygt frem for fakta, og det gavner på ingen måde vores beslutningskraft. Lad os i stedet få fakta på bordet, når der skal træffes beslutninger. Især i et så vigtigt spørgsmål om Europas finansielle fremtid og vores fælles sikkerhed for håndteringen af pengene.   

 

Forrige artikel DI: EU-Parlamentet vil gøre livet sværere for små platformsøkonomier DI: EU-Parlamentet vil gøre livet sværere for små platformsøkonomier Næste artikel EU i Danmark: Europæerne er ikke klimaskeptikere EU i Danmark: Europæerne er ikke klimaskeptikere
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Løkkegaards faktuelle blålys

    Løkkegaard og størstedelen af de danske politikere har i årevis vendt det blinde øje til bankernes manglende etik og samfundsmoral. Hvis Løkkegaard virkelig med næb og klør ville bekæmpe bankernes mulighed for at trække samfundet ned i en ny finanskrise så kræver det langt mere håndfast handling. Hverken EU eller de nationale myndigheder har indtil nu været istand til at modgå finanslobbyens modstand mod reelle reguleringer af banksektoren. Der er brug for opdeling af de store banker og stop for de mange giftige finansielle pyramidespil som sektoren er ekspert i at udvikle i jagten på kortsigtet profit. Det kræver et massivt folkeligt pres på politikerne fra en befolkning der er godt træt af politikernes flyverskjul bag bankunioner og andre opreklamerede forsøg på at vise handlekraft.

  • Anmeld

    Egil Rindorf

    Politikerne skal løse deres opgaver selv

    Når en politiker maner til en Folkeafstemning, som ikke er nødvendig efter Grundloven, så er det udtryk for uansvarlighed. For hvad skal vi overhovedet med politikerne, hvis de ikke selv magter at løfte det ansvar de har lovet at bære, for at lede landet. Folkeafstemninger betegnes af nogle som direkte demokrati. Men det har intet med demokrati at gøre, hvis politikerne reducerer deres eget ansvar til at tage beslutninger i folkekære sager, som de magter at forstå og forklare, og fravælger at træffe beslutninger i sager, som de ikke tror giver så mange stemmer på valgdagen. Det undergraver simpelthen demokratiet, hvis politikerne bliver så bange for deres egen skygge. Man kan måske ikke helt undre sig over, at Socialdemokratiet tyr til den slags, for det kan man føle sig foranlediget til, når man ikke selv har et reelt og holdbart politisk program, at gå til valg på. Så må man prøve at snige sig udenom en seriøs og fagligt kompleks beslutning ved at sige, at den skal til folkeafstemning. Underforstået: Socialdemokratiet aner ikke deres levende råd, for de frygter at falde igennem hos deres potentielle vælgere, og vil hellere snakke end at tale. Og de vil hellere lede ved at kigge ud ad bagruden end ved at sidde ved rattet.
    Det er lettere at præsentere sig som klog, når man indtager pladsen på bagsædet, og kan nøjes med at sige hvorledes man selv ville have taget det seneste vejsving. Men det er meningsløst, hvis man gerne vil fremstå som et regeringsbærende parti. Det er for øvrigt også opskriften på en ny gang løftebrudsdebat, for når folk ikke præsenteres for en samlet politik, så danner vælgerne hver især deres eget sæt af forventninger - og så kan Socialdemokratiet jo stort set kun skuffe over hele sendefladen