Farvel er et spring ud i friheden

Ved næste valg siger gruppeformand Knud Erik Kirkegaard (K) farvel til Folketinget. 18 år på Christiansborgs gange får en ende. En tid der bød på ministerpost, men også Tamilsag og et blodigt formandsopgør, der har sat sig dybe spor.
Kristian Lund Pedersen

Jeg kan selv i dag ikke forstå, hvordan det kunne gå så galt. Men det gik rigtig galt, og hvis vi ikke havde fået det rettet op, så havde vi i hvertfald ikke siddet i regering i dag, og spørgsmålet er, om vi overhovedet var overlevet som parti.

Knud Erik Kirkegaard (K)
Gruppeformand - om formandsopgøret hos De Konservative
Fakta
Knud Erik Kirkegaard - Blå bog:

Født 17. maj 1942 i Sevel Sogn, Ringkøbing.
Lærereksamen Nr. Nissum Seminarium i 1965.
Årskurser i psykologi og skolevejledning 1977-78.

Kandidat i Holstebrokredsen siden 1977.
Medlem af kommunalbestyrelsen i Aulum-Haderup Kommune i 1978.
Medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse 1976-80 og 1996-98.

Medlem af folketinget for De konservative i Ringkøbing Amtskreds 10. jan. 1984 - 21. sept. 1994. og fra 31. okt. 1989.

Arbejdsminister 31. okt - 25. jan. 1993.

Formand for Den Konservative Folketingsgruppe fra 2001.

Formand for Folketingets Kommunaludvalg 1998-01.

Ordførerskaber: Uddannelse (1984-1989), Skatte- og fiskeri (1993-94), Arbejdspolitisk (1998-01) og Kommunal (2001-).


Kilde: ft.dk
Mens Christiansborg sitrer af valgrygter, sidder Knud Erik Kirkegaard (K) på sit flotte kontor og tager det hele ganske roligt. Gruppeformanden for Det Konservative Folkeparti behøver nemlig ikke bekymre sig om opstillingslister, valgmøder og plakater, den dag statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskriver valg.

Knud Erik Kirkegaard forlader Folketinget ved valget efter godt 18 år på magtens tinde. En tid som har budt på mange gode oplevelser og en ministerpost, men også skandalesager og et formandsopgør, som fuldstændig splittede Det Konservative Folkeparti.

Anderledes succesfuldt og positivt var det for De Konservative på valgaftenen den 14. juni 1984, da partiet med Poul Schlüter som partileder fik et kanonvalg med 23,4 pct. af stemmerne. Det medførte en mandatfremgang på 16, og blandt de nye ansigter var der er en sindig jyde med rod i landbruget og en lærereksamen bag sig.

Første tid i Folketinget
Det politiske engagement viste sig allerede i 10 års alderen, hvor de store landbrugspolitiske spørgsmål vakte interesse. Selvom Knud Erik Kirkegaard er opdraget i et miljø, hvor det normalt er De Radikale og Venstre, der er de dominerende partier, var det Danmarks forsvarspolitik og Sydslesvig-problematikken, som sporede ham ind på den konservative tankegang. I 1978 blev det til en plads i byrådet i Aulum-Haderup Kommune, inden drømmejobbet som folketingspolitiker blev en realitet i 1984.

0:000:00