Debat

ATV om den offentlige debat: Medier, politikere og forskere skal ’varedeklarere’ deres input

Nogle input er meninger, nogle input er ideologiske, mens andre input er evidensbaseret forskning. Det er vigtigt at tydeliggøre, hvornår man mener eller synes noget, og hvornår ved man noget, skriver Lia Leffland.

Det er vigtigt, at Christiansborg opfordrer forskere til at indgå i samfundsdebatten, siger Lia Leffland, akademidirektør for ATV. På billedet ses Morten Messerschmidt (DF).
Det er vigtigt, at Christiansborg opfordrer forskere til at indgå i samfundsdebatten, siger Lia Leffland, akademidirektør for ATV. På billedet ses Morten Messerschmidt (DF).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lia Leffland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politiserer danske forskere?

Er der tale om enkelte tilfælde eller et generelt problem, når man fra politisk side har fundet det nødvendigt at vedtage forslaget om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer?

For det er næppe formuleringen i det kontroversielle forslag, som deler vandene. Et mål om at sikre ”at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”, er jo ønskværdigt.

Temadebat

”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Sådan indledes den omdiskuterede vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet og en samlet blå blok blev enige om i slutningen af maj.

Vedtagelsen var kulminationen på en debat indledt af blandt andre Morten Messerschmidt (DF) som hævdede, at der ”i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder.”

Har Messerschmidt ret? Er han med sin skarpe kritik selv med til forværre forholdet mellem forskere og politik? Kort sagt: Er forskningsfriheden under pres?

Men både titlen og formålet bag forslaget om ’Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer’ har skabt røre. Jeg kender ikke intentionen bag forslaget, men der er ingen tvivl om, at forskningsverdenen generelt modtog det politiske initiativ med skepsis.

En nødvendig kritik, eller sparker politikerne en åben dør ind? Forskningsverdenen mener det sidste, for ovennævnte politiske retningslinjer er allerede en del af universiteternes kvalitetssikring og forskningens selvregulerende systemer.

Jeg mener, at der generelt er en høj grad af selvjustits fra forskningsmiljøerne, som kommer til udtryk i form af respons og tydeligt udtalt uenighed.

Forskere skal involveres
Skal vi finde noget positivt ved konflikten, er det, at vi igen får drøftet forholdet mellem politik og forskning. Diskussionen er langt fra ny. Hvem må i grunden politisere - og hvordan?

Løfter vi debatten ud af den konflikt, som opstod mellem (nogle) politikere og (mange) forskere, træder flere perspektiver tydeligt frem.

For det første er det vigtigt, at Christiansborg opfordrer forskere til at indgå i samfundsdebatten. Vi har brug for, at flere forskere deltager i den offentlige debat og bringer deres viden i spil. Coronakrisen har med al tydelighed vist, hvor meget videnskaben bidrager med.

Jeg er stolt af at bo i et land, hvor forskere bidrager til at finde konkrete løsninger, hvor mange forskellige fagligheder og synspunkter finder vej til debatten, og hvor der også er plads til at nuancere debatten og stille kritiske spørgsmål.

For det andet er det nødvendigt løbende at drøfte, hvor forskningen kan bidrage til gode politiske beslutninger, men også hvor ansvaret bliver politisk.

Har forskere lov til at mene noget om områder, de ikke er eksperter inden for, men som de mener noget om? Hvis dét er ensbetydende med ’uvelkommen politiseren’, risikerer forskere dermed at have mindre adgang til den offentlige debat end andre borgere

Lia Leffland
Akademidirektør, Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Igen er der gode eksempler fra covid-19-håndteringen. Forskerne analyserer risici, og politikerne bestemmer prioriteringen (vaccineudrulning, nedlukning, genåbning, værnemidler med videre).

I ATV mener vi, at det er relevant at involvere forskere i debatten om, hvad Danmark skal leve af.

Det har de ikke nødvendigvis en doktorgrad i, men ATV-medlemmer fra både forskningsverdenen, fondene og erhvervslivet er alle vigtige komponenter i det økosystem, der skal spille sammen for, at vi kan udvikle et rigt, sundt og grønt samfund.

Når der afholdes Teknologisk Topmøde den 9. november er det netop med samspillet i økosystemet for øje, at forskere, erhvervsliv, fonde, medier og politiske interessenter bringes sammen.

’Uvelkommen politiseren’
Det er vigtigt at forstå, at der kan være flere synspunkter, sandheder og fremstillinger. Derfor skal både medier som Altinget, politikere og forskere varedeklarere input til debatten. Nogle input er meninger, nogle input er ideologiske, mens andre input er evidensbaseret forskning.

Hvornår mener eller synes man noget, og hvornår ved man noget (altså forskningsbaseret viden)?

Har forskere lov til at mene noget om områder, de ikke er eksperter inden for, men som de mener noget om? Hvis det er ensbetydende med ’uvelkommen politiseren’, risikerer forskere dermed at have mindre adgang til den offentlige debat end andre borgere.

Omvendt kan man spørge, om forskere har en borgerpligt til at bringe deres viden i spil og stille den til rådighed for civilsamfundet.

Under alle omstændigheder er det uheldigt, hvis kritik afskrækker forskere fra at bidrage til debatten. Både en finsk og senest en dansk undersøgelse viser, at forskere trækker sig fra den offentlige debat. 

De største trusler mod samfundsdebatten består i misinformation, desinformation og at forhindre nogen i at komme til orde. Jo større åbenhed og lyst til debat des bedre.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00