Radikale: Forskningsfriheden er under pres - men ikke fra 'aktivistisk forskning'

Forskningsfriheden er presset. Presset kommer imidlertid ikke fra ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, men fra det politiske pres, der udøves i debatten, skriver Stinus Lindgreen (R).

Stinus Lindgreen (R) mener, at debatten om forskningsfrihed og såkaldt 'aktivistisk forskning' bygger på nogle grundlæggende misforståelser.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stinus Lindgreen

MF (R), regionsrådsmedlem (R), Region Hovedstaden

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ingen hemmelighed, at jeg mener, forskningspolitik fylder alt for lidt i den offentlige debat. Det er ellers helt afgørende i forhold til en række generelle problemstillinger - eksempelvis grøn omstilling, epidemihåndtering og digitalisering.

Temadebat

”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Sådan indledes den omdiskuterede vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet og en samlet blå blok blev enige om i slutningen af maj.

Vedtagelsen var kulminationen på en debat indledt af blandt andre Morten Messerschmidt (DF) som hævdede, at der ”i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder.”

Har Messerschmidt ret? Er han med sin skarpe kritik selv med til forværre forholdet mellem forskere og politik? Kort sagt: Er forskningsfriheden under pres?

Før sommerferien havde vi endelig en debat i Folketingssalen om forskningspolitik, hvor ministeren skulle forholde sig til, om der var problemer med “overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer.”

Desværre byggede debatten og flere af indlæggene i mine øjne på nogle helt grundlæggende misforståelser.

Resultatet blev som bekendt en bredt vedtaget tekst, hvor det er særligt beskæmmende, at regeringspartiet og forskningens egen minister bakkede op.

Misforståelser gentages
En sådan vedtagelse er ikke en uskyldig gestus, men sender et stærkt politisk signal til landets forskningsinstitutioner. Derfor er det heller ikke overraskende, at det skabte røre i forskningsmiljøerne, fordi teksten implicit antager, at der er et problem. Endda et så omfattende problem, at det påkalder sig opmærksomhed fra Folketing og minister.

Det var dog svært at få et klart svar på, hvad problemet reelt er - både i salen og efterfølgende. Den daværende socialdemokratiske ordfører havde et indlæg i Politiken, der vist nok skulle forklare sagen, men som bare ikke handlede om forskning, men om alt muligt andet.

På samme måde gentages flere misforståelser i indlæggene i denne debatserie. Eksempelvis foreslår DF’s ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl at etablere et forskningsnævn til at håndtere mulige sager - men sådan en struktur eksisterer allerede både på de enkelte universiteter og nationalt i særligt grelle tilfælde.

Venstres ordfører Ulla Tørnæs klandrer forskere for ikke at deltage i debatten og være lukkede for faglig kritik, men overser, at hele grundlaget for forskning er faglig kritik (hvilket lever i bedste velgående), og at netop den politisering, som vedtagelsesteksten symboliserer, lukker munden på forskerne - det er netop én af pointerne fra Camilla Gregersen.

Jeg er selv varm fortaler for fri forskning, og her har jeg altid haft opbakning fra særligt DF og LA. Derfor kan det undre, at netop de to partier er bannerførere i en kampagne, der - bevidst eller ej - risikerer at ramme netop forskningsfriheden
Stinus Lindgreen
Forskningsordfører, Radikale Venstre

Det er en gevinst for alle, når forskere blander sig i og kvalificerer den offentlige debat. Det skal vi opfordre flere til. Naturligvis skal de så kunne tage imod kritik ligesom alle andre, og det er forskere om nogen vant til.

Men der er forskel på kritik og uenighed på den ene side og udskamning med beskyldninger om uvidenskabelig adfærd på den anden. Det sidste er med til at dræbe debatten og få forskere til ikke at ville dele deres viden. Det bliver vi alle dummere af.

Politisk pres
Vi skal værne om forskningsfriheden, for den er presset. Men presset kommer ikke fra ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, sådan som det fremføres. Jeg kan til gengæld pege på andre udfordringer.

Der er det politiske pres, som illustreres af netop denne debat. Når politikere udskammer navngivne forskere eller kalder hele forskningsmiljøer for uvidenskabelige, så kortslutter man den normale, faglige proces, der kritiserer og udvikler vores viden og er i stedet med til at begrænse forskernes frihed.

På samme vis er det et problem, når balancen mellem frie og strategiske forskningsmidler bliver for skæv. I værste fald betyder det, at det er os politikere, på Christiansborg, der sætter retningen for forskningen i Danmark, i stedet for at have tillid til forskerne.

Særligt når basismidlerne er bundet til alt mulig andet end til at understøtte den enkelte forsker og den basale forskning, som de burde gå til.

Det er afgørende, at uanset hvor midlerne kommer fra, så må forskningen og resultaterne aldrig blive farvet af dem, der giver bevillingen – hvad enten det er private virksomheder, offentlige myndigheder eller konkurrenceudsatte fondsmidler.

Jeg er selv varm fortaler for fri forskning, og her har jeg altid haft opbakning fra særligt DF og LA. Derfor kan det undre, at netop de to partier er bannerførere i en kampagne, der - bevidst eller ej - risikerer at ramme netop forskningsfriheden, og det er trist, at så mange partier ikke indser, hvad de bidrager til.

Læs også