Debat

DI: Kunstig intelligens kan gøre alle dygtigere – undervis studerende i at bruge teknologien

Det er vigtigt at bevare den kritiske sans, men studerende bør undervises i brug af kunstig intelligens. For det er forventningen på arbejdsmarkedet, at medarbejderne kan bruge de værktøjer, der findes, skriver Mikkel Haarder fra Dansk Industri.

Brug af generativ AI i læring bør deklareres svarende til brug af referencer og kilder, som man traditionelt har gjort på universiteterne, skriver Mikkel Haarder.
Brug af generativ AI i læring bør deklareres svarende til brug af referencer og kilder, som man traditionelt har gjort på universiteterne, skriver Mikkel Haarder.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mikkel Haarder
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

ChatGPT og generativ AI har taget os alle med storm og vendt op og ned på hverdagen på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.

Teknologierne har i løbet af kort tid forvandlet daglige rutiner og udfordret vores traditionelle opfattelse af undervisning og læring. Det udfordrer eksamensformerne. Og de store spørgsmål melder sig: Er AI enden på verden, som vi kender den? Hvordan bruger vi de nye muligheder fornuftigt? Er det bare fornuftig videreudvikling af opfindelser som kuglerammen, regnemaskinen, trykkerierne og Googles søgefunktion? Og måske vigtigst af alt: Bliver vi klogere eller dummere af at bruge det?

Kunstig intelligens er ikke noget nyt. Men alligevel har ChatGPT og andre sprogmodeller taget de fleste på sengen. Inden for det seneste år er de gået hen og blevet en helt naturlig del af hverdagen både på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og i privaten.

Det ville være mærkeligt, om ikke vi i skolen lærte de unge at bruge mulighederne i generativ AI til at blive bedre til at skrive en tysk stil.

Mikkel Haarder
Underdirektør, DI

Og det er som udgangspunkt godt, for i teknologien er der et kæmpe potentiale for, at vi alle sammen kan mere og bliver meget dygtigere.

Kunstig intelligens skal ind i undervisningen

Teknologiske fremskridt har altid været en drivkraft for udviklingen af verden. Derfor skal vi først og fremmest fokusere på de muligheder, sprogmodeller og AI fører med sig. Vi skal have en positiv tilgang til brugen af teknologi.

Men det er afgørende, at vi bevarer den kritiske sans og støtter os til et sæt spilleregler for, hvordan generativ AI kan bruges. Hvis vi skal have den fulde valuta af den nye teknologi, skal vi holde tungen lige i munden.

Først og fremmest skal vi have kontrol over generativ AI, når vi bruger det i læringssammenhænge. Det betyder blandt andet, at generativ AI i læring ikke kan stå alene, men altid kun bør være støtteredskab. Eksempelvis bør det være soleklart, at ChatGPT ikke skal og bør skrive en komplet universitetsopgave selv.

Læs også

Det ville være mærkeligt, om ikke vi i skolen lærte de unge at bruge mulighederne i generativ AI til at blive bedre til at skrive en tysk stil. For det er selvfølgelig forventningen ude på arbejdsmarkedet, at medarbejderne kan bruge de værktøjer, der findes til at kommunikere bedre, lave bedre beregninger, afsøge flere alternativer, trække på viden på flere sprog og så videre.

Temadebat

Hvad stiller vores universiteter og forskning op med kunstig intelligens?
Kunstigt intelligente chatbots er efterhånden blevet en del af hverdagen de danske campusser. 

Med en enkelt kommando kan forskere og studerende hurtigt få svar på alverdens spørgsmål. Derfor spørger Altinget Forskning nu: Hvordan bør universiteter og forskere forholde sig til kunstig intelligens?

Se oplægget til debatten og panelet lige her.

Om Altingets temadebatter
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive til [email protected] for at høre om mulighederne.

Men det er en udfordring for eksamensformerne at bruge AI, så eksamen afspejler den virkelighed, vi skal forberede os på. Den udfordring skal løses.

Brug af kunstig intelligens skal deklareres

Vi skal også tage højde for varierende risici i læring. Eksempelvis at der er risiko for vildledning eller manglende læringsudbytte.

Et studie fra Minnesota viser, at kunstig intelligens kan forbedre resultaterne for de svageste studerende, men at det samtidig trækker de stærkeste elevers resultater ned. Det kan muligvis skyldes, at de stærkeste studerende vælger den letteste løsning og dermed slækker på deres kritiske sans. Det skal vi naturligvis undgå. Vi skal derimod bruge AI til at kunne udfordre alle elevgrupper passende.

En anden faldgrube er, at GPT-4 og andre nye generative AI-modeller baserer sig på store mængder data, og selv om datakvaliteten generelt er høj, skal vi være opmærksomme på, at bias kan forekomme. Det stiller igen krav til den enkeltes kritiske sans i forhold til de resultater, kunstig intelligens skaber.

Af samme årsag bør al brug af generativ AI i læring deklareres svarende til brug af referencer og kilder, som man traditionelt har gjort på universiteterne. Vi skal vide, hvad vi har med at gøre, når vi læser tekst, der er genereret af AI.

Generativ AI skal ikke ses som en erstatning, men som et kraftfuldt redskab på linje med andre forbedrende redskaber

Mikkel Haarder
Underdirektør, DI

Ikke en erstatning

Der er også behov for, at vi løbende eksperimenterer med og tester generativ AI i læring. Test og eksperimenter skal foregå i kontrollerede miljøer, og undervisere og studerende skal klædes på i forhold til at forstå muligheder og begrænsninger ved brug af generativ AI i læring. Det betyder også, at vi skal forske i brugen af generativ AI – gerne i et samspil mellem flere videnskabelige traditioner, Eksempelvis så forskellige som datalogi og antropologi.    

Sidst men ikke mindst bør brugen af generativ AI i læring altid understøtte formålet med læring og omfavne danske læringsværdier og didaktiske principper. Vi skal bevare vores nysgerrige, løsningsorienterede, samarbejdende og kritiske tilgang til viden og resultater.

Generativ AI skal ikke ses som en erstatning, men som et kraftfuldt redskab på linje med andre forbedrende redskaber, som bruges i undervisning og på arbejdspladser til at frigive tid og kræfter til nye opgaver og nye ideer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Haarder

Underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed, Dansk Industri
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00