Docent: Nye fag i pædagogik og praksiskundskab kan skabe bedre rammer for pædagogstuderende

Der er forskel på et fag, der giver en dyb indsigt i, hvad der er i spil i pædagogisk arbejde og udøvelsen af pædagogik. Forholdet mellem teori og praksis er ikke ligetil. I den nuværende uddannelse har man forsøgt at sætte det vanskelige forhold i parentes ved at gå udenom faget pædagogik. Man har simpelthen forsøgt at definere, hvilken viden og hvilke færdigheder der skal til, for at man kan udføre pædagogisk arbejde.

Resultatet er et sammensurium af videns- og færdighedsfragmenter, som underviserne i den grad skal anstrenge sig for at få formidlet på en minimal meningsfuld og sammenhængende måde. Dette anerkendes i dag af stort set alle, der har en interesse i pædagoguddannelsen. Det er dog forskelligt, hvad man vil gøre ved det.

Nogle vil arbejde for bedre videns- og færdighedsmål, andre mener, at de helt af sig selv bliver bedre, hvis de bliver mere rettet mod et afgrænset arbejdsfelt. Her giver jeg et andet bud, der anerkender, at forholdet mellem teori og praksis ikke er, og heller ikke bliver, ligetil.

Det bunder i, at pædagogik er noget særligt, og ikke en opgave, der bliver udført, men et virke, der udøves. Det er ikke en ny indsigt – det er såmænd den indsigt, der ligger til grund for den pædagogiske teori og praksis, som de har udviklet sig i de sidste 300 år.

Pædagogik er både jordnært og højtravende
Forholdet mellem teori og praksis er ikke ligetil. Men der findes pædagogisk teori, og der findes pædagogisk praksis. Pædagogisk teori repræsenterer forståelser af, hvad der er i spil i pædagogisk praksis. I opdragelse og pædagogik er der blandt andet værdier i spil. Det handler om, hvad vi vil og kan med børn, unge og voksne, der har brug for pædagogisk støtte. Og vi vil meget med dem.

Vi vil, at de kan fungere i hverdagssammenhænge. Vi vil også, at de kan noget mere end det, og derfor skal de lære noget. Vi vil også, at de kan overtage og videreudvikle et samfund karakteriseret af åndsfrihed og demokrati.

I disse år bliver vi mindet om, at pædagogisk arbejde ikke er noget, man kommer sovende til. Det er på en gang hverdagsagtig, banalt og jordnært og komplekst og højtravende

Jan Jaap Rothuizen
Docent på pædagoguddannelsen, Via University College

I disse år bliver vi mindet om, at det ikke er noget, man kommer sovende til. Vi vil, at de kan formgive deres eget liv, trives, få et godt liv. Pædagogisk arbejde er på en gang hverdagsagtig, banalt og jordnært og komplekst og højtravende. Man må forvente at en pædagog har indsigt i det, kan finde hoved og hale i det, forstå og fortolke, hvad det er for en opgave, hun tager på sig, og hvordan den kan forvaltes.

Indsigten i det pædagogiske er grundlaget for et pædagogløfte, som, modelleret efter lægeløftet, kan lyde sådan: ”Jeg ved, at mine forretninger som pædagog stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende, at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn.”

Derfor skal vi have pædagogikfaget tilbage.

Tid til at udøve, undersøge og udvikle
Men forholdet mellem teori og praksis er komplekst. Et løfte alene gør det ikke, selvom det heller ikke går uden det løfte. Derfor skal der også være et gennemgående fag, der kan hedde ”praksiskundskab.”

Kundskab er mere end viden og mere end færdigheder. At have kundskab er at være fortrolig med noget. Fortroligheden forbinder udøveren af pædagogik med den verden, hvori pædagogikken foregår. Kundskaber er broer mellem person og den verden, man har sit virke i. Det er derfor, man kan tale om, at pædagogik udøves eller praktiseres. Fortroligheden kan opnås gennem udøvelse, og derfor skal udøvelse fylde i uddannelsen. I praktikken, men også i udøvelse af æstetiske, kreative og kropslige fag. Men dermed er det ikke gjort.

I udøvelsen støder man på problemer og besværligheder, som man ikke er fortrolig med, og hvor kundskaberne ikke slår til, men må aktiveres. Det skal undersøges – hvad er der i spil her?

Jan Jaap Rothuizen
Docent på pædagoguddannelsen, Via University College

For i udøvelsen støder man på problemer, besværligheder, overraskelser – altså noget, som man ikke er fortrolig med; der, hvor kundskaberne ikke slår til, men må aktiveres. Det skal undersøges – hvad er der i spil her?

Måske har man her glæde af sit pædagogikfag eller af et andet fag. Og så må man prøve sig frem igen, gøre det lidt bedre, komme lidt nærmere balancering og realisering af de pædagogiske mål. Det er dynamikken i pædagogisk arbejde, at man skal være en dygtig udøver, der også kan undersøge og udvikle. Derfor skal det også være et gennemgående element i en ny uddannelse. Praksiskundskab – et fag, hvor man udøver, undersøger og udvikler pædagogisk praksis.

Pædagogik og praksiskundskab gør ikke teori-praksis forholdet ligetil. Men disse to fag sætter en ramme for, at de studerende kan dygtiggøre sig. De sætter også en ramme for, hvordan pædagoger uddannes: de studerende må tages alvorligt som personer, der vil tilegne sig pædagogiske forholdemåder, ikke bare viden og færdigheder.