Ingeniørstuderende: Fokus på beskæftigelse gambler med fremtiden

Af Sebastian Molbech Hansen
Formand, Polyteknisk forening

Ministeriet lægger op til, at et nyt bevillingssystem skal være baseret på kvalitet, beskæftigelse og regionale hensyn. Ideen, mener jeg, er god nok – der er ingen, der ønsker lavere kvalitet eller arbejdsløshed, og det er vigtigt, at man kan videreuddanne sig, uanset hvor i landet man bor. Dog sætter jeg spørgsmålstegn ved, om alle tre parametre bør indgå i et bevillingssystem, eller om det er problemstillinger, der kan løses på anden vis.

Mange aspekter skal spille sammen
Når man læser indlæggene i denne debat, lader det til, at der er generel enighed om, at et nyt bevillingssystem skal fokusere på kvalitet. Det er jeg også selv meget enig i. Hvordan man så definerer kvalitet i forhold til et bevillingssystem, er der delte meninger om.

Her vil jeg gerne som ingeniørstuderende pointere, at der er mange aspekter, der skal spille sammen for at opnå den nødvendige kvalitet i min uddannelse.

Eksempelvis er det vigtigt, at jeg får undervisning af kompetente forelæsere, og at jeg har mulighed for at snakke med professorer og undervisere uden for forelæsningerne for at forstå særligt svært stof. Hvorvidt konfrontationstimer er lige så vigtige på alle uddannelser, og om det er noget man generelt kan måle kvalitet på, tør jeg dog ikke udtale mig om.

Et andet vigtigt parameter er, at jeg har adgang til moderne laboratoriefaciliteter og udstyr af høj kvalitet, så jeg har mulighed for at få praktisk erfaring. Som ingeniørstuderende er det også relevant at lave projekter i samarbejde med erhvervslivet, og som formanden for Pharmadanmark, Rikke Løvig Simonsen skriver, tror jeg også, at det vil sænke ledigheden umiddelbart efter færdiggjort uddannelse, hvis man allerede har en fod inden for en arbejdsplads.

Som vores nye Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs selv skriver, er det ikke nemt at forudsige, hvordan arbejdsmarkedet ændrer sig, fra de studerende starter på en uddannelse, til de er færdige kandidater.

Sebastian Molbech Hansen
Formand, Polyteknisk forening

Giver ikke mening at uddanne sig til arbejdsløshed
Netop ledighed/beskæftigelse er nævnt som et muligt parameter i et nyt bevillingssystem. Der er ingen tvivl om, at et af formålene med en videregående uddannelse er at få et arbejde, og der er ingen, der har gavn af at ”uddanne sig til arbejdsløshed”, som er et udtryk, man lidt for ofte hører. Når man vælger at uddanne sig til ingeniør på DTU, spiller det helt sikkert ind, at man har gode udsigter til job efter sin uddannelse.

Men jeg mener ikke, at beskæftigelsesstatistikker bør spille ind på bevillingen til uddannelserne. Som vores nye Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs selv skriver, er det ikke nemt at forudsige, hvordan arbejdsmarkedet ændrer sig, fra de studerende starter på en uddannelse, til de er færdige kandidater.

Baserer man bevillinger på beskæftigelsesstatistikker, får man et bagudskuende system, og det virker i mine øjne i modstrid med at skulle uddanne kandidater, der skal forme fremtidens samfund. I debatten bliver der også lagt vægt på, at et bevillingssystem baseret på beskæftigelse vil skabe stor usikkerhed omkring universiteternes økonomi grundet fluktuationer i statistikkerne, hvilket kun kan være skadeligt.

Decentral dimensionering
I stedet bør man undgå at ”uddanne til ledighed” ved at foretage en dimensionering af uddannelserne i de faglige miljøer på institutionerne. DTU er selvdimensionerende ved, at de faglige miljøer har god kontakt til aftagerne af vores kandidater og derved har en føling med, hvor mange ingeniører inden for de forskellige fag, der er brug for.

Dette er en langt bedre måde, end at der centralt foretages en dimensionering, hvor eksempelvis ”alle uddannelser hvor ”design” indgår i titlen skæres ned”. Problemet med det nuværende system er netop, at det skaber incitament for at få så mange studerende igennem som muligt. Hvis dette incitament fjernes i et nyt system, tror jeg, at selvdimensionering vil være en bedre løsning end at give bevillinger på baggrund af ledighedsstatistikker.

Jeg er spændt på at følge udviklingen, men er glad for at læse at ministeren fortsat lægger op til at processen med at lave et nyt bevillingssystem er en opgave, der skal løses i fællesskab med både uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og studerende.