Lektor: Balancér forskning og undervisning

Af Rie Troelsen
Lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

”Adskil forskning og undervisning” var overskriften på mit seneste debatindlæg om kvaliteten i at have undervisere, der både var gode til og kunne lide at undervise på universiteterne. Overskriften var måske en kende skarpt optrukket, og debatindlægget foranledigede da også kommentarer fra bl.a. Berit Eika, prorektor for uddannelse på AU, om kvaliteten i netop at gøre det modsatte, nemlig at forene forskning og undervisning.

Berit skriver, at forskningsbaseret undervisning er et af universiteterne fremmeste kendemærker, og at give universiteterne lov til at vægte enten forsknings- eller undervisningskompetencer højest i en ansættelsessituation ville drive en kile ned gennem dette helt særegne træk ved universiteternes grundlag.

Jeg er faktisk enig. Det er vigtigt og en stor kvalitet, at universiteterne kan levere forskningsbaseret undervisning for bl.a. at introducere de studerende for nysgerrigheden og engagementet i at opnå ny viden. Og det er også vigtigt og en stor kvalitet, at universiteterne har mulighed for at levere undervisningsbaseret forskning, hvor forskerne bl.a. kan lære nyt om deres forskningsfelt ved at formidle til og få stillet spørgsmål fra andre end deres forskningskolleger.

Men hvis jeg nu skal spille djævelens advokat, så kan jeg spørge: Hvis det er en fuldstændig uomgængelig værdi på universitet, at alle forskere skal undervise, og at alle undervisere skal være forskere, hvorfor er det så muligt via fx eksterne forskningsbevillinger at købe sig ”undervisningsfri” i op til flere semestre? Og hvorfor er det muligt at ansætte eksterne lektorer, som ikke er forskere, til rene undervisningsopgaver?

Forskning og undervisning skal skabe balance
Svaret handler for mig at se om, at forskning og undervisning bliver – og skal være – balanceret, frem for altid ligestillet. Forskning og undervisning kan ikke undvære hinanden, men balancen mellem dem kan være forskellig. Som når en voksen og et barn vipper, må den voksne sidde lidt tættere på midten for at skabe balance, og for at det er sjovt for både barn og voksen at vippe.

Forskning og undervisning kan ikke undvære hinanden, men balancen mellem dem kan være forskellig.

Rie Troelsen
Lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

På samme måde kan forskning og undervisning enten være fuldstændig ligestillede eller den ene vægte en smule højere end den anden for at skabe balance og for at det er givende for begge dele. Ikke automatisk og ikke altid, men efter reflekteret og strategisk vurdering af enten den enkelte medarbejders kompetencer eller forskningsfeltets/uddannelsens aktuelle behov.

Som fx på University of St. Andrews, hvor man efter to års ansættelse kan ansøge om forfremmelse inden for én af tre kategorier: forskning, forskning-undervisning eller undervisning. I alle tre kategorier bliver man bedømt på både forskning, undervisning og administration, men ud fra forskellige kriterier. Eller som fx på Vrije Universiteit Amsterdam, hvor den fremtidige vision for uddannelse indebærer, at erfarne forskere har muligheden for at skifte fokus til undervisning. Universitetet understøtter således med særlige stillinger og fornøden efteruddannelse ansatte, som vil balancere forskning og undervisning forskelligt.

Anerkendelse af undervisning
Både når vi taler om forfremmelse og særlige stillinger, taler vi om anerkendelse af undervisning på (mindst) lige fod med forskning. Anerkendelse af undervisning kan (og skal) ligeledes ske på andre måder, så som uddeling af undervisningspriser, italesættelse af kriterier for den gode undervisning gennem fælles standarder og brugen af undervisningsportfolio i både ansættelsessituationer og ved MU-samtaler.

Ja, faktisk kan man hente inspiration til mange flere måder at anerkende undervisning på i den over 10 år gamle publikation Recognising and rewarding excellent teaching (Gibbs & Habeshaw 2002), men en måde at anerkende undervisning på, som sjældent bliver nævnt, er dog også tilstedeværelsen af de universitetspædagogiske enheder.

I lighed med universiteternes forskerstøtteenheder og EU-projektkontorer, der står til rådighed for de ansattes forskningsarbejde, tilbyder de pædagogiske enheder universitetspædagogikumforløb, dagskurser, individuel sparring og anden praksisnær kompetenceudvikling til alle undervisere med et behov og/eller lyst til at videreuddanne sig. At have en eller flere kompetente og ressourcestærke universitetspædagogiske enheder, er i høj grad også at anerkende undervisningsdelen af de ansattes virke, så såvel ansatte som universitet har mulighed for at balancere forskning og undervisning.