Prorektor: Foren forskning og undervisning

Af Berit Eika
Prorektor for uddannelse, Aarhus Universitet

Lektor Rie Troelsen foreslår i et debatindlæg her på Altinget, at universiteterne bevæger sig væk fra dogmet om, at videnskabeligt ansatte både skal kunne forske og undervise. I stedet skal universiteterne vægte kravene til undervisnings- og forskningskompetencer forskelligt, når man ansætter videnskabelige medarbejdere.

Groft sagt giver forslaget mulighed for at ansætte topforskere uden de store undervisningskompetencer og top-undervisere uden forskningskompetencer, der kan tage sig af de førsteårsstuderende.

Rie Troelsen peger på noget helt centralt: at universiteternes ansættelsespolitik er én af nøglerne til at styrke uddannelserne.

Men hvis det blev til lov, så ville man risikere at drive en alvorlig kile ind mellem forskning og uddannelse. Og dermed ville man fratage universiteterne ét af deres vigtigste kendemærker: at de studerende undervises af folk, som forsker, og som derfor stadig selv er i gang med at lære.

Værdien af forskningsbaseret undervisning er ikke kun, at man får indsigt i den nyeste udvikling fra de dygtigste hjerner inden for et fagområde. Det handler også om at mærke varmen fra den ild, der brænder bag forskerens øjne og ord. Om at kende værdien af nysgerrighed. Det er ikke mindre vigtigt for førsteårsstuderende, der også bør undervises af topforskere.

Der er ikke nogen snuptagsløsninger, når det gælder om at sikre en høj uddannelseskvalitet.

Berit Eika
Prorektor for uddannelse, Aarhus Universitet

Hvordan måler man god undervisning?
Det er derfor, Aarhus Universitet lægger stor vægt på uddannelse såvel som på forskning, når vi opslår videnskabelige stillinger.

Der er ingen tvivl om, at kravet om, at forskere også skal være dygtige undervisere, giver en udfordring, når man skal ansætte en lektor eller en professor. For mens der er nogenlunde konsensus om, hvordan man kan bedømme en ansøgers forskningsresultater, så kan det være sværere at gennemskue og sammenligne undervisningskompetencer.

Ansættelsen af forskere sætter dermed en helt central problematik på spidsen: hvad er god undervisning, og hvordan vurderer man det?

Jeg kan ikke prale af at have et entydigt svar. Men en del af løsningen er at sikre, at undervisning er et centralt tema; ikke bare, når man opslår en stilling, men også når man bedømmer ansøgere og i den løbende kompetenceudvikling af videnskabelige medarbejdere.

Aarhus Universitet har siden 2005 stillet krav om, at alle ansøgere til faste forskerstillinger også leverer en såkaldt undervisningsportfolio – en oversigt over deres kvalifikationer og erfaringer med undervisning.

På den måde har man en bedre mulighed for at vurdere ansøgernes evner og vilje til at formidle deres viden og nysgerrighed videre til de studerende.

Samtidig indgår arbejdet med portfolioen i adjunkternes uddannelsesforløb, så vi sikrer, at undervisning og lysten til at udforske nye læringsmetoder er en integreret del af kulturen hos fremtidens videnskabeligt ansatte.

Det er nemlig en bred kulturændring, der er behov for, når vi vil løfte undervisningens prestige. Andre elementer er at sikre en stærk kompetenceudvikling af underviserne og samtidig styrke og støtte de studie- og uddannelsesledere, der har centrale roller i de lokale fagmiljøer.

Der er ikke nogen snuptagsløsninger, når det gælder om at sikre en høj uddannelseskvalitet. Men målet med forskningsbaserede uddannelser er og bør være at forene uddannelse og forskning; ikke adskille dem.