Debat

Lektor: Adskil forskning og undervisning

DEBAT: Universiteterne kan blive bedre til at tage strategisk stilling til, om undervisning eller forskning i specifikke tilfælde skal vægtes højest, skriver Rie Troelsen, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.

<b></b>Kvalitet i uddannelsen vil være at lade de engagerede forskere udføre forskning, og de engagerede undervisere udføre undervisning, så hverken de eller de studerende kommer til at kede sig. Det mener Rie Troelsen,&nbsp;lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
Kvalitet i uddannelsen vil være at lade de engagerede forskere udføre forskning, og de engagerede undervisere udføre undervisning, så hverken de eller de studerende kommer til at kede sig. Det mener Rie Troelsen, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rie Troelsen
Lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

The students were bored. And quite frankly, I was bored too!” Sådan svarede en underviser ved et amerikansk universitet mig, da jeg spurgte, hvorfor han deltog i det kursus om nye aktiverende undervisningsmetoder, som vi netop på det tidspunkt holdt en velfortjent pause fra.

Episoden fandt sted på San Diego State University, hvor jeg var på besøg som visiting scholar for at blive inspireret og udveksle erfaringer om, hvordan man kan understøtte undervisere i deres ønske om at forbedre deres undervisning – og hvordan man i det hele taget kan bedrive pædagogisk kompetenceudvikling.

Svaret har bidt sig fast i min bevidsthed som et præcist og sigende billede af den stærkeste drivkraft i pædagogisk kompetenceudvikling på universitetsniveau; underviseres lyst til ikke at kede sig, men at have det sjovt med at undervise.

Fakta
Forskningsdebatten på Altinget: forskning har til formål at fokusere og styrke den forskningspolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: forskning derfor forskere, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for forskningsområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.
Send dit indlæg til [email protected]

Så til debatten om kvalitet i undervisningen – sammen med krav om forskningsbaserethed, mål om høj gennemførsel og lavt frafald, employability og alle de andre faktorer, vi plejer at definere undervisningskvalitet ved - hører vel også, at underviseren, der skal levere kvalitetsundervisningen, faktisk bryder sig om at levere undervisning.

Jeg har været involveret i pædagogisk kompetenceudvikling via adjunktpædagogikum, pædagogisk konsulenttjeneste og universitetspædagogiske kurser i al almindelighed igennem de seneste 16 år, og min erfaring siger mig, at der heldigvis er rigtig mange undervisere, som faktisk bryder sig om at undervise. Og langt de fleste er gode til det og vil gerne blive bedre. Men der er også nogle, som ikke er gode undervisere og ikke synes, at det er sjovt at undervise. De vil meget hellere bare forske.

Lad os se det i øjnene; der er stadig et stykke vej endnu førend undervisningskvalifikationer vægtes på højde med forskningskvalifikationer i en ansættelsessituation.

Rie Troelsen
Lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

Stadig et stykke vej
De underviser dog alligevel, fordi forskning og undervisning på universitetet er ligestillet. Universitetet er både en forskningsinstitution og en uddannelsesinstitution, siger vi, og i vores bestræbelser på at give undervisningsdelen lige så meget status som forskningsdelen, forsøger vi med incitamentsstrukturer og anerkendelsestiltag at ligestille undervisningen med forskningen. Men måske vil den sande ligestilling først opstå, når vi anerkender, at forskning og undervisning ikke altid pr. definition skal ligestilles.

At de, som ikke bryder sig om at undervise, ikke ville kunne levere kvalitetsundervisning, ligesom de, der ikke bryder sig om at forske, ikke ville kunne levere kvalitetsforskning. Dermed ikke sagt, at der her er tale om to forskellige grupper af ansatte; de gode undervisere og de gode forskere.

Vi ved fra forskning(!), at der faktisk ikke er nogen sammenhæng mellem kvalitet i forskning og kvalitet i undervisning. Nej, når jeg foreslår, at forskning og undervisning ikke pr. automatik skal ligestilles, mener jeg, at universiteterne som organisationer kan blive bedre til at tage strategisk stilling til, om undervisning eller forskning i specifikke tilfælde skal vægtes højest.

Lad os se det i øjnene; der er stadig et stykke vej endnu førend undervisningskvalifikationer vægtes på højde med forskningskvalifikationer i en ansættelsessituation. Og det giver måske heller ikke mening, at alle skal kunne alting. Måske skal vi i højere grad turde melde ud på undervisningssiden, at der er behov for nogle særlige kompetencer, ligesom vi er vant til at gøre det på forskningssiden.

Jeg forestiller mig stillingsopslag, hvor det er præcist angivet, at man søger efter en person, som godt nok har forskningskvalifikationer, men frem for alt har undervisningskompetence i fx førsteårs undervisning. Eller ansatte, hvis undervisningsforpligtelse består i alene at vejlede studerende tæt på deres eget forskningsområde og så udføre fremragende forskning for resten.

På universiteterne har vi masser af engagerede forskere og masser af engagerede undervisere. Kvalitet i uddannelsen vil være at lade de engagerede forskere udføre forskning, og de engagerede undervisere udføre undervisning, så hverken de eller de studerende kommer til at kede sig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rie Troelsen

Leder af SDU Undervisningspædagogik, lektor, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet
ph.d. i naturvidenskabsdidaktik (SDU 2003), cand.scient. i kemi og oldtidskundskab (Odense Uni. 1998)

0:000:00