Prorektor: Det er bekymrende, at fondene prioriterer det naturvidenskabelige felt

Om få år vil de private fondes midler udgøre 35-40 procent af forskningsinstitutionernes eksterne forskningsmidler. Det forudsiger Det Forsknings- og Innovationspolitiske Råd i en ny rapport.

Med så magtfulde spillere på banen er det naturligt med en kritisk diskussion af udviklingen. De store fonde er nemlig med til at ændre på dynamikken i forskningen, og effekterne er potentielt systemforandrende. 

Fondene er magtfulde i den forstand, at de er ressourcestærke, professionelle og strategisk tænkende, men de knægter næppe den enkelte forskers frihed.

Peter Kjær
Prorektor, RUC

De private fonde spiller allerede i dag en central rolle i finansieringen af dansk forskning. På flere områder er den private forskningsfinansiering fra de store private fonde vigtigere for universitetsforskningen end den offentlige fondsfinansiering.

For tiden diskuteres det, om fondene udfordrer forskningsfriheden. Det er en kompleks debat – men måske risikerer vi at skyde ved siden af målet.

Fondene er magtfulde i den forstand, at de er ressourcestærke, professionelle og strategisk tænkende, men de knægter næppe den enkelte forskers frihed.

Et strukturelt problem
Men indirekte kan de private fonde indskrænke universiteternes handlerum, hvis fondsbevillingerne kun dækker de direkte omkostninger ved forskningen og ikke de afledte omkostninger for universitetet.

Så tærer fondsbevillingerne på universiteternes tekniske og administrative infrastruktur og tvinger os til at bruge vores basisbevilling til at medfinansiere dette ’træk’. Og så er der færre midler til vores egen forskningsfinansiering - af vores fastansattes frie forskningstid. Er det et problem, der handler om frihed?

Måske, men det er måske mere passende at kalde det et strukturelt problem. Universiteterne kan stadig vælge frit, men der er trukket nogle vigtige ressourcer ud af ligningen.

Det samme kan man sige i forhold til bemandingen af videnskabeligt personale på universiteterne. Fondene kan påvirke karrierestrukturen især på juniorniveauet, blandt andet fordi de kun i begrænset omfang finansierer faste medarbejderes forskningstid, men i stedet har en tendens til at fremme rekrutteringen af løst ansatte projektmedarbejdere (ph.d.-stipendiater, postdocs, med videre).

De store fonde har selv fokus på disse udfordringer og har også signaleret en vilje til at drøfte både indirekte omkostninger og karrierestruktur. Den dialog bør absolut fortsætte.

Men selvom fondene måske ikke kan siges at true forskningsfriheden, så er der behov for at diskutere, hvordan fondene i stigende grad påvirker forskningens økosystemer.

Vi skal debattere skævvridningen

Vi har fået et skævt økosystem med udvalgte forskningsområder på hormoner – og så de andre. Er det forskningspolitisk acceptabelt?

Peter Kjær
Prorektor, RUC

Her er fondene typisk bundet af deres fundatser, men bindingen har aggregerede konsekvenser for hele universitetsforskningen og især for sundhedsforskningen.

Vi savner en debat om denne skævvridning. Både som borger og prorektor glæder jeg mig over fondsmilliarderne til proteinforskning og diabetesforskning. Eller forskning i hjernesygdomme.

Men vi er nødt til at diskutere, hvad vi stiller op med det forhold, at forskningspolitikken i øvrigt slet ikke tager bestik af den skæve finansieringsstruktur?

En struktur som ikke bare forstærker gabet mellem samfundsvidenskab/humaniora og de øvrige hovedområder, men som også skaber markant forskellige finansieringsmuligheder for forskningsmiljøerne inden for STEM-området og inden for det sundhedsvidenskabelige område.

Vi har fået et skævt økosystem med udvalgte forskningsområder på hormoner – og så de andre. Er det forskningspolitisk acceptabelt?