Stinus Lindgreen: Regeringen udviser en bekymrende ligegyldighed over for universiteterne

Det er nærmest kun regeringen selv, der bakker op om en kandidatreform. Men det er deres forfejlede og virkelighedsfjerne argumenter, der personligt generer mig mest, skriver Stinus Lindgreen.

Regeringens planer om en kandidatreform viser et fattigt syn på vores akademiske uddannelser, der alene har erhvervsliv og den korteste vej til arbejdsmarkedet for øje, skriver Stinus Lindgreen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Stinus Lindgreen

MF (R), regionsrådsmedlem (R), Region Hovedstaden

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens planer om at halvere en lang række kandidatuddannelser har mødt massiv kritik fra snart sagt alle, der har noget med området at gøre. Faktisk lader det kun til at være regeringen selv og enkelte af regeringspartiernes forskellige ungdomsafdelinger, der kan se meningen med galskaben.

Jeg kan i hvert fald ikke. Det kunne jeg ikke, da Socialdemokraterne før valget fremlagde deres planer, og det kan jeg fortsat ikke, nu hvor SVM-regeringen ser ud til at gøre alvor af det med en minister fra Moderaterne i spidsen.

Der er mange grunde til, at forslaget er både dumt, dyrt og skadeligt. Helt grundlæggende er det mig imod, når man på Christiansborg aktivt arbejder for at skabe dårligere vilkår for kommende generationer.

Dårligere uddannelser, dårligere internationale muligheder, dårligere udgangspunkt for at løse presserende udfordringer. Det var i hvert fald ikke det, der fik mig til at gå ind i politik. Tværtimod.

Sandheden er jo, at det er regeringens viden om universiteterne, der lader til ikke at have fulgt med tiden
Stinus Lindgreen (R)
Regionsrådsmedlem og ph.d., fhv. folketingsmedlem

I det konkrete tilfælde bygger forslaget og argumenterne for det på et smuldrende fundament af dårlige argumenter og manglende viden. Regeringen baserer det blandt andet på en opfattelse af, at universitetsundervisningen har været uforandret i århundreder, og at der mangler en kobling mellem kandidatuddannelserne og erhvervslivet.

Men sandheden er jo, at det er deres viden om universiteterne, der lader til ikke at have fulgt med tiden.

Misforståelser og manglende indsigt
Man kunne fremhæve mange grunde til, at forslaget er dybt problematisk: Mens vi alle sammen snakker om stigende mistrivsel blandt unge, vil man nu øge presset på de studerende og skabe A- og B-hold. Mens der er skrigende mangel på lærere, pædagoger og sygeplejersker, risikerer regeringens uigennemtænkte manøvre at trække unge væk fra velfærdsuddannelserne.

Mens erhvervslivet råber på kvalificerede eksperter, vil man mindske det samlede vidensniveau med et BNP-tab på adskillige milliarder til følge.

Mens alle taler om behovet for internationalt samarbejde for at komme de store udfordringer til livs, vil regeringen gå imod vores internationale aftaler og mindske de studerendes mobilitet. Og man kunne blive ved.

Det, der personligt generer mig mest, er, at argumenterne for reformen fra regeringspartierne og deres sjældne støtter, alle bygger på misforståelser og manglende indsigt i den verden, de er ved at gøre skade på. Denne ligegyldighed er bekymrende.

Der bliver allerede stillet krav
Et af de seneste forsøg på at forsvare reformen kom fra den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum. De foreslår, at man skal “forskerrette (de) to-årige kandidater endnu mere” - underforstået at de i dag allerede er en forskeruddannelse - mens de nye halverede kandidater skal være mere erhvervsrettede.

Læs også

DSF: Nej, kandidatuddannelser er ikke forskeruddannelser

Debat

Blandt andet skal man på de ‘nye’ to-årige forløb hvert halve år aflevere en skriftlig opgave på niveau med en tidsskriftartikel. Det hele pakkes ind i, at det er ok at stille krav til dem, der læser de længste uddannelser.

Der er mange grundlæggende ting galt med dette forslag - også selv om jeg både som tidligere studerende, forsker, underviser og politiker er helt enig i, at der skal stilles krav. Det er så også min erfaring, at det - i hvert fald langt de fleste steder - naturligvis allerede er tilfældet.

Det er ikke det, der er problemet. Det er til gengæld den manglende indsigt i formålet med vores akademiske uddannelser, i erhvervslivets behov og i forskningens natur, som Frit Forum her stiller til skue.

Sammenblanding af forskere og kandidater
For det første bygger argumentet på den samme fejlagtige præmis, som også både den nuværende og forrige minister har fremført: At vores kandidatuddannelser uddanner forskere, og at der slet ikke er brug for alle disse forskere i samfundet. Det er fundamentalt forkert.

Man har tidligere forsøgt at skabe et marked for de 3-årige bachelorer uden held, og de videnstunge industrier, vi nyder godt af herhjemme, har behov for eksperter på højt internationalt niveau for at klare sig
Stinus Lindgreen (R)
Regionsrådsmedlem og ph.d., fhv. folketingsmedlem

Kandidaten er en forskningsbaseret uddannelse - altså skal undervisningen forestås af forskere og bygge på den nyeste viden - men man bliver ikke forsker af den. Det er kun ganske få procent, der efterfølgende tager en Ph.d-grad og bliver forskere. En så basal manglende forståelse for de forskellige akademiske titler er desværre sigende for reformens fortalere.

For det andet er der intet belæg for at påstå, at erhvervslivet ønsker kortere kandidatuddannelser. Tværtimod. Man har tidligere forsøgt at skabe et marked for de 3-årige bachelorer uden held, og de videnstunge industrier, vi nyder godt af herhjemme, har behov for eksperter på højt internationalt niveau for at klare sig. Afkorter man kandidaterne, vil de i stedet skulle hente denne viden i udlandet.

Misforståelsen hos Frit Forum og andre bunder nok i deres sammenblanding af forskere og kandidater. Hvis en virksomhed har brug for forskere, så ansætter de folk med en ph.d, og har de brug for akademiske medarbejdere, ansætter de kandidater.

Jeg har i min tid i det private erhvervsliv været med til at ansætte begge typer til forskellige funktioner, og det er de akademiske kompetencer, der tæller. Den viden og fordybelse får man ikke ved at halvere kandidatuddannelserne.

En hån mod kandidatstuderende
For det tredje tyder deres forslag på, at ingen af dem har gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad forskning og artikelskrivning rent faktisk indebærer af viden, kompetencer og tid. At skrive artikler på internationalt tidsskriftniveau er en disciplin, der tager tid. Lang tid. Ikke bare at mestre de basale skrivefærdigheder men særligt at opstille og teste hypoteser, lave den underliggende forskning, syntetisere med teori og så videre.

Jeg bliver dag for dag mere og mere bekymret for, hvad formålet med reformen er
Stinus Lindgreen (R)
Regionsrådsmedlem og ph.d., fhv. folketingsmedlem

Som kandidatstuderende skal man lære en række akademiske færdigheder, udbygge sin viden, fordybe sig, studere - det er meningsløst grænsende til det absurde at tro, at de studerende samtidig skal kunne skrive forskningsbaserede artikler eller noget, der minder om, hvert halve år. Noget de fleste ph.d-studerende kun drømmer om.

Det er også en hån imod den tid, det tager at være kandidatstuderende, med alt hvad det indebærer. Men det bygger jo nok på den allerede beskrevne misforståelse om uddannelsernes indhold.

Jeg bliver dag for dag mere og mere bekymret for, hvad formålet med reformen er, og hvad den manglende viden om området kommer til at betyde for vores universiteter, vores videnssamfund og ikke mindst vores studerende.

Det er også et fattigt syn på vores akademiske uddannelser, der alene har erhvervsliv og den korteste vej til arbejdsmarkedet for øje. Hvad med tid til fordybelse og viden for videns egen skyld? Det har også en stor værdi.

Læs også