Søren Espersen: Danmarks forsvar har alt for længe oplevet en oplevet en uværdig nedskæring og djøfisering

Der skal snart forhandles et nyt forsvarsforlig på plads.

Det er en oplagt anledning til at nytænke holdningen til Danmarks forsvar, som alt for længe har oplevet en uværdig nedskæring og djøfisering.

I stedet for at lade en flok akademikere bestemme de økonomiske rammer for Forsvaret, bør vi i stedet basere vores forsvarsstrategi på et altoverskyggende spørgsmål:

Hvor længe skal danske styrker selvstændigt kunne forsvare Danmark mod et fjendtligt angreb, indtil Nato kommer os til undsætning?

I starten af 1990’erne ville euforien oven på Sovjetunionens sammenbrud ingen ende tage: Verdenshistorien havde nået sin afslutning, og et konventionelt forsvar var nu en anakronisme.

Som følge heraf gik vi i Danmark over til et såkaldt ekspeditionsforsvar med missioner i udlandet, som vi nu kender det fra udsendelserne til Irak og Afghanistan.

Opgaverne her og andre steder har de danske soldater klaret eminent, men situationen har ændret sig siden de glade dage i 1990’erne.

Mest åbenlyst rasler Rusland igen og igen med sablen i vores østlige nabolag, hvad der har fået Norge, Sverige og Finland med flere til at opruste kraftigt på forsvarsbudgetterne.

Dertil må man ikke glemme den islamiske terrorisme og et hastigt fremrykkende Kina.

Tilbage til det klassiske
Alle disse trusler kræver en militær tilstedeværelse i landet, så Danmarks forsvar kan opfylde sin primære forpligtelse og forsvare landets grænser i stedet for at udføre opgaver langt væk hjemmefra.

Derfor bør vi gå væk fra ekspeditionsforsvaret og tilbage til det klassiske territorialforsvar.

I den forbindelse er det dog et problem, at Forsvarets ressourcer står udmagrede tilbage efter årtiers negligering.

Forsvarets ressourcer står udmagrede tilbage efter årtiers negligering

Søren Espersen
Medlem af Folketinget og forsvarsordfører for Dansk Folkeparti

Vi burde leve op til vores forpligtelse over for Nato og bruge de påkrævede to procent af vores bruttonationalprodukt med hovedfokus på at genopbygge vores totalforsvars kapacitet.

Der skal skaffes flere soldater – vi ønsker et optag på 10.000 værnepligtige om året -, mere materiel i form af fly, skibe, kampvogne med videre og større robusthed ved at få fyldt lagrene op med ammunition.

Samtidig ser vi gerne genoprettelser af kaserner i gamle garnisonsbyer som Odense, Næstved og Sønderborg og for den sags skyld også genindførslen af gamle regimenter, som man allerede har gjort med det Slesvigske Fodregiment.

Forsvaret er en historisk og stolt organisation, og det skal kunne mærkes, når man er en del af den.

Målet er at forsinke fjenden
Apropos historisk tyngde må man heller ikke glemme, at Danmark plejede at være en anseelig flådemagt i Europa.

I tråd med ekspeditionsforsvaret som skitseret foroven har vi sendt flere missioner ud til den afrikanske kyst for at bekæmpe pirater, men med genindførslen af territorialforsvaret skal vi også have en flåde, der er i stand til at forsvare de danske farvande.

Truslen fra Rusland kommer nemlig ikke bare til lands men også til vands, da både Østersøen og Arktis, hvor vi har fælles interesser, udgør potentielle konfliktzoner.

I sidste ende må vi dog være realistiske, for vi kommer aldrig til at overvinde en invasion fra en overlegen magt.

Målet må være, at det skal gøre ondt på fjenden at invadere Danmark samt forsinke den tilstrækkeligt til, at Nato kan komme os til undsætning.