CS-formand: Soldaterlivet er andet end flotte uniformer og glorværdige øjeblikke

Gardister med bjørneskindshuer ved vagtskifte på Amalienborg eller i march gennem Københavns gader. Flotte uniformer og heste, når dronningens karet kører nytårskur. Store taler og våde øjne, når en skibsbesætning sendes på piratjagt eller camouflageklædte styrker sendes med fly afsted på ny mission i fjerne lande.

Sådan kender de fleste danskere nok 'deres' soldater, og man nikker og smiler og tænker måske, "det er sgu sejt nok!". Som når udenlandske autoriteter berømmer de danske soldaters dygtighed og alsidighed. Vi labber det i os. Det er både rigtigt og fortjent. Respekt!

Men vores soldater har også en hverdag. Et virke i en dagligdag som mange slet ikke kender eller ved besked om. I min barndom var denne hverdag mere synlig. Mange byer havde deres kaserner. Mange familier havde en eller flere, der aftjente værnepligt, for det gjorde man jo.

Ude af øje ude af sind, for det man ikke lægger mærke til, tænker man jo ikke på. Men en soldat, mand eller kvinde, er ikke bare en figur, der tages ud af skuffen i et glorværdigt øjeblik, hvor der er brug for assistance. Han og hun har en hverdag, hvor arbejdet skal gøres. Uanset om man sidder i artilleriet, overvåger farvande eller luftrum, skruer på flydele, klargør våben, samler brodele, afsikrer miner eller noget helt andet.

Uden soldater, er vi ikke længere denne selvstændige nation. Så enkelt er det

Jesper Korsgaard Hansen
Formand, Centralforeningen for Stampersonel

Hele døgnet og hele året er der mænd og kvinder i gang med et arbejde, der i sin enkle målsætning går ud på at sikre Danmarks frihed og selvstændighed. Et helt unikt arbejde som – hånden på hjertet – de allerfærreste egentlig er klar over.

For det her gælder ikke om at stå ved Dannevirke og holde fjenden væk fra voldene. Det her drejer sig om Danmark som selvstændig nation og nationalstat. For uden soldater, er vi ikke længere denne selvstændige nation. Så enkelt er det.

Og set i den store verdensorden er vi en del af noget meget større, fordi vi som medlemmer af Nato er sikret fællesskabets samhørighed. Det kan godt være, at der økonomisk tales om små procenter, men når det drejer sig om vores militære input, altså soldaternes deltagelse i det fællesskab, så er den 100 procent.

Det er ikke et job, det er et kald

Det input kommer ikke ud af ingenting. Igen kommer det af, at en række mænd og kvinder har valgt den vej. Den hverdag og dét arbejde. Som en kollega engang sagde: "Det er ikke et job, det er et kald". Du tjekker ind, når du får din uniform på førstedagen, og du tjekker først ud, den dag du bliver begravet.

Jeg er glad, når politikere 5. september taler store ord om soldaternes indsats. Jeg bevæges af kranse, der lægges ved monumenter over dem, der ofrede liv eller førlighed i deres indsats for Danmark.

Jeg er stolt, når jeg ser de opmarcherede kolonner gå gennem byen eller på Rådhuspladsen til en parade. Og her ser jeg mine medborgeres respekt men også overraskelse: "Næ, soldater. De er flotte. Har vi så mange?"

Men der hvor min respekt er størst, er når jeg er ude og besøge vores soldater. Uanset om det er på en mudret markvej i Oksbøl, et værksted i Skrydstrup eller på gyngende grund på et fartøj eller et helt fjerde sted.