EL-ordfører: Uniform-dag skaber en unødig stemning af militarisering

Nogle føler sig muligvis stolte og respekterede, fordi de får lov at møde på arbejde i militæruniform, men man kunne mene, at mærkedagen også skaber en stemning af unødig militarisering af samfundet, når forældre fremover én dag om året kan opleve at skulle aflevere deres barn i vuggestuen til en reservist iført uniform.

Retvisende hvervemateriale

Når jeg i biografen ser Forsvarets reklamefilm om, hvor attraktivt det er at gøre karriere i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbenet, sidder jeg med et stille håb om, at unge gør sig klart, hvilke vidtrækkende konsekvenser det kan have at melde sig frivilligt og dermed ultimativt til blodig krigsindsats, drab på mennesker, til at miste liv eller førlighed.

Det ved de veteraner, der gennem den seneste snes år har været udsendt til de langvarige og i høj grad mislykkede interventioner i Afghanistan og Irak, og som er vendt hjem med varige skader på krop og sjæl.

For mange vil det at være en del af et arbejdsfællesskab være en måde at bevare selvrespekten på

Trine Pertou Mach (EL)
Forsvarsordfører

I Enhedslisten har vi ofte stemt mod de krige eller militære missioner, som danske soldater udsendes i. Men det ændrer ikke ved vores grundsynspunkt, at man selvfølgelig har krav på respekt.

Tidligere udsendte skal behandles ordentligt og værdigt og med det nødvendige sikkerhedsnet, når man kommer hjem.

Videooptagelser af veteraner, der skal tilbringe resten af livet i kørestol eller med svær PTSD, vil nok ikke være egnede i hvervematerialet, der skal tiltrække flere unge. Ikke desto mindre er det en realitet, at vi i Danmark udsender soldater til risikable indsatser og ser folk vende hjem med skader og mén for livstid.

Efter en lang og sej kamp lykkedes det Enhedslisten i 2013 at få opbakning i Folketinget til at få anerkendt soldaters psykiske mén som en arbejdsskade. Men der er fortsat alt for store problemer; mange oplever, at det er svært at få arbejdsskade-erstatning og bliver slidt op af den proces; noget vi har kaldt på forbedringer af i flere omgange.

Et mere fleksibelt arbejdsmarked

Nogle tidligere udsendte er desværre så alvorligt skadede, at det ikke giver mening at forsøge at finde en plads til dem på arbejdsmarkedet. Dér bør der hurtigt og ubureaukratisk træffes beslutninger om, så de kan få fred.

Andre tidligere udsendte har trods fysiske eller psykiske skader stadig en arbejdsevne. Måske ikke til en fuld 37 timers arbejdsuge eller et stressende og fysisk hårdt job.

Men for mange vil det at være en del af et arbejdsfællesskab, gøre nytte, tjene sin egen løn og betale skat være en måde at bevare selvrespekten på og mindske fornemmelsen af at være frasorteret, fordi man, på nationens vegne, har mistet en arm eller har psykisk betingede behov for særlige vilkår.

Dér er der brug for, at kommunerne (og private arbejdsgivere) lægger sig i selen for at skaffe fleksjob og indrette arbejdspladser, så de også fungerer for andre end dem, der ikke længere kan yde hundrede procent, men som gerne vil bidrage.

Også her gælder det naturligvis, at et fleksibelt arbejdsmarked med plads til mennesker med en begrænset ydeevne skal være åbent for alle andre med tilsvarende skader, sygdomme og handicap – ikke kun for dem, der har været udsendt med våben i hånd.

I al stilfærdighed synes jeg, at det – i skyggen af flaghejsninger 5. september, kransenedlægninger på kaserner, og buschauffører i militæruniform – vil være på sin plads, hvis vi kan garantere alle med fysiske eller psykiske skader, at vi indretter vores arbejdsmarked, så det er rummeligt, for dem der ikke kan levere for fuld kraft – og vores pensionssystem, så vi ikke unødigt tvinger mennesker ud i meningsløs aktivering og lignende.

Og endelig, med de mange milliarder, som et politisk flertal har vedtaget at hælde ind i Forsvaret, vil det være mere end oplagt at prioritere ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Dét ville være respekt for vores soldater.