Forsker: Velfærdssamfundet får krigsveteraner til at føle sig som en byrde

Er de skadede veteraner så ikke bare krævende og forkælede, når de stadig ikke føler sig anerkendt?

Nej, er mit svar. I mit ph.d. projekt har jeg udforsket, hvad der ligger bag veteranernes manglende følelse af anerkendelse. Helt fundamentalt er det, at anerkendende handlinger ikke er anerkendende i sig selv. Det handler om autencitet. At anerkendelsen skal føles ægte.

Politiske skåltaler

Der er stor forskel på, om en tale på flagdagen eller til en medaljeceremoni holdes af en tilfældig politiker eller af for eksempel kronprinsen, som selv har en militær baggrund og altid har vist oprigtig interesse for veteraner.

Af samme grund fravælger en del skadede veteraner at få overrakt medaljen for såret i tjeneste ved en ceremoni – det føles ikke anerkendende, hvis man ikke mærker en form for fælles forståelse med dem, der uddeler medaljen og holder talen.

Flotte taler batter ikke meget, når man samtidig føler sig misforstået og uretfærdigt behandlet i den kommunale sagsbehandling

Eva Graae Krause
Ph.d.-studerende, Rigshospitalet og KU

Men først og fremmes skal anerkendelse etablere et udvekslingsforhold mellem veteranerne og staten, hvor anerkendelsen modsvarer det bidrag, veteranerne har ydet.

I forbindelse med den nyligt afholdte flagdag sås det tydeligt på de sociale medier, at selve dagen betyder noget for veteranerne. Nogle tager måske endda til et flagdagsarrangement på kommunen, dog primært for at mødes med tidligere soldaterkammerater. Selve anerkendelseshandlingen, flagdagstalerne, giver veteranerne imidlertid ikke meget for:

"Det, som jeg er ved at brække mig over på 5. september, det er alle de politikere, som skal ud og stå og holde den ene tale efter den anden og fortælle, hvor meget de vil gøre for veteraner, og hvor mange penge, der skal gives til veteranindsatsen." – Veteran med PTSD.

Veteranerne er enige om, at flagdagen for politikere mest af alt handler om at stille sig selv i et positivt lys, fordi der er stemmer i at vise interesse for veteransagen. Men der mangler handling bag de store ord.

Flotte taler batter ikke meget, når man samtidig føler sig misforstået af det 'civile Danmark', og uretfærdigt og uværdigt behandlet i den kommunale sagsbehandling og af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). 

Marginaliserede nationalhelte

Vi sender soldater i krig med fortællingen om, at de er Danmarks helte. At de går forrest og kæmper for frihed, retfærdighed og menneskerettigheder. At de gør en forskel. Men når de kommer hjem fra krigen uden ben eller med ar på psyken, så er der ikke nogen heltemodtagelse.

Hverken fra hr. og fru Danmark, der siger, at 'du har jo selv valgt at tage af sted', eller fra det officielle system, der skal håndtere pensions- og arbejdsskadesager.

Når anerkendelsen fejler, opleves det af veteranerne som et fald 'from hero to zero', og understøtter deres følelse af at stå uden for samfundsfællesskabet:

"Vi snakker tit om vores indvandrere, at de flytter sammen i små enklaver i ghettoer og så videre. Men det er jo lidt det, det ender med, også med vores… altså veteraner. Vi gør jo lidt det samme. Vi finder vores små enklaver på veteranhjem eller i andre små grupper, fordi man ikke føler sig en del af… det store billede." – Veteran med PTSD.

Det paradoksale i at man kan tage i krig for sit land og efterfølgende føle sig reduceret til en marginaliseret del af samfundet, understreger blot betydningen af anerkendelse.

Men hvordan sikrer vi, at vores veteraner føler sig som 'en del af det store billede' og ikke som 'indvandrere' i deres eget land?

Amerikansk anerkendelseskultur

Mange veteraner, særligt de med psykiske udfordringer, oplever en høj grad af stigmatisering i medierne og befolkningen, hvor negative og stereotype fortællinger om krigsveteraner fortsat lever i bedste velgående. Det spiller en vigtig rolle i den aktuelle debat om, hvordan man kan skabe større opbakning til veteraner fra offentligheden.

I den forbindelse sammenlignes Danmark ofte med USA, som har en helt anden og langt mere udbredt anerkendelseskultur. Men man undervurderer betydningen af, at Danmark og USA har vidt forskellige samfundsstrukturer.

Mange veteraner oplever en stigmatisering i medierne og befolkningen, hvor stereotype fortællinger lever i bedste velgående

Eva Graae Krause
Ph.d.-studerende, Rigshospitalet og KU

Det danske velfærdssamfund bygger helt grundlæggende på den præmis, at vi alle skal bidrage ved at arbejde og betale skat. Hvis man ikke kan det – for eksempel fordi man er blevet skadet i krig og nu er på førtidspension – er man en 'byrde' for samfundet.

Det fylder ekstremt meget for de skadede veteraner, der kæmper en daglig kamp for at finde fodfæste i et samfundsfællesskab, hvor det første man bliver spurgt om i sociale sammenhænge er 'hvad laver du så?'

Helt centralt i velfærdsstaten er lighedsprincippet. Når nogle 'får' mere fra den fælles kasse end andre, skaber det uro. Det så vi tydeligt i 2010, da den første veteranpolitik sikrede skadede veteraner særlige genoptræningsforhold. Dette medførte store protester fra blandt andet handicaporganisationer, der kaldte det et brud på det universelle danske princip om lige rettigheder for alle.

Jeg kan være nervøs for, at tiltag, som dem Veterankortet.dk's formand, Jimmi Schoubo Povlsen, foreslår i sit indlæg i temadebatten 28. august 2023, vil starte en lignende protestbølge.

For selvom særrabatter hos DSB og SAS muligvis kan skabe en følelse af anerkendelse hos veteraner, kan det potentielt også skabe en endnu større 'modstand' i den danske befolkning.

Derfor tror jeg, vi skal starte et andet sted, nemlig med at arbejde for at skabe mere positiv opmærksomhed på krigsveteraner og dermed øge forståelsen blandt danskerne. Der er allerede iværksat lovende indsatser med dette formål, for eksempel Danmarks Idrætsforbunds Veteran Match.

Endelig kunne man, måske lidt naivt, håbe, at de danske medier med tiden kunne se et potentiale i at vise et mere nuanceret billede af skadede veteraner.